|
HALLUCINOGENOLOGI
Her er en gammel udgave af "Forbyde hallucinogener? Forbyd naturen at gro!";
dvs den er nyere end den nyeste udgave, men der er alligevel mange ting der
burde have en opsang.
Kapitlet om "Dyrkning af svampe" er forældet, du er meget bedre tjent med
at fremskaffe tidsskriftet "Svampe" bind 18 fra 1988 side 72-80.
Nøglen til bestemmelse af svampeslægten er ikke særlig god, du er meget bedre
tjent med nøglen i: Jan Vesterholt og Jens H. Petersen: "Danske Storsvampe",
Gyldendal 1990.
INDLEDNING
Mange stoffer har en gavnlig indflydelse på hjernen derved, at de åbner
sindet for nye indtryk, samtidig med at de gør det muligt at bearbejde gamle
indtryk på en ny måde. Sådanne stoffer kaldes bevidsthedsudvidende stoffer.
Ikke alene er det naturligvis gavnligt somme tider at være påvirket af
bevidsthedsudvidende stoffer, det er også et dybtliggende menneskeligt behov.
Der findes også stoffri teknikker til bevidsthedsudvidelse, men der er
absolut ingen grund til, at vi ikke skulle bruge af de dejlige gaver, naturen
her har givet os. Den eneste grund skulle da lige være lovgivning, politi, og
den slags kunstigt skabte vederstyggeligheder.
For at man kan bruge et bevidsthedsudvidende stof på en god måde kræves, at
man er i stand til at udnytte virkningen. Det åbner for nogle muligheder, men
det du oplever er et produkt af, hvor god du er til at bruge virkningen, og
hvor godt du har planlagt det. Ved de stærkeste hallucinogener, bl.a. LSD,
er det helt nødvendigt, at du i forvejen har en rimelig plan for, hvad du
kunne tænke dig at bruge trippet til.
Lad være med at tage bevidsthedsudvidende stoffer for at hævde dig overfor
andre, for at være in, eller bare for at forbruge. Og når du har taget dem,
så kør virkningen op, f.eks. ved at slå kraftspring. Lad være med at sidde
med hænderne i skødet og vente på, at lykken skal træde ind af døren.
Det er en udbredt misforståelse, at bevidsthedsudvidende stoffer skulle have
skadelige bivirkninger. Naturligvis kan det godt tænkes, at et bestemt stof,
foruden at virke bevidsthedsudvidende, samtidig har nogle andre, evt.
skadelige, virkninger. Men de to ting hænger ikke sammen, og langt de fleste
bevidsthedsudvidende stoffer er da også fri for skadelige bivirkninger.
Nogle stoffer er egentlige hallucinogener, dvs. de gør en modtagelig for
nogle sanseindtryk og følelser, man undertrykker til hverdag. At opfange det,
man normalt fortrænger, er en udvidelse af bevidstheden, så alle
hallucinogene stoffer er samtidigt bevidsthedsudvidende. Nogle stoffer er
euforiske, lykkebringende, man svæver på en lille lyserød sky. Egentligt
hallucinogene stoffer kan virke euforiske, men kan også virke modsat,
afhængig af ens humør og ydre omgivelser. Alkohol, der virker
bevidsthedsindsnævrende, er udpræget euphorisk. Nogle stoffer virker
speedende, dvs stimulerende, aktivitetsniveauet sættes i vejret. Heraf
vil nogle virke speedende på hjernen, nogle på kroppen, og nogle begge dele.
Det er meget almindeligt, at et stof har aktiv placebo-virkning, det vil
sige, det er et placebo som beskrevet side qq, men drogen virker forstærkende
på placebovirkningen. Narkotisk er et grimt, hetzpræget ord, jeg
ikke normalt vil bruge; og kun hvis drogen både er vanedannende og har
skadelige bivirkninger. Efter denne definition er de eneste narkotika, jeg
omtaler i denne bog, alkohol tobak og opium.
Egotab er en særlig virkning, man kan opleve med de stærkeste af
hallucinogenerne. Efter et ofte ret smertefuldt øjeblik er det som om sjælen
går ud af kroppen, og man bliver ét med kosmos. Denne oplevelse er
aleles vidunderlig - men det er meget vigtigt at lade miraklet ske, når
miraklet sker, ellers får man det dårligt.
Der findes ikke nogen simpel måde, hvorpå man kan bestemme, hvilken af
ovenstående virkninger en bestemt droge har, og normalt vil jeg bruge
ordet hallucinogen om enhver droge, der har én af ovenstående
virkninger. I skemaet nedenfor har jeg dog givet et skøn over, hvordan
virkningerne af de forskellige hallucinogener er:
Af elskovsmidlerne er det kun dem med ++ der (+)+: (kraftig) virkning
øger potensen; dem med + øger kun kvaliteten. 0: Somme tider virkning
+/- betyder, at virkningen ofte ses, men kun -: Ingen virkning
som følge af en anden primær virkning. %: Modsat virkning
bevidstheds- halluci- Eufo- Stimule- aktiv Elskovs-
udvidende nationer risk rende placebo middel
LSD ++ ++ ++/- ++ 0 +++
Psilocybin ++ ++ + +/- 0 ++
Mescalin ++ ++ + + 0 ++
Hash ++ + ++ +/- +++ +
Cocain 0 - ++ ++ + %
DMT ++ ++ + +
Rød Fluesvamp + ++ - + + +
Trævlehatte + + ++ + - ++
Påskelilje + + - ++
Kongelys 0 + - % - -
Milde Natsk. + + + + ++
Stærke Natsk. ++ +++ ++ +/- ++ +
Stepperude ++ ++ + - + +
Valmuer 0 0 +++ 0 ++ 0
Kaffe, te, cacao - - + ++ - 0
Tobak - 0 - + - %
alkohol % 0 + + +/- 0
FORBEHOLD
Der er en række forbehold at tage ved brug af hallucinogener, som er
fælles for dem alle. Derfor skynder jeg mig at tage dem nu, så jeg ikke
behøver at remse dem op, hver gang jeg omtaler en plante.
GRAVIDE bør ikke tage nogen form for hallucinogener, da det ikke er
ordentligt undersøgt, om det har skadelig indflydelse. Hash er en undtagelse:
Gravide kan roligt ryge hash.
BØRN bør ikke tage hallucinogener, før puberteten er overstået. I øvrigt har
jeg kendskab til enkelte tilfælde, hvor små børn fik enten hash eller LSD:
Barnet havde et fint trip, men det var ingen hjælp i barnets udvikling, og de
voksne havde i nogle tilfælde en dårlig reaktion.
DEPRIMEREDE personer skal være meget forsigtige med at tage hallucinogener,
da det let giver en nedtur. Men hallucinogener kan, rigtigt anvendt, hjælpe
til at påpege problemerne, selve problemerne kan de ikke løse.
DOSERINGEN varierer med: Sorten, årstiden planten er samlet på,
vækstbetingelser, opbevaring, og især hvem der tar drogen, og hvilket humør
vedkommende er i lige den dag.
BLANDEDE TRIP kan være farlige. Jeg vil dele hallucinogenerne op således:
A B C D E
Mescalin Hash Stærke og milde Alkohol Amfetaminer
Psilocybin Valmuer Natskygger Tobak Cocain
LSD Bittersød Rød Fluesvamp Kaffe, Te Muskat
DMT Natskygge Stepperude Cacao Sovemidler mv.
Stofferne i gruppe E kan blandes med dem i gruppe D, men ellers ikke med
noget, end ikke med de andre i gruppen. Det er velkendt, at hash sammen med
amfetaminer kan give en kraftig, næsten LSD-agtig virkning. Det kan man
udnytte, men det er rart at vide på forhånd. Gruppe A kan blandes med sig
selv, og hen mod slutningen af trippet med gruppe D. Drik bare massevis af
sprut henimod slutningen af et LSD-trip, men pas på med kaffe og the, de
virker enormt speedende. Blandinger af gruppe A med gruppe B synes jeg
ikke om, men man kan gøre det. Hash og alkohol er en værre blanding, man
risikerer at gå lige i brædderne, især hvis hashen tages til sidst. Gruppe
C er de droger, der generelt egner sig til at blande med de andre.
JORDEN RUNDT
Hallucinogene planter bruges overalt på jorden, da de er nødvendige for
menneskets trivsel. I Stillehavet og Det Indiske Ocean findes hallucinogene
fisk, hvorvidt de er i brug som hallucinogener er dog uvist. På mange
stillehavsøer, og på New Guinea, dyrkes Kava Kava (Piper methysticum) der,
alt efter tilberedningen, kan virke narkotisk eller euforiherende. Kava er
dog et ret svagt hallucinogen, og er i de senere år blevet erstattet af
forskellige psilocybinsvampe. Trold-Nøgenhat (Psilocybe cubensis) og Panaeolus
(Copelandia) cyanescens (en art Glanshat) er to populære psilocybinsvampe;
mange steder serverer resteauranterne et stærkt hallucinogen svamperet for
turisterne. I det sydlige Asien fremstilles store mængder opium og
hash. Mambog (Mitragyna speciosa) er et kæmpestort træ fra Sydøstasien,
hvis blade indeholder et LSD-lignende stof, og bruges som hallucinogen.
