Hej alle sammen
Jeg tænkte at lige så godt kunne få smidt nogle kreative ting ud i det uendelige cyberspace, følg endelig op på eksemplet, og så skal i slet ikke snydes!
Første go - Jeg er ingenting
Jeg er ingenting.
Regnen er grå, og udfylder det melankolske aspekt i mit liv med nænsom perfektion, som en elsker der tager mødommen på hans elskerinde. Verden eksisterer ikke mere, dens relative og uperfekte tilstand ophørte i dag, og her sidder jeg, som hersker i mit eget univers, men med ingen at herske over. Er dét det? Er min betydning endnu kun så ringe, at den kan illustreres i dette lille rum? Hvor er bedrifterne? De sank i grus som hver en anden handling gjorde, da dens liv blev bragt til ende i sekundet den opfyldte sin forudbestemte funktion. Funktionen er ikke mere end en simpel tanke fra mit tomme sind, en funktion jeg drømte om og iscenesatte med den enkle og ultimative konsekvens dens ophørighed blev. Jeg er ingenting. Hvis det ikke var for det faktum, at mit legeme i dette sekund faktisk optog plads i vores fysiske verden, ville jeg ikke eksistere, for jeg er sandsynligvis allerede død mentalt.
Hun sidder ved siden af mig. Igen, som en sidste påmindelse om den tordnende seksualitet et menneske gemmer. Hun er nøgen. Dette legeme er inkarnationen af perfektion, af en altoverskyggende lyst. Jeg må have hende igen. Hendes læber er allerede på mit øre, og hendes hænder på mit lår. Et glimt af livet foreviget i et samlejes øjeblik.
Vi elsker ikke hinanden, men er fanget i elskovens sindssyge. Jeg mærker hendes arme, de er arrede og forbrændte. Det fysiske begær er som en dæmon der hånligt griner af os begge, mens han trækker os ned i dybet, langsomt og i en rus af sex og lyst. Jeg kunne dø sammen med hende.
Jeg rejser mig nøgen, verden må eksistere igen, mit univers må endnu engang forenes med den øvrige kollektive bevidsthed som skaber vores jord og liv. Jeg åbner vinduet, og lukker øjnene da bølgen rammer. En bølge, der sensuelt og organisk strømmer om min krop, jeg eksisterer måske nu. Blå. Bølgen er blå, med strejf af gul og rød, som en flamme i et havs dybe skær. Jeg dør et sekund, men bliver genoplivet af den pulserende puls der river mig tilbage i livet. Hun er bagved mig igen, hun visker i mit øre, men jeg er ligeglad, for jeg elsker hende nu. Lidt endnu hvert fald. Hun masserer mit underliv, og jeg føler hendes nøgne krop mod min. Hendes bryst er varmt. Jeg bøjer mig forover og ænser gaden. Skygger og sorte sjæle slingrer sig forbi hinanden. Jeg anerkender dem ikke. Hun hvisker hun vil have mig, og jeg anerkender at jeg er fortabt. Hun ved det jo godt selv.
Et glimt af hvidt vækker mig. Et horn går af ude i verdenen, en sjæl griner og verdens puls sender mig i en afslappet ekstase. Jeg dør aldrig.
Kærlighed er en følelse jeg tit tænker over, særligt når jeg ligger verdenen i et dybt koma. Jeg tænker tit over en så dyb følelse som kærlighed, men er jeg overhovedet privilegeret til at tænke sådan? I mit hjerte banker kærligheden, den flyder som heroin i mine årer og jeg kæmper som en vild i dens fravær. Det er mit liv. Jeg finder kærlighed, men hos hende er vi forenet, intet spil for galleriet for at overvinde frygten. Her er kærlighed ægte. Det skal den være jo. Det er det de siger, og det de siger, må nødvendigvis være sandt, sådan er det, og sådan vil det altid være. Det er måske lige meget, jeg lever alligevel kun for at elske, ikke sandt? Mon jeg faktisk ville dø hvis jeg ikke elskede? Var det ikke det de sagde der ville ske? En langsom og grufuld død uden kærlighed, mit must-have-drug. Hun er færdig nu, og hun slikker sine fingre rene. Jeg får aldrig nok. Den fysiske tilgang til kærlighed fascinerer mig altid, men ligegyldiggøres af mine egne mentale behov for et emotionelt præg. Bare hun er der for fanden.
Sammen tror jeg egentligt vi kunne klare alt, jeg kunne blive kejser og hun kunne sidde ved min trone og vi skulle regere i al evig sammen. Det tror jeg godt vi kunne. Hvis kærligheden ikke kunne bære os i denne kamp, ville jeg give op for evigt. Og aldrig elske mere. For kærlighed er alt, gør alt. Og vi ville aldrig leve uden. Verdenen ved det.
Jeg vugges som på en jolle. Min eksistentialisme rækker ikke mere, det var forudbestemt, at jeg skulle synke i grus.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
For i så fald kan jeg kontribuere!