|
I morges overtrådte jeg den hvide linje der kaldes loven.
Ja, ved et svagt trafikeret kryds, før droning louises bro, kørte jeg for rødt lys ind over den hvide streg, der makerer cykelstiens ophør og ind over fodgængeroverfældet, til uoverskuelig stor fare for de uendeligt mange ingenstedsnærværende fodgængere, og iøvrigt til stor gene for andre snæversynede trafikanter, der ville have gjort det samme, var det ikke for deres stramtsidende korsetter eller de ligeledes uniformerede herrer på den anden side.
Således blev jeg, efter at der var blevet grønt lys, og jeg havde fortsat min færd over vejen, udpeget af en af disse uniformerede lovens vogtere og vinket ind til siden. Jeg var uforstående over for denne tilsyneladende tilfældige udvælgelse, men blev informeret om, at jeg skam havde kørt over for rødt lys, og at jeg tilmed, på trods af at det forekom mig anderledes, således var fortsat midt ud i krydset hvor jeg, enten lammet af frygt over med hvilken autoritet mine strålende som krom af nådeløs retfærdigheds dommere ville dømme min slette forseelse, eller med den nederdrægtige hensigt, at genere de ikke på daværende tidspunkt tilstedeværende biler, havde våget mig ud.
Jeg nægtede mig skyldigt i dette, omend jeg indrømmede at have overtrådt den hvide streg, og sagde iøvrigt venligt omend med harme i hjertet, at jeg oprigtigt synes, at det var en smule pernippengrynt at dømme mig herfor.
Nådeløst erklærede han, og det påtrods af at han bifaldt mit ordvalg, at sådan var loven, og at han var dens stolte håndhæver. At jeg ifølge loven var til gene for trafikken, alene i den henseende, at jeg havde overtrådt loven. At loven var til for lovens skyld.
Jeg sagde at det vel handlede om tolerance, men han holdt ved sit som om intet kunne rokke ham, og proklamerede med en storhed i stemmen som et tysk stadium:
“Jeg håndhæver loven, vilkårlig som den er. Livet er tilfældigt. Loven er tilfældig. Men jeg håndhæver den fast som en klippe.
Jeg er akslen om hvilket denne klode af tilfældige påfund drejer.
Jeg er loven.”
Bag hans stålblanke øjne, dansede en lille dukke lystigt og med et glimt i øjet sang den denne lille strofe:
Jer er en af disse uniformerede mænd
med hovedet solidt plantet i den jyske muld
en analfikseret knippelornanist
med paragraffer lynende ud af øjnene.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
