Min pengepung var desværre ikke til det,.. men hvem så dem?
Faldt lige over denne artikel på JP:
Offentliggjort 24. marts 2004 15:09
Blødgjorte klang-terrorister
Af ANDERS HOUMØLLER THOMSEN
Einstürzende Neubauten er ikke længere chokerende - men stadig et fascinerende bekendtskab
Med sin blanding af aristokratisk distance og bizar gestikulation kan sanger Blixa Bargeld minde om en stilmæssig blanding af Bryan Ferry og 1930'ernes film-vampyr Bela Lugosi: Elegant klædt i sort jakkesæt, forførende og intim - men med bid og dekadent understrøm, som ikke er egnet for små børn.
Heldigvis var publikum langt over den myndige alder, da Einstürzende Neubauten spillede i Pumpehuset tirsdag aften. Faktisk var der tale om et ganske modent publikum, hvor af mange så ud som om, det var længe siden de sidst havde besøgt et af storbyens spillesteder. Men tyske Einstürzende Neubauten debuterede også helt tilbage i 1980, og i et årti præget af en vanvittig polarisering mellem sammenbidt yuppie-griskhed på ende ene side - og sortmalet undergangs-romantik på den anden - opnåede Blixa Bargeld og co. en nærmest kultisk berømmelse som rockens kompromisløse avantgarde-ensemble.
Med et ekstremt støjende og industrielt skærende præg var Einstürzende Neubauten en slags klang-terrorister fra helvede, som både fascinerede og frastødte, når de angreb alle musikalske konventioner.
Live var virkemidlerne en blanding af primalskrig og klanglige dommedags-effekter med hang til bl.a. boremaskiner og rundsave. Gruppen oplevede den sjældne ære i 1984 at provokere det ellers så "alternative" publikum i Ungdomshuset på Jagtvej i København. Tyskerne gik løs på stedets bærende konstruktioner med en sådan iver, at nogle forargede punkere efterfølgende kvitterede med at hærge bandets turnébus.
Flaske i hovedet
- Jeg kan huske, jeg engang i Danmark smed en flaske ud blandt publikum og ramte en fra det daværende Sods i hovedet. Vi blev dog senere gode venner, mindedes Blixa Bargeld ved koncerten forleden.
Og ja, de gamle hærge-minder er for længst blevet til nærmest munter nostalgi, og Bargeld virkede i Pumpehuset i perioder som en Onkel Hygge Punk med sine lange monologer. Men når først musikken spillede, bevarede Einstürzende Neubauten trods alt sine avantgarde-kanter. Gruppen bød dog på rigelig med materiale fra det seneste album "Perpetuum Mobile". Indslag som "Selbstportrait mit Kater" og "Ein seltener Vogel" kunne vi snildt have undværet, mens nye sange som "Ich gehe jetzt" og "Dead Friends (Around the Corner)" stod stærkt og bevægende.
Men et spring tilbage til det nyere mesterværk, den drillende betitlede "Silence Is Sexy", blev trumfkortet i den vel langstrakte koncert: "Die Befindlichkeit des Landes" blotlægger med sanselig poesi og metalliske barberblads-klange det tyske national-traume, som det står mejslet ud i arkitektoniske rester, forfald og melankoli. På én gang forstyrrende, fascinerende og fuldendt: 80'ernes sorte rockbands havde en trodsig vilje, som måske aldrig kommer igen.
http://www.jp.dk/kultur/advsog/artikel:aid=2334998/
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
