Psychedelia.dk

Fra dagens drot
Er jeg vendt bort,
Tavst slikker jeg mit banesår.
Hernede - dybt,
i bælgens mulm
Er du hos mig i anelser.

De ømme strøg,
Som silkeblød sødme,
Beruser mig med honning.
For din mørke ånd
er jeg på knæ
Du dunkle, Sydens dronning!

Dit væsens gåde,
Shulamit,
en sigelse så fyndig.
Oplyst af ord
Fra egen mund:
“Jeg er sort, men yndig!”

Som stenen rødmer
Tier jeg,
Jeg hører hvad du siger:
“Giv agt
På hin mysterie:
Først tre, nu er der fire!”

Af solens stråler
lutres vi
Som ynglinge i ilden
Straks ved din ankomst
Skuer vi:
Vor trængsler bliver kilden!

Plantet dybt
I frodig jord
Den sjæl, der ej fortæres.
For ham
Blir’ flammen søjle nu,
Se vande skille, han bæres!

Et mod du vækker
I vort bryst,
At gå gennem ild og vand.
Med luft
fra duens vingesus
Til jord vi muntert blive kan.

Af asken stiger
Fugl føniks op,
Hans vinger tvættet med sod.
I morgenrødens
Forklarelse
Omfavner han sin brud.