^Enig.Og fedt at se noget fra taxamike’s hånd.
jeg ka li det.
I går skrev jeg en art “gækkebrev” om aldrig at være tilfreds. Kanskje ikke et så godt gækkebrev, for den skyldige afsløres i sidste linje. På jambisk metrum med et ulige antal stavelser, der resulterer i feminin/ubetonet udgang. Det giver en dobbelthed i recitationen, hvor metrummet presser ‘fremad’, mens linjeskiftene skaber ophold. Det finder man ud af, hvis man forsøger at læse teksten højt. Og er det ikke lidt sådan det er at jagte lykken her og der for at ende tom gang på gang, og snart stiler ens længsel efter noget nyt? Det er sjovt at lege med formsiden som udtryk for det, man ønsker at sige. I de bedste digte er form/indhold smukt forenet. Der er jeg ikke helt med mine evner. Men det er sjovt at lege med sproget. Desværre dikterer omgivelserne, at poesi er pastime.
Begær
Misærens sande ansigtstræk, formørket,
Må skimtes svagt oplyst af ild, min kære:
Vor ene følgesvend i ørkens tørke.
Den ild, der evigt strider og fortærer,
Fortærer vore sjæles malm til aske,
Vi smager maskefaldets bitre bæger.
Med skarpe indsigts mælk du bliver flasket,
Og ser hvordan vor vilde attrås veje
forfølges i fast flugt så flyvsk, forhastet.
De flammer i din krop som kys og kærtegn,
Annam dem dog som dragens dunkle jærtegn.
Du brændte barn, din længsels trøst, erklæret,
vil aldrig slukke den, din lyst - begæret.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