Dendrophthoe falcata er en parasit fra det tropiske og subtropiske Himalaya,
beslægtet med mistelten; dens bark virker narkotisk. Frøkernerne fra det
store træ Terminalia belerica virker på lignende måde. Også betelnød bruges i
disse egne.
I Kina har der været størst interesse for planter som Ephedra vulgaris og
Panax genseng, planter der giver energi (speed). Hallucinogene planter som
Hamp (cannabis), Strychnos vux-nomica (med stryknin), Nauclea rhynchophylla
og Polygala teunifolia kendes dog. I Japan har man brugt opium og
psilocybinsvampene Bleg Glanshat (Panaeolus papilionaceus) og Fibret
Flammehat (Gymnopilus spectabilis). Desuden har skruptudser (Bufo)
tilsyneladende været brugt til fremstilling af hallucinogener, både i Kina og
i Japan. Nogle sibiriske normader bruger rød fluesvamp som hallucinogen (se
side qq). Det påstås, at udvandrere herfra i oldtiden spredte kendskabet til
denne svamps brug til Indien, hvor den er et kendt, omend lidet brugt,
hallucinogen. I et gammelt skrift på sanskrit, Rig Veda, hyldes den
guddommelige drik soma, som muligvis var fremstillet af Rød Fluesvamp.
Det er tvivlsomt, om vikingerne brugte rød fluesvamp som hallucinogen, se
side qq, men pigæble, galnebær, bulmeurt og alrune er gammelkendte,
europæiske hallucinogener. Engang i middelalderen startede en hetz mod brugen
af bevidsthedsudvidende stoffer, hetzen kører endnu. Middelalderens
hekseafbrændinger og vore dages forbudspolitik er udslag af den samme,
kristne intollerance. Herved er megen viden om tidligere tiders brug af
hallucinogener gået tabt. Men vore forfædre har kunnet bruge hallucinogener,
og ikke bare lavet viurkelighedsflugt med sprut. Herodot fortæller om
Skytherne, at de anbragte sig i et telt og smed hampefrø ned i en glødende
varm stenskål: "Skythernes fornøjelse var så stor, at de skreg af velbehag".
I Nordafrika, hvor koranen forbyder indtagelse af alkoholiske
drikke, er pot et meget brugt nydelsesmiddel. Hyoscyamus muticus er en
slægtning til Bulmeurt, der somme tider bruges som hallucinogen i Nordafrika.
I Ethiopien og længere sydpå i Afrika, samt på Den Arabiske Halvø, bruges Khat
(Catha Edulis) og Betel (Areca catechu) meget. Khat er en stimulans snarere
end et hallucinogen, at sammenligne med noget i retning af stærk tobak, hvad
virkningen angår. Det tager apetitten og virker stærkt stimulerende, men kan
fremkalde tandkødsbetændelse.
I de sydlige dele af Afrika bruges nogle mesembryanthemnum-arter og andre
planter som tilsætning til øllet mens det gærer, så det ikke kun er alkoholen
der gør beruset. Disse hallucinogene mesembryantemummer kan også spises, ryges
eller bruges til snus. Cineraria aspera er en slægtning til prydplanten
gråblad. Dens blade ryges, og virkningen kan i styrke sammenlignes med
cannabis. I Afrikas regnskove bruges mange andre hallucinogener, bl.a. iboga
(se s. qq), men desværre er vores kendskab til planterne for dårligt.
Fra Syd- og Mellemamerika kendes et væld af hallucinogene planter. At vi
kender dem skyldes ikke bare, at hallucinogener indgår som en naturlig del
af hvermands liv, men også, at der har været flittige folk ude og undersøge
sagerne. Ellers havde situationen været som mange andre steder på jorden:
Nok bruges et væld af hallucinogener, men man siger det ikke til nogen, så
det får vi andre ikke glæde af.
Coca-blade kommer fra Coca-busken (Erythroxylon coca). De knuste blade bruges
som snuspulver, eller de hele blade tygges som stimulans. Der laves også en
slags cigaretter af bladene; men desværre ofte på en dårlig måde, så
cigaretterne bliver giftig at ryge- advarsel! Bladene fra Bolivianske
Coca-buske indeholder ½-1% cocain. Bladene fra peruvianske cocabuske, og fra
dem, der dyrkes på Java, indeholder ikke ret meget cocain, men til gengæld
1½-2½% benzoylecgonin, der virker på samme måde.
Coca er dog langtfra det eneste snuspulver fra Sydamerika. Der er også yopo,
curupa, niopo, nopo, epena, parika, yakee og nyakwana, der alle indeholder
DMT eller DMT-lignende alkaloider. De fire førstnævnte er fremstillet af
træet Anadenanthera peregrina; de sidstnævnte af Virola-træer.
Herudover kendes et væld af andre, sydamerikanske hallucinogener, bl.a.
cimora (se s. qq) og ayahuasca (se s. qqq). Og må jeg til sidst byde på en
kop "kaffe" brygget på Paullinia yopo (kaldet yopo) og et stop "tobak" af
Lobelia tupa (kaldet tupa). Jo, indianerne har sandelig forstået at drive
forskning og finde frem til de gode planter.
Fra Mexico og det sydlige USA kendes et lignende antal hallucinogene planter;
jeg vil her nøjes med at bemærke, at kendskabet til den hallucinogene
virkning af peyote, snerlefrø og psilocybinsvampe stammer herfra. Virkeligt
fornemme forskningsresultater. Og så skulle jeg advare mod nogle giftige,
røde bønner, der under det forræderiske navn "mescal beans" sælges på egnen.
De stammer fra et træ, mountain laurel (Sophora secundiflora), men i stedet
for mescalin indeholder de bl.a. cystisin, der er det samme giftstof som
findes i frøene af guldregn (Laburnum).
I USA og Canada er de hallucinogene psilocybinsvampe blevet overordentligt
populære; rød fluesvamp og panter-fluesvamp kendes og bruges somme tider,
men nyder ikke nær samme popularitet som psilocybinsvampene. Selv så nordligt
som i Alaska bruges hallucinogene svampe; jeg ved dog ikke præcis, hvilke
svampe der er tale om. Grønlandsk post (Ledum groenlandicum) er et grønlandsk
hallucinogen, men ryges ikke meget - til gængæld ryges der meget pot.
En slægtning til Grønlandsk post, mose-post (Ledum palustre), er meget
almindelig i Nordskandinavien og Sibirien, og har været brugt som
erstatningsplante for humlen i øllet. Den har også været brugt i
Østsibirien som hallucinogen, man lagde den på en stegepande og fik røg
i køkkenet.
NOGET OM AT FORBYDE NATUREN
Indenrigsministeriet har udsendt en liste over euforiserende stoffer, der er
forbudt ved lov. Listen omfatter nogle farlige narkotika, og desuden en række
stoffer, som alle mennesker kunne have god nytte af at bruge. Allerførst på
listen nævnes cannabis (hash), hvorfor jeg opfordrer alle til at modarbejde
denne tåbelige lov. Man kan umuligt have respekt for loven, når et så
udmærket og almindeligt benyttet hallucinogen bare forbydes ved lov. Det er
ødelægende for retsbevidstheden.
Man har påstået, at brug af hash fører til brug af hårde stoffer. Det virker
desværre som en opfordring: Hvis du bruger hash skal du også bruge hårde
stoffer. Man har kriminaliseret hash, så det til dels er de samme kredse, der
sælger både hash og hårde stoffer. Begge disse ting fører til øget salg af
hårde stoffer; men problemet kunne effektivt løses ved, at man legaliserede
hash. Jeg håber, at denne bog vil medvirke til, at den gag-gag åndsvage lov
på dette område ændres.
Enhver har ret til at gøre alt, hvad der ikke skader andre. Er dette
ulovligt, så er det loven, der skal laves om, det er lovgiverne, der har
overskredet deres beføjelser. Det skader andre, hvis man er nødt til at begå
kriminelle handlinger, for at skaffe penge til hårde stoffer. Men det raver
ikke nogen, om man fyrer en chillum nu og da. Og der må også være nogen, man
kan købe sin tjald af. Forbudet mod hash er moralsk forkasteligt.
Politiet begår hver dag røveriske overfald på sagesløse, som de frarøver
deres hash. Politiet forsvarer røverierne med, at det er forbudt at besidde
hash, men hvorfor dette tåbelige forbud?
Menneskejagten på folk, der bruger bevidsthedsudvidende stoffer, er noget
karakteristisk for den kristne kultur, og jeg tror, der er en sammenhæng.
Kristendommen er -i praksis- en meget autoritær religion. Menigheden skal
rette sig efter præsten, præsten efter provsten, provsten efter bispen,
bispen efter de ufejlbarlige: Biblen og paven. Menigmand skal takke Gud og
præsten for overhovedet at være til. Kirken skal stå for de åndlige
oplevelser, det tilkommer ikke menigmand at gøre egne oplevelser ved hjælp af
hallucinogener. Det er illegitimt at forbyde hallucinogener med henvisning
til, at de undergraver ens egen magt. Derfor den voldsomme hetz mod
hallucinogener. Husk at hetzen startede for 600 år siden, hvor kirken havde
meget mere magt end i dag.
For at retfærdiggøre forbudspolitiken har man opbygget et system af hule
skaller af løgne. Det ligner det løg, som Henrik Ipsens Per Gynt bruger til
sammenligning med sit inderste jeg: Det består af en mængde hule skaller, men
mangler ganske en kerne af noget sandt.
Løgets yderste skal er den hårde hetz mod hash: Pressen skriver om
narkomaniens rædsler, og nævner i samme åndedrag hash. De to ting har intet
med hinanden at gøre, men kædes altså sammen i nogle folks bevidsthed ved
denne urimelige sammenstilling af avisoverskrifter.
De næste hule skaller er de mange løse påstande om skadelige bivirkninger af
hash, LSD, cocain... Den slags påstande bliver gerne brugt i den "saglige
debat" i nogle år, så bliver de videnskabeligt modbevist (meget
ressourcekrævende), hvorefter man finde på nye. Lyons Club stod en dag på
torvet og delte den slags løgne ud. Hvad var meningen? De ønskede vel blot at
få "den slags folk, der bruger sådan noget" kastet i fængsel.
Den næste hjule skal er FN-konventionen om bekæmpelse af narkotika, der
regner hash for et narkotikum. Danmark har desværre underskrevet denne
konvention, og med henvisning til denne kan lovgiverne altid nægte at frigive
hashen.
Til sidst er der spørgsmålet om, hvorfor USA (og hermed FN) forbød hash. Her
er jeg overladt til gætterier, men hashhadere har store muligheder for at
påvirke lovgivningen gennem lobbyvirksomhed i et land som USA. Fra Norge har
vi et lysende eksempel på, hvorledes en håndfuld facister gennem løgne har
påvirket lovgivningen, så psilocybinsvampe nu er en forbudt droge der. Hashen
er der penge i, underverden tjener enorme $ på hashforbudet.
*******************
Nogle mener, at brug af hallucinogener er virkelighedsflugt. Det synes jeg
er en hovmodig holdning - penge er det stof, der i dag bruges mest til til
virkelighedsflugt. Men sygelig trang til at skrabe penge sammen løser ikke
problemerne, og kan desuden have bivirkninger i form af stress, forurening og
rovdrift på naturen. Alkohol og opium kan bruges til virkelighedsflugt, og
har lignende ulemper. Derimod kan psilocybin, mescalin og LSD slet ikke
bruges til virkelighedsflugt; tværtimod får man problemerne skåret ud i pap.
Virkningen af hash er en mellemting mellem disse to yderpunkter. Daglig
hashrygning kan bruges til virkelighedsflugt, og det er noget skidt. Men
hvis vi havde et mere naturligt forhold til hallucinogener kunne misbrug
undgås, og de gavnlige virkninger er enorme. Det er Ligesom med ilden: Uden
den kan vi ikke lave et blødkogt æg, men fra barnsben af må vi lære at omgås
den på en fornuftig måde.
Nogen foretrækker stoffri teknikker frem for hallucinogene droger til
bevidsthedsudvidelse: Yoga, meditation, rejser... Det er naturligvis udmærket,
omend betydeligt mere tidskrævende, og det har den fordel, at man som regel
møder nogenlunde velforberedt til trippet. Men forkert valg af f.eks.
meditationsteknik er lige så dårligt som forkert valg af hallucinogene droger.
Det er ingen tilfældighed, at mennesket overalt på jorden bruger
hallucinogener (se side qq) - det ligger i den menneskelige natur.
Hallucinogene planter gror allevegne, vi mennesker er født til at bruge
naturen og dens hallucinogener, det skal lovgiverne ikke blande sig i. Vi er
derfor nødt til at finde frem til nogle gode hallucinogener (f.eks. hash,
psilocybin, mescalin og måske cocain) og frigive dem.
Hvis man virkelig insisterer på at forbyde hallucinogener, så må man
først forbyde naturen at gro. Frække psilocybinsvampe stikker hovederne op
ude på markerne. Hæld gift på dem! Høgeurten vokser i skoven. Færdsel udenfor
stierne forbudt! Folk dyrker hamp og psilocybinsvampe på badeværelset. Mer
politi! Der vokser påskeliljer i villahaverne. Asfalter alle villahaver! Nej,
vi kan aldrig, aldrig forbyde hallucinogenerne at gro.
HALLUCINOGENOLOGISK METODIK
Der findes ikke nogen bestemt metode, hvormed man kan afgøre, om en droge er
hallucinogen eller ej. Man må lade mennesker afprøve drogen, og så høre deres
personlige mening. Dyreforsøg er i denne forbindelse nytteløse.
Jeg vil kalde en droge hallucinogen, hvis (ideelt):
-Én person har prøvet den mange gange, og har fået en hallucinogen virkning
de fleste gange, og
-Flere personer har prøvet den en enkelt eller flere gange, og de fleste har
fået en virkning.
Efter at man har taget et stof er det svært at afgøre, om det har en
virkning. Forventningen om en hallucinogen virkning kan give en hallucinogen
virkning, det et det der kaldes placebo-effekt. Forestil dig, du kan hverken
læse eller skrive, og du har fået et stykke papir, som du tror er en
biografbillet. Du går hen til kontrolløren og viser ham billetten; slipper du
ind, så var det nok en biografbillet. Men måske slap du ind, skønt det ikke
var en rigtig biografbillet, kontrolløren var uopmærksom (placebo-effekt).
Hvis du ikke slipper ind, hvad så.. Måske var filmen forbudt for børn, for
andre end dig ville billetten være god nok. Eller måske var billetten til en
anden biograf (man forventede en virkning, drogen ikke kunne have).
For at bruge en droge er det nødvendigt først at finde en passende
dosering. Prøv først med en lille, afvejet mængde. Virker den ikke, så prøv
med dobbelt (eller 3x ) så meget, og bliv ved med at doble op, indtil den
virker. Hvis du gør det, har du drevet et smukt stykke forskning. Når du
afprøver en plante, så undgå et forsøgsresultat der siger, at en plante, der
ikke er sikkert botanisk identificeret, måske er hallucinogen.
Metodikken brød delvist sammen, da jeg hørte om giftvirkningen af enkelte
slørhatte (Cortinarius orellanoides bl.a.), hvor de første
forgiftningssymptomer, en betændt nyre, først kommer efter nogle uger. Jeg
har ikke anden løsning på problemet end at lade være med at afprøve
slørhatte, desværre. Og så at vente en rum tid, mellem hver gang man afprøver
en plante.
Jeg har begrænset mit arbejde indenfor hallucinogenologisk videnskab til en
undersøgelse af, hvilke lettilgængelige planter, der er hallucinogene. Mange
har savnet en nøjere beskrivelse af virkningen, den kan jeg ikke give, lav
den selv! En naturlig fortsættelse ville også være at undersøge, hvilke andre
påvirkninger (yoga mv) der virker hallucinogene.
HALLUCINOGENERNES KEMISKE FORMLER
Der er en gruppe af stoffer, der kaldes alkaloider. Det er kvælstofholdige,
organiske forbindelser, gerne med en eller flere ringe i molekylet.
Proteinerne regnes ikke for alkaloider, men passer i ovenstående definition.
De fleste hallucinogene stoffer er alkaloider.
Et indolalkaloid er et alkaloid, der i kemisk opbygning består af indol +
noget mere. Tilsvarende består et ß-phenethylamin i den kemiske opbygning af
ß-phenethylamin + noget mere. Det er helt forbløffende, hvor mange af
hallucinogenerne, der er enten indolalkaloider eller ß-phenethylaminer. De
hallucinogener, der er indolalkaloider, har så godt som alle en
ß-ethylamin-sidekæde knyttet til indolen.
Nedenfor har jeg skrevet de kemiske formler for hallucinogenerne. Bogstaverne
R og S angiver molekylets rumlige opbygning, i henhold til vedtagne regler,
som jeg ikke kommer ind på her. I stregformlerne skal der stå C (kulstof) i
alle hjørnerne, og fyldes ud med H (brint), så alle C-atomerne får 4
bindinger, som vist i eksemplet serotonin.
NEUROTRANSMITTERE
Hallucinogener virker generelt fremmende på
hjernevirksomheden og fantasien. Tanker kan
kemisk opfattes som nerveimpulser, og mange
hallucinogener fremmer overførslen af
nerveimpulser. Nerveceller er nogle indtil
½ m lange celler med et hoved og en hale
(se fig.), hvor en impuls kan gå fra nervecellens hoved til dens hale. For at
overføre impulsen til næste nervecelles hoved, udskiller halen nogle stoffer,
de såkaldte neurotransmittere. De vandrer så over til næste nervecelles
hoved, og påvirker det, så der sendes en ny impuls afsted. Herefter skal
neurotransmitterne nedbrydes, det sørger et enzym for, enzymet kaldes MAO
(MonoAminOxidase).
Mange hallucinogener stimulerer dannelsen af neurotransmittere, eller hæmmer
nedbrydningen. Så dannes der en masse tanker, og hermed hallucinationer. En
MAO-inhibitor er et stof, der hæmmer virkningen af MAO, hvilket blandt meget
andet betyder, at neurotransmitterne nedbrydes langsommere, tankeaktiviteten
øges. Der er dog masser af hallucinogener, der virker på en helt anden måde.
M E S C A L I N
Peyote er en hallucinogen kaktus, der altid har været meget populær i sit
hjemland, det nordlige Mexico og det sydlige USA. Fra denne kaktus isolerede
den tyske kemiker A. Heffer i 1894 det aktive stof, som han kaldte mescalin.
I 1919 bestemte E. Späth den kemiske struktur, og fremstillede stoffet
syntetisk.
Virkningerne af mescalin, psilocybin og LSD minder en del om hinanden, de
udgør en gruppe af kraftige hallucinogener, hvor mescalin er det mildeste i
gruppen. Det er testet grundigt, dels klinisk, og dels har det som sagt været
brugt i Peyotens hjemland i tusinder af år. Der er ikke fundet skadelige
bivirkninger. Da det desuden er mere farverigt end de andre i gruppen, og
lettere at komme ned fra, hvis man skulle ønske det, burde det teoretisk være
det foretrukne hallucinogen. Når det ikke desto mindre kan være svært at
fremskaffe skyldes det dosen, til et trip skal man bruge ¼-½ g ren mescalin
mod ca. ¼ mg LSD, og virkningen holder sig kun halvt så længe. Med andre ord,
hvis man fremstiller 1 kg LSD er der nok til at sende hele Danmarks befolkning
på trip; men 1 kg mescalin rækker kun til Samsø. Politiets ihærdige indsats
taget i betragtning er der ikke noget at sige til, at
undergrundslaboratorierne (som vi er megen tak skyldig) foretrækker at lave
LSD frem for mescalin.
Hvis mescalin blev frigivet kunne det sælges på apoteket for måske 20kr pr ½g.
Vi kunne forestille os en ordning, hvor og vi kun kunne købe en vis ration, så
vi begrænsede faren for misbrug, og gennem brugen af mescalin ville vi alle
få et rigere liv.
Når du skal bruge mescalin må du vide, at det muligvis ikke vil virke, uden at
du selv gør noget for at køre trippet op. Hertil er meditation særdeles
velegnet; du kan også stå på hovedet eller lignende. Mescalin egner sig fint
til en sommernat ved bålet, fordi der ikke er for meget lys, hvorved
mescalinens helt fantastiske, og meget berømmede, farvevirkning rigtig kan
komme til sin ret. Det er som om dagslys, og kunstigt lys, fordriver trippets
farver. Trippet er gerne 1-2 timer om at køre op, dosering af mescalin (i
form af mescalinsulfat):
Lill dosis ¼ g, varer til ca. 4 timer efter indtagelsen
Stor dosis ½ g, varer til ca. 7 timer efter indtagelsen
Peyote
Lophophora williamsii
Peyote er en meget hårdfør kaktus fra det nordlige Mexico og det sydlige USA.
Den har en stor pælerod, så den kan udholde udtørring, denne pælerod skal
naturligvis være dækket af jord, men man kan opleve en skruppelløs
blomsterhandler, der lader det meste af roden stå over jorden, så den ser
stører ud når den sælges. Den vil gerne have en mager, sandet/leret jord, helt
fri for sphagnum eller andre planterester. Ovenpå jorden kan man lægge et lag
lyse sten, det for at holde på fugten og giver den lidt lys nedefra. Den bør
kun vandes fra underskålen, og ret sparsomt, da den ellers i værste fald kan
få rådne pletter, der kun langsomt læges. Dog kan den godt lide at blive
vasket (vand oppefra) en gang eller to om året.
Billedet (side qq) viser en blomstrende kaktus; kaktussen kan opformeres ved
frøformering eller ved sideskud. På ældre kaktus dannes der efterhånden en
hel krans af sideskud (kaktusknopper) udenom den gamle kaktus. Når
disse knopper er nogle år gamle, kan de skæres fra moderplanten, og kan med
lidt held og kærlig pleje slå rod. Vanskeligere er det med frøplanter. De små
sarte kimplanter bør ikke stå for fugtigt, men kan som alle andre planter på
den anden side heller ikke tåle at tørre helt ud. Da de gror langsomt, er det
lang tid man skal passe på de små planter. Frøene kan man som regel finde i
små sorte frøkapsler i de hvide hår på kaktus, der har blomstret.
Nu har jeg sagt så meget om opformeringen, og kun lidt om brugen. Det er fordi
Peyote er en sjælden kaktus, der trues af udryddelse på grund af sine gode
egenskaber. Derfor kan vi ikke tillade os bare at købe planten og straks spise
den, vi må først lære at opformere den, selvom det tager rigtigt mange år. Men
den er et "klassisk" hallucinogen, stærkt mescalinholdig. Frisk Peyote inde-
holder omkring 1% alkaloider, den tørrede plante 5-10%; knapt halvdelen af
alkaloiderne er mescalin. Til et trip skal man bruge o,2-o,7 g ren mescalin
(som sulfat); o,4 g er en passende dosis. Heraf kan man regne ud, at man skal
bruge henved 100 g frisk kaktus til et trip. Tager du væsentligt mindre, så
virker den ikke - og så er det synd, at man har slagtet den sjældne kaktus.
Foruden mescalin indeholder kaktussen et halvt hundrede andre alkaloider,
hvoraf de vigtigste er pellotin, anhalonidin og lophophorin. De to
førstnævnte har en ret kraftigt beroligende, evt. søvndyssende virkning.
Lophophorin er ret giftigt, det giver øjeblikkeligt hovedpine, rødmen, og en
varm strømmende fornemmelse i kroppen, til gengæld holder virkningen kun i
kort tid. Så efter at man har spist kaktussen får man så at sige
tømmermændene inden trippet, men så aftager giftvirkningen af lophophorinen,
samtidigt med at mescalinen for alvor begynder at virke.
Kaktussen høstes ved at skære toppen - det grønne og kødet nedenunder - af. Så
kan der skyde en ny kaktus af roden. Den skal bruges kort tid efter, at den er
høstet, ellers taber den sin kraft. Man kan dog evt. tørre kaktussen, den
tørrede kaktus kan opbevares et par år, uden at tabe for meget kraft.
Når den friske kaktus skal spises, kan man fjerne hårerne og spise kaktussen
som den er. Hårerne indeholder en del mescalin, men irriterer maven, så dem
laver man et vandigt udtræk af, som filtreres og drikkes. Taget på denne måde
er de ubehagelige, indledende symtomer dog ofte ret kraftige.
Det er nok bedre at koge the af kaktussen: Findel kaktussen, kog den i vand,
og filtrer vandet fra. Tilsæt mere vand til planteresterne og ekstraher endnu
en gang med vand. Det vandige udtræk har kun ringe holdbarhed, da mescalin i
vandig opløsning iltes af luften; holdbarheden kan forøges ved at tilsætte
ascorbinsyre, f.eks. i form af appelsinsaft, og gerne allerede når kaktussen
koges. Så kan det vandige udtræk holde sig nogle få dage i køleskabet.
Eventuelt kan den giftige lophophorin fjernes ved at ryste det kolde,
vandige udtræk med æter. Lophophorin, ikke mescalin, er opløseligt i æter,
så det fjernes ved at skille æteren fra og kassere den.
En sjælden variant af peyote, Lophophora incinata (=L.diffusa), er berygtet
for ikke at indeholde ret meget mescalin, men til gengæld meget af det giftige
lophophoirin. Den kendes især på, at blomsterne er gule, mens den rigtige
Lophophora williamsii har røde eller hvid/røde blomster. Hvis du lige har
fået en Peyote skal du ikke være bange for, at det er en diffusa. Skulle det
så alligevel siden vise sig, at den har gule blomster, så har du ganske vist
ikke fået mescalin; men til gengæld en meget sjælden kaktus.
I Peyotens hjemland er der mange ritualer omkring dens indtagelse. Jeg mener
ikke at vi behøver lave ritualerne efter, men nok, at det er vigtigt, at vi
laver en form for andagt eller opløftet stemning i forbindelse med
peyotespisning.
SAN PEDRO
Trichocereus pachanoi
San Pedro er en højt skattet kaktus fra
Andesbjergene, hvor den dels dyrkes, dels
vokser vildt. Den er den vigtigste ingrediens
i en hallucinogen drik, cimora, derdog desuden
er iblandet udtræk fra bl.a. kaktussen
Neoraimondia macrostibas og euphorbiaceae'en
Pedilanthus tithymaloides.
San Pedros høje popularitet skyldes utvivlsomt
dens høje mescalinindhold: o,12% af frisk
vægt, 2% af tør vægt.
San Pedro er en hurtigtvoksende søjlekaktus,
der nemt og udbytterigt lader sig dyrke som
potteplante herhjemme. Når jeg siger
hurtigtvoksende skal det forstås relativt,
ingen kaktus er hurtigtvoksende, men kun
få kaktusser gror lige så hurtigt som den. En
lille San Pedro skal nok plejes i ca. 5 år,
før den har vokset sig stor nok til at man kan
høste den. Den gror godt i mange forskellige
slags jord, f.eks:
Standardjord
eller
Potteplantemuld tilsat
ren sphagnum (ikke ernæringsforbedret)
Eller i kaktusjord, der bl.a. kan tilberedes
således:
5 dele ren sphagnum
3 dele porøst materiale: Pimpsten,
trækulsstykker ell. knuste mursten
2 dele groft, udvasket grus
1 del flere år gammel gødning eller anden
form for gødning
eller
1 del sphagnum
1 del havejord
1 del siet kompost
Når kaktussen er i vækst, giv den da rigeligt med vand, og giv den også lidt
gødning, når den har vokset sig stor. Om vinteren bør den stå knapt så
fugtigt, og have en hvilepause på 2-3 måneder. Kaktussen sætter slet ikke
pris på fuld sol, ja de små kaktusser kan slet ikke tåle det, men bliver helt
sorte og dør. Det er en god idé at stille kaktussen ind i drivhuset om
sommeren, pas på at den ikke får for meget sol.
San Pedro kaktussen bør ikke høstes, før skuddet er
mindst 30 cm langt. Hver gang du høster, kan du få
mindst 2 nye kaktus, idet du skærer kaktussen over,
så der efterlades en stub på et par cm, så skyder der
1-2 nye kaktus op fra stubben. De øverste 5-10 cm
skærer du fra til en stikling, skær den til så den
spidser til som vist, og lad den hænge og tørre et
par uger med snitfladen nedad - så kan den slå rod,
når den plantes i fugtig jord.
Når du høster, tar du altså et midterstykke fra til
spisebrug. Hvis du spiser den rå, skal du selvfølgelig
først skrabe tornene af, det gøres med en sløv kniv i en barberende
bevægelse. Den tynde, voksagtige belægning yderst på kaktussen kan dog give
kvalmende fornemmelser; det undgås ved at brygge drikken cimora af den:
Mas kaktussen, gerne med en elektrisk saftjuicer; de faste dele indeholder
dog meget kraft, og bør absolut udtrækkes, helst med flere hold vand. Væsken
bliver forbløffende slimet, men kan dog sies gennem en fin sigte (ikke et
kaffefilter). Det anbefales at minske væskens rumfang ved inddampning,
samtidig opnår man, at væsken ikke får en nær så slimet konsistens. Væsken
kan næppe holde sig imere end et par dage, og bør opbevares i køleskab.
Virkningen er overlækker, som mescalin, se side qq, og den kommer ofte ret
langsomt. En stor dosis virker fra ca. 1 time efter indtagelsen til ca. 10
timer efter indtagelsen; en mindre dosis virker kun i en del af dette
tidsrum, f.eks. fra 3 til 6 timer efter indtagelsen.
lille dosis normal dosis stor dosis
Mængde af frisk kaktus 150 g 250 g 500 g
Slægten Trichocereus omfatter ca. 40 arter af søjlekaktus. Arten pachanoi
(San Pedro) kendes på tornene, der er rødlige (dog ikke altid på små kaktus),
der er 5-10 torne pr. areol, de øverste torne er længere end de nederste, og
tornene er så lange, at tornene fra én areol lige knapt når at rage ind over
tornene fra naboareolen. To andre Trichocereus-arter, Trichocereus validus
og Trichocereus peruvianus (=Cereus peruvianus) indeholder så meget mescalin,
at det kan være lønsomt at spise dem. I peruvianus er mescalinindholdet målt
til o,5% af den tørrede kaktus, mod San Pedros 2%.
På næste side ses, hvordan én kaktus bliver til mange, samtidigt med at man
får stykker fra til spisebrug. Billede A er taget ½ år før billede B; de
øvrige billeder er taget med ét års mellemrum, alle af den samme kaktus med
aflæggere. Bliver man sådan ved, kan man se frem til indenfor en overskuelig
årrække at skulle flytte ind i en ny og størrer lejlighed.
LSD
LSD er et af de kraftigste hallucinogener. Rigtigt anvendt giver det ikke blot
et orgie af skønne oplevelser, men kan desuden have drastiske, gavnlige
virkninger. LSD i mindre doser kan tages, blot man har rimeligt trygge
omgivelser, mens LSD i store doser kræver mere forberedelse. Dosering:
Lille dosis: 0,05 mg Normal dosis: 0,2 mg Stor dosis: 0,5 mg
Første virkning efter: 1-3 timer ½-2 timer 15 min - 1 time
kulminerer efter: 3 timer 5 timer 6 timer
Foreløbig afslutning: 7 timer 9 timer 12 timer
Afslutning: 12 timer 1 døgn 1-2 døgn
Regler for LSD-brug:
1) Tag LSD i rolige, smukke og trygge omgivelser, især de første gange.
2) Bland ikke LSD med for meget speed (kaffe, the, amphetamin).
3) Vær udhvilet, når trippet tages.
4) Du må ikke presse nogen til at tage LSD.
5) Glem ikke at tage LSD, i hvert fald med nogle års mellemrum.
6) Hvis du alligevel kommer på nedtur, så: -Tilkald ikke lægen.
7) Hvis du har haft et dårligt trip, skal du efter nogle uger tage et nyt
trip.
Desværre er LSD-en i nogen grad bragt i miskredit af en overlæges uansvarlige
omgang med stoffet. Han tvang psykotiske patienter til at tage det, hvorefter
han låste dem inde, helt alene og isoleret fra omverdenen. Patienterne, der jo
i forvejen havde psykiske problemer, blev ofte rædselsslagne over de kraftige
oplevelser, og det havde selvsagt en meget dårlig indvirkning, som mange af
dem døjer kraftigt med den dag i dag.
Af historien kan vi naturligvis lære, at forkert omgang med LSD kan være
skadeligt. Der er nogle regler, der må overholdes: Hvis du en kold vinterdag
går ud med for lidt tøj på, kan du blive syg, eventuelt fryse ihjel. Men
derfor skal du ikke lade være med at gå udenfor, du skal bare klæde dig
fornuftigt på. Og når du skal på LSD-trip, så skal du naturligvis også
forberede dig til trippet på passende vis.
Det er fantastisk at tænke på, at de fejlbehandlede patienter, jeg omtalte
ovenfor, kunne få det meget bedre, blot man nu overholdt regel 7: ovenpå et
dårligt trip skal man tage et nyt trip. Vi har den nødvendige kapacitet
herhjemme, der er en læge der har tilbudt at give de patienter, der ønskede
det, en gentagen LSD-behandling, denne gang naturligvis under fornuftige
omstændigheder. Men sundhedsstyrelsen har sagt nej! De anser åbenbart LSD for
at være noget farligt noget, og sætter egne idiotiske principper over alle
menneskelige hensyn.
Der har været ført en skrækpropaganda mod LSD. Det er meget uheldigt, for hvis
man bare tror på lidt af propagandaen er det sværere at nyde et LSD-trip, og
kvaliteten af oplevelsen kan blive forringet. Det har været påstået, at LSD
kunne skade de arvelige anlæg. Det er ikke rigtigt, virkningen af LSD i den
sammenhæng svarer til virkningen af en tusindedel af en almindelig
hovedpinetabelet (acetylsalicylsyre). Derimod er det rigtigt, at gravide
kvinder ikke skal tage LSD i perioden fra de opdager at de er gravide og til
3½ måned henne i svangerskabet: Det giver dels en øget risiko for en abort,
og dels er der vistnok og måske en svagt øget risiko for at få et vanskabt
barn. Men at LSD skulle være vanedannende, det er ren skrækpropaganda, det er
LSD overhovedet ikke. Man skal absolut ikke overdrive brugen; men hvis man
alligevel gør det, så vil stoffet selv fortælle en, at man skal holde igen.
LSD-oplevelsen
Det er ikke muligt i ord at beskrive oplevelsen af LSD-trip, da den er af
følelsesmæssig art. Men givet er det, at mange ting, der ligger i
underbevidstheden kommer op til overbevidstheden. Din krop er en
sammenhængende organisme, men i vestlig kultur har man gerne villet dele den
op i funktioner. På trip vil du sanse hele din krop, ja sågar kroppen samt
omgivelserne, som den sammenhængende organisme, det er. Den øgede
kropsbevidsthed gør det måske muligt for overbevidstheden at styre nogle
kropsfunktioner, du ikke har været opmærksom på før, f.eks. i forbindelse med
fordøjelsen; men lad hellere være: Overbevidstheden ved ikke, hvordan mavens
funktioner skal styres, så det kan hurtigt blive til en mavepine.
Desuden vil de fleste få en mængde oplevelser af religiøs art.
En af de bedste anvendelser af LSD er som elskovsmiddel. Det kræver
naturligvis at man er to, der er enige om at bruge LSD på denne måde. Men så
er oplevelsen også enorm; man skal dog være klar over, at eftervirkningerne
normalt varer hele livet...
Nedture
Der er noget syre, der er god syre, og noget, der er dårlig syre. God syre
består af ren LSD, og heldigvis synes markedet at have forbedret sig, så det
meste syre består af god, ren LSD. Hvis du har spist god syre, så føler du
dig afslappet på trippet, og kunne til nøds sove. Dårlig syre kan indeholde
lidt speed (amphetamin mv) eller være en hel anden kemisk forbindelse med
LSD-lignende virkning, som desuden virker speedende.
Føler du dig alt for speedet på trippet, så prøv at løbe speeden af dig.
Gå en lang tur i skoven, eller lav en anden form for motion, helst uden at
alt for mange mennesker kommer og blander sig. Undgå at skulle sidde stille
og snakke med for dig ligegyldige mennesker.
BLÅ TRAGTSNERLE
ipomoea violacea
Frøene af Ipomoea indeholder lysergsyreamider, der i virkning minder om LSD
(LSD er et lysergsyreamid: LySergsyreDiethylamid), men virkningen er ikke
lige så kraftig. Da de aktive stoffer sidder bag en tyk frøskal, virker
frøene kun, hvis man knuser dem. Da smagen er led, nytter det ikke at forsøge
at tygge frøene mellem tænderne; knus dem på forhånd, f.eks. ved hjælp af en
peberkværn. Dosering:
5-20 g, 50-200 stk
Smagen af frøene er ikke rar, det hjælper at spise f.eks. en ostemad til, og
skylle efter med rigeligt vand. Næste gang du prøver at spise dem er smagen
endnu værre osv. Der er derfor en grænse for, hvor mange gange i dit liv, du
kan spise dem, og derfor anbefaler jeg, at du bruger en ordentlig stor dosis
allerede første gang.
Hvis frøene er bejsede skal det ordentligvis stå skrevet udenpå posen. Er du i
tvivl, så vask frøene i lunkent vand, og tør dem, inden de knuses. Det duer
ikke at vaske de knuste frø, da de aktive stoffer er noget opløselige i vand.
Hvis du selv dyrker frøene får du nogle fantastisk flotte, blå blomster, men
det kræver en meget lun vokseplads, helst drivhus, hvis frøavlen skal blive
til noget, og udbyttet er sjældent ret stort. Også stænglen og bladene
indeholder en lille smule af de aktive stoffer.
Der findes mange variteter af Ipomoea violacea, den almindeligste hedder
Clarkes blue. De andre variteter synes dog at virke lige så godt. Derimod
dur ipomoea purpurea (Scarlet O'hara) ikke, den indeholder absolut ingen
aktive stoffer.
Frøene af Baby Woodrose (Argyreia nervosa) indeholder mange gode
lysergamider, men den er vanskelig at skaffe frø af, og frøene er
vanskelige at få til at spire. Det bliver dog en fantastisk smuk stueplante.
Dosis: 2g frø.
PSILOCYBIN
Psilocybin er et serdeles godt hallucinogen. Det er et kraftigt
bevidsthedsudvidende stof i samme gruppe som mescalin og LSD, nedture er
sjældne, farver på trippet almindelige, og det er et godt elskovsmiddel.
På trippet får man en øget kropsbevidsthed der gør, at det nogle steder
bruges som lægemiddel, og det har vist sig at have en gavnlig indflydelse
endog på alvorlige sygdomme. Den bedste måde at indtage det på er ved at
spise det, men teoretisk kan det også ryges eller indtages ved injektion.
Lille dosis Normal dosis Stor dosis
Dosering: 7 mg 15 mg 50 mg
Første virkning efter: 1 time 30 min 15 min
Kulmination: 2 timer 3 timer 4 timer
Afslutning efter: 4 timer 6 timer 8 timer
Virkningen afhænger - naturligvis - af omstændighederne omkring trippet. Hvis
man tager en stor dosis det almindeligt, at man gerne vil ligge ned og have
fred, mens det kulminerer. Fred til at opleve egotab i. Sidenhen, når det
ikke virker så kraftigt mere, er det almindeligt, at man får lyst til at røre
sig, danse med vibrerende lemmer, og mærke vibrationerne strømme ud gennem
fingerspidserne.
Trippet kan således deles op i en uspeedet (ligge ned) og en speedet (danse
rundt) del. Ved en lille dosis psilocybin vil den speedede del gerne dominere.
Den speedede virkning er dog ikke kraftigere, end at man godt kan lægge sig
ned og sove, hvis man er træt - men det er naturligvis spild af et godt trip.
Man bør nøjes med en lille dosis, hvis trippet tages i et socialt uafklaret
miljø, f.eks. sammen med folk man ikke kender godt og specielt holder af, ved
musikfestivaller og værtshusbesøg. Som elskovsmiddel egner psilocybin sig
serdeles godt, og her kan det være fint med en stor dosis.
Psilocybin er langt mere fredsommeligt end LSD, men principielt gælder der de
samme regler, omend de kan behandles mere skødesløst. Nedture er som sagt
meget sjældne, men de kan komme, hvis man enten har taget en stor overdosis,
eller har taget psilocybin alt for mange gange indenfor kort tid. Nedture
behandles ligesom ved LSD-trip, jeg gentager: Tilkald ikke lægen.
Psilocybin findes i de svampe, der omtales i det følgende, undtagen Rød
Fluesvamp. Strengt taget er der tale om flere, kemisk beslægtede stoffer,
hvoraf de vigtigste er:
Psilocybin: Godt hallucinogen.
Psilocin: Som psilocybin, men det nedbrydes ret hurtigt af luftens ilt.
Baeocystin: Vistnok hallucinogent som psilocybin; men jeg har mistanke om,
at det er hårdt ved nyrerne.
Spids Nøgenhat (Psilocybe semilanceata) indeholder noget baeocystin, hvorimod
Trold-Nøgenhat (Psilocybe cubensis) er dejlig fri for baeocystin. Dette har
dog kun betydning for de få med en svag nyre, og baeocystin giver ingen varig
nyreskade. Psilocybin er blevet grundigt testet klinisk, uden at man har
fundet skadelige bivirkninger. Indianerne i Mellemamerika har brugt
psilocybinsvampe i de sidste 3500 år, og har heller ikke observeret skadelige
bivirninger.
M A R I A S A B I N A
E N I N D I A N E R H I S T O R I E
historien om psilocybinens opdagelse
Der er en mærkelig historie om psilocybinsvampe og indianernes glemte
viden. Brugen af psilocybinsvampe er ret ny for den vestlige kultur, mens
indianerne i Mellemamerika og Sydamerika har brugt dem i årtusinder. Fra
Mexico, Aztekernes gamle rige, til Peru, har man fundet "svampesten", små
stenfigurer, der forestiller en psilocybinsvamp eller dennes ånd. De ældste
svampesten er ca. 3500 år gamle! Psilocybin er et særdeles vel gennemprøvet
hallucinogen. Før Columbus var brugen af disse svampe vidt udbredt, vi ved at
psilocybinsvampe i stor stil blev brugt ved kroningsfesten for
azteker-kejseren Moctezuma II i 1502. Men kort tid efter blev riget erobret
af spanierne, og Moctezuma blev fængslet i 1519.
Teonanácatl kaldte indianerne svampene, det betyder Guds kød. Og vel kendte
kirken den hellige nadver, hvor brødet og vinen blev forvandlet til Jesus kød
og blod; men miraklet skal være et spørgsmål om tro. Med Teonanácatl,
derimod, behøver man ikke at tro på forhånd, efter at have spist svampene
mærker man klart en guddommelig kontakt. Dette strider mod den kristne lære,
thi alle gode gaver, de SKAL komme ovenned, det tilkommer ikke menigheden at
gøre oplevelser på egen hånd. Ved den hellige inkvisition! Slig brug af
svampe er at regne for afgudsdyrkelse og må straffes strengt. Siden har
terror hersket, og mange svampebrugere er blevet brændt på bålet.
Så vidt vides nåede ingen af spanierne at afprøve svampene, i hvert fald fik
terroren dem til at tie. Så uden overhovedet at have prøvet dem forbyder
spanierne brugen! Det minder jo uhyggeligt om vore dages narkotikapolitik,
hvor en stab af eksperter, der aldrig har røget en smule tjald, stiller sig
op og fordømmer brugen, eller om middelalderens hekseprocesser, hvor man
risikerede at blive brændt på bålet, hvis man havde egne religiøse oplevelser
udenom kirken.
Broder Sahagún
Blandt horderne af kriminelle fandtes enkelte arbejdsomme spaniere. Én af de
var munken Fray Bernadion de Sahagún, der arbejdede i Mexico i slutningen af
1500-tallet. Han skrev, at indianerne brugte nogle små, skadelige svampe, der
virkede berusende ligesom vin, og sammenlignede virkningen med Peyote-kaktus.
Han skrev: ¤Der er nogle små svampe i det område, som kaldes teonanácatl, som
gror blandt græsset. De er runde, og har en ret høj og slank stok. Når man
spiser dem, har de en dårlig smag, skader ganen, og forgifter«. I Sahagúns
florentinske codex findes en tegning, der viser en dæmon,
der danser ovenpå nogle svampe - for at
understrege, at svampene er djævlens værk.
Behøver jeg at sige, at tegningen er grov
propaganda, den tjente det formål at forfølge og
henrette fredelige mennesker.
Desværre deltes Sahagúns holdning
af mange andre, således munken Montolinia: ¤De
kalder disse svampe teonanácatl på deres sprog,
hvilket betyder ¤Guds kød«, eller djævlens, som
de tilbeder, og på den måde, med denne bitre føde dyrker de deres grusomme
guddom«.
Enkelte indså betydningen af at nedskrive de gamle traditioner, Hernando
Ruiz de Alarcón var en af dem. Han nedskrev de vendinger, som en shaman
(troldmand) brugte for at hidkalde sin gud. De mennesker, han spurgte, var
ofte torturerede, fængslede indianere, og han turde ikke skrive beretningerne
på spansk, men skrev dem på aztekernes sprog.
I denne tids stemning af terror måtte brugerne af svampene gemme sig, gå
under jorden, det er klart. Efterhånden lykkedes det de kristne terrorister
at fortrænge brugen af svampene fra alle andre steder end nogle få, vanskeligt
tilgængelige bjergegne. Og terroren fortsætter den dag i dag.
Den glemte viden
Ved begyndelsen af dette århundrede var den tidligere brug af psilocybinsvampe
næsten gået i glemmebogen. Man havde kun de gamle spanske rapporter om brugen
af ¤en eller anden« svamp, og beskrivelsen af disse svampe var helt
ufuldstændig. Eneste rimeligt velbeskrevne svamp var Psilocybe yungensis,
som har været brugt i Amazon-landet i Peru. Jesuitterne har rapporteret om
brugen af denne svamp og om voksestedet - på rådnende træ. Men i dette område
har forfølgelsen af brugerne været så grusom, at man ikke i dag har kunnet
finde indianere, der brugte svampen.
I 1915 fremsatte den amerikanske etnobotaniker W. E. Safford den dristige
hypotese, at svampene aldrig havde eksisteret. Svampene skulle i virkeligheden
være peyoteknopper, og indianerne skulle have vist spanierne nogle svampe for
at forvirre dem. Han skrev: ¤Efter tre århundreders søgen har vi endnu ikke
fundet nogen svamp med disse egenskaber« og ¤en tørret peyote ligner en tørret
svamp, og i en sådan grad, at selv en mykolog kunne tage fejl«. Safford har
sandelig ikke sat mykologien højt som videnskab! Eller snarere: Her har vi en
videnskabsmand, der udnytter sin autoritet til at lyve, for herved at holde
folket nede i uvidenhed.
A. E. Verril skrev i 1914 en artikel, hvor han fortalte om den hallucinogene
virkning af bleg glanshat (Panaeolus papilionaceus). Det er altså ikke
rigtigt, når Safford påstod, at der ikke fandtes svampe med en virkning, der
svarede til teonanácatl.
Den der søger..
Selv om Saffords teori vandt almindelig udbredelse, såvar der heldigvis nogen,
der ikke ville tro på den. Således en østrisk læge, dr. Blas Pablo Reko, der
boede i Mexico. I en artikel fra 1919 i et mexicansk tidsskrift skrev han, at
teonanácatl var en hallucinogen svamp. På grund af Saffords store prestige,
og Rekos mangel på samme, vandt hans synspunkter dog ingen udbredelse. I 1923
skrev Reko i et brev til U.S. National Museum: ¤Jeg ser i Deres beskrivelse
af Lophophora (Peyote), at dr.Safford tror, at denne plante er den samme
som Sahagúns teonanácatl, hvilket bestemt er forkert. Teonanácatl er, som
Sahagún også pointerer, en svamp som gror på gødning, og som stadig bruges
under det samme navn af indianere i Sierra Juárez i Oaxaca ved deres
religiøse fester«. Der må altså på dette tidspunkt have været hårdnakkede
rygter om brugen af svampene.
Reko havde en fætter, journalisten V. A. Reko, som sågar påstod, at
teonanácatl var en Fluesvamp, og ovenikøbet nåede at give den et navn,
Amanita mexicana. Det er helt hen i vejret.
De første psilocybinsvampe dukkede op for den vestlige kultur i 1936. Ja,
naturligvis, de spanske erobrere havde set dem, men man skal som bekendt
ikke kaste perler for svin. En ingeniør fra Mexico City, Don Roberto
Weitlaner, havde fået nogle svampe fra nogle indianere, og sendte svampene
videre, dels til Richard Evans Schultes, nybagt kandidat fra Harward
Universitetet, og dels til dr. Carl Gustaf Santesson, Stokholm.
Schultes skriver: Disse svampe var i så dårlig stand, da jeg modtog dem, at
jeg ikke kunne bestemme dem, ud over at de tilhørte slægten glanshat
(Panaeolus). Santesson rapporterede i 1939, at de tilsendte svampe dels var
glanshatte, og dels honningsvampe (Armillaria ?!). Santessons bemærkning om
honningsvampe lyder helt usandsynlig. Nå, Weitlaners datter Irmgard, og
hendes forlovede, Jean Basset Johnson, besøgte også indianerne, og overværede
i 1938 en ceremoni med indtagelse af psilocybinsvampe. R. E. Schultes rejste
samme år til Oaxaca, Mexico, og det lykkedes ham at få fat i 3 forskellige
sorter af teonanácatl. Den ene, som han havde fået at vide var den vigtigste,
blev bestemt til at være en Panaeolus sphinctrinus (almindelig glanshat), og
de to andre blev senere bestemt til Psilocybe cubensis (trold-nøgenhat) og
Psilocybe caerulescens. Efter denne lovende start kom 2. verdenskrig, Johnson
blev dræbt i krigen, Schultes rejste til Sydamerika, Santesson døde i 1939, og
Reko var beskæftiget med andet arbejde indtil sin død i 1953.
Maria Sabina
Efter krigen skete der i mange år ingenting, indtil en bankmand fra New York,
R. Gordon Wasson, blev interesseret. Han og hans hustru kontaktede bl.a. Miss
Eunice Pike, en missionær, der havde arbejdet flere år i Oaxaca. Hun havde i
1939 skrevet en artikel om indianernes brug af svampe og forholdet til
kristendommen. Hun sagde, at svampene utvivlsomt blev brugt, men brugen blev
holdt hemmelig overfor fremmede.
Med assistance fra bl.a. Roberto Weitlaner drog Wasson & Wasson ud på deres
første Mexico-ekspedition i 1953, og det lykkedes dem i de følgende år at
samle enkelte psilocybinsvampe. Den 29. juni 1955 indsamlede R. G. Wasson en
stor portion Psilocybe caerulescens, og samme dag mødte han en shaman, Maria
Sabina, som indvilligede i at arrangere en ceremoni samme aften. R. G. Wasson
og en fotograf, Alan Richardson, spiste hver 6 svampe, Maria Sabina det
dobbelte antal. De skrev nogle artikler til nogle ugeblade om oplevelserne.
De følgende år drog Wasson ud på flere ekspeditioner, nu sammen med mange
forskellige videnskabsfolk. Ved ekspeditionen i 1956 havde han følgeskab af
den franske svampespecialist Roger Heim, ved den lejlighed indsamlede de ialt
14 forskellige arter af psilocybinsvampe, hvoraf de 12 viste sig at være nye
arter.
På Laboratoire de Cryptogamie i Paris forsøgte Heim, og især hans medarbejdere
Arthur Brack og Hans Kobel, om de kunne dyrke svampene, hvilket lykkedes
forbløffende godt. Flere af svampene, bl.a. Psilocybe mexicana, dannede
villigt frugtlegemer både på agarmedie og på kompostmedie. Derimod kneb det
mere med de kemiske analyser, og de sendte et brev til LSD-ens opdager,
Albert Hofmann i Basel. Han havde allerede hørt om svampene:
¤I slutningen af 1956 så jeg en i en avisnotits, at amerikanske
videnskabsfolk havde fundet en svampekult i fjerne bjerge i Mexico. Desværre
stod der ikke noget i avisen, der kunne sætte mig på sporet af
originalartiklen eller lignende. I februar 1957 fik jeg en forespørgsel fra
mykologen R. Heim, om jeg eventuelt var interesseret i at udføre kemisk
analyse af svampene. Jeg svarede med entusiasme ja til at påtage mig
opgaven«.
For at isolere et stof med en bestemt virkning er det en almindelig
fremgangsmåde, at man prøver at opløse plantematrialet i det ene og det andet
opløsningsmiddel, og ser, hvilke af ekstrakterne, der er virksomme. Hofmann
og medarbejdere prøvede først at studere virkningen ved hjælp af dyreforsøg,
men som nævnt s. qq i denne bog er dyreforsøg i denne forbindelse nytteløse.
Altså måtte de selv smage sig frem, og på den måde fandt Hofmann og hans
medarbejdere frem til, at det aktive stof var uopløseligt i chloroform,
benzin og acetone, men letopløseligt i træsprit og vand. Ved tilsætning af
alkohol til en vandig ekstrakt fik de udfældet det næsten rene alkaloid, og
det lykkedes dem senere at fremstille det synthetisk.
GIFTIGE SVAMPE
Man må vide, hvilke planter man plukker og spiser, så man ikke kommer til at
spise de giftige. Dette gælder også, når man plukker svampe - nedenfor har
jeg sammenlignet giftigheden af de giftigste svampe med giftigheden af de
giftigste planter:
OMTRENTLIG DØDELIG DOSIS Frisk Tør
Grøn fluesvamp, Amanita phalloides 60 g 4,1 g
Snehvid fluesvamp, Amanita verna 80 g 4,4 g
Randbæltet hjælmhat, Galerina marginata 300 g 17 g
Fingerbøl, Digitalis purpurea (blade) 20 g 2-3 g
Høst-tidløs, Colchicum autumnale (frø) 4 g 4 g
Stormhat, Aconitum napellus (rodknold) 2-4 g
Når vi plukker psilocybinsvampe leder vi mest efter små, tyndkødede svampe
med sporer og lameller, der er sorte, mørkegrå, mørkt rødlige eller rødlilla.
Så er faren for forvekslinger kun ringe. Derimod må vi være varsomme med
svampe med gule eller brungule sporer og lameller.
Der har været advaret meget mod at forveksle nøgenhattene med randbæltet
hjælmhat. Jeg mener nu ikke, der er den store fare. For det første ligner
den ikke nøgenhattene ret meget (se s. qq), og for det andet er dødelig dosis
ca. 300 g, mens man bruger 2-10 g spids nøgenhat til et trip. Nu bør man
altid, af princip, undgå forvekslinger, og det er da usundt at spise en
giftig svamp, selvom dosen ikke er dødelig. Randbæltet hjælhat indeholder
giftstoffet a-amanitin, det samme giftstof som der er i grøn og hvid
Fluesvamp.
En meget giftig svamp, jeg ikke har med i tabellen, er puklet gift-slørhat
(Cortinarius orellanoides, syn C. speciosissimus, spidspuklet gift-slørhat).
Dødelig dosis kendes ikke, men den giver en betændt nyre, og man dør, hvis man
ikke får en nyretransplantation. Nu er det en stor og kødfuld svamp, der
absolut ikke kan forveksles med nøgenhattene; men slægten slørhat er enormt
stor og dårligt udforsket, så der kan meget vel tænkes at være små slørhatte
med en lignende giftvirkning. Alle slørhatte har rustbrune sporer, og
lamellerne bliver hurtigt rustbrune af sporerne, så hvis vi lægger mærke til
lamelfarven kan forvekslinger med nøgenhatte fuldstændigt undgås.
Endelig er der giftige trævlhatte og tragthatte (Inocybe, Clitocybe) men de
ligner slet ikke psilocybinsvampene. Før øvrigt er de hallucinogene i små
doser, se side qq.
Tid, fra svampen spises til giftvirkningen mærkes:
Trævlhatte og tragthatte: ca. ½ time
Fluesvampe, randbæltet hjælmhat: ½-1 døgn
Puklet giftslørhat: 3 døgn - 3 uger
NORSK FACISME
Nogle nordmænd har undersøgt psilocybinindholdet i norskplukkede Spids
Nøgenhat (Psilocybe semilanceata) (1). I en artikel i den norske udgave af
"Ugeskrift for Læger" (2) skriver de bl.a: "Spiss Fleinsopp (Psilocybe
semilanceata) bør betraktes som et potent narkotikum. Tørket norsk sopp er
funnet å inneholde o,2-2,0% psilocybin. Soppen kan lett forveksles med arter
som kan være giftige." "Psilocybininnholdet i tørket sopp varierer betydelig,
fra o,2-2,0%." og "Det er vår oppfatning at besittelse og bruk av spiss
fleinsopp bør være forbudt ifølge den norske narkotikalov, i likhet med
cannabis, kokablad og poppy straw (valmuehalm). Vi har anmodet
Sosialdepartementet om å vurdere dette".
De rettede som sagt henvendelse til myndighederne og påstod, at
psilocybinindholdet i Spids Nøgenhat varierede enormt, og at svampen let kunne
forveksles med giftige svampe. Herved opnåede de det, de ville: Fængsling af
anderledes tænkende.
Jeg vil i det følgende vise, at deres påstande er løgn. For at studere
psilocybinindholdet må jeg først se på deres tal:
Psilocybinindhold i norskplukket Spids Nøgenhat, én svamp analyseret af
gangen:
Lokalitet Psilocybinindhold Tørret vægt Totalt psilocybinindhold
nr. % % % gns mg mg mg mg mg mg gns
1 1,06 1,04 1,22 1,11 18 29 31 o,19 o,31 o,38 o,29
2 1,13 o,84 1,34 1,10 17 21 40 o,20 o,18 o,53 o,30
3 1,27 o,95 1,13 1,12 24 37 56 o,31 o,36 o,63 o,43
4 o,77 o,55 o,58 o,63 45 53 61 o,35 o,30 o,35 o,33
5 o,76 o,76 98(!) o,75 o,75
6 o,62 o,60 o,61 53 64 o,33 o,39 o,36
7 o,77 1,00 o,52 31 35 45 o,24 o,35 o,23
o,87 o,57 o,38 o,68 47 54 55 o,41 o,30 o,21 o,29
8 1,96 1,68 1,96 1,87 18 31 39 o,36 o,52 o,76 o,55
9 1,01 1,34 1,66 1,34 17 25 32 o,17 o,34 o,53 o,35
10 o,72 o,70 o,65 o,69 38 58 65 o,27 o,41 o,42 o,37
11 1,00 o,73 o,82 o,85 39 52 54 o,39 o,38 o,44 o,40
12 o,98 1,53 o,17 o,89 18 31 74 o,18 o,48 o,13 o,26
13 1,95 1,17 7 9 o,13 o,11
o,82 o,88 1,20 16 23 o,13 o,20 o,14
14 o,87 o,60 o,72 o,73 25 33 118(!) o,21 o,20 o,85 o,42
15 o,27 1,06 o,50 o,61 40 40 72 o,10 o,43 o,36 o,30
16 o,73 o,55 o,68 o,65 27 30 38 o,20 o,16 o,26 o,21
Gennemsnit o,93 o,34
Det er helt nødvendigt at lave en form for statistik på disse tal. Hvis man
fejlagtigt f.eks. sammenligner største og mindste tal, så må man tro, at
psilocybinindholdet varierer des mere, desto flere gange man måler det,
hvilket naturligvis er noget sludder.
Der er 49 målinger, jeg tager de 10% fra med størst indhold, de indeholder
gennemsnitligt 1,84% psilocybin, det er næsten det dobbelte af gennemsnittet
for alle svampene. Hvis man til et trip "tilfældigvis" kun spiser af disse 10%
med mest psilocybin, så får man altså en dobbelt så stor dosis som beregnet;
det er overraskende, men ikke direkte farligt. Hvor stor er nu
sandsynligheden for at denne begivenhed indtræder? Da man skal bruge ca. 20
svampe til et trip, og sandsynligheden for én svamp er 1/10, bliver den
samlede sandsynlighed (1/10)^20 = 1 til 100 miliarder miliarder! Hvis der
konstant er 5 miliarder mennesker på jorden, og alle hver eneste dag spiser
20 svampe, så vil der gennemsnitlig én gang hver 55 millionte år være én, der
er så heldig at få dobbelt dosis psilocybin af denne grund! Eller med andre
ord, denne tilfældige variation i psilocybinindholdet er ligegyldig, da man
altid spiser mange svampe på én gang.
Nu varierer psilocybinindholdet ikke helt tilfældigt; det ses af tallene
ovenfor at svampe fra nogen lokaliteter indeholder mere psilocybin end andre.
Jeg vil derfor lave en statistisk beregning over variationen fra sted til
sted. Hertil skal bruges en del matematik - hvis du synes, det er for meget,
kan du roligt springe den over og nøjes med at se på konklusionen. Jeg
antager, at man spiser 20 svampe, og definerer:
x = mængden af psilocybin i 20 svampe fra én bestemt lokalitet
y = antal lokaliteter (%) hvor psilocybinholdet ligger mellem x-½ og x+½
Så vil y=f(x) normalt give en gauss-fordeling, og det er da også tilfældet
her, naturligvis med normale tilfældige udsving. Målingen fra lokalitet 5
falder udenfor, og det er heller ikke mærkeligt: Herfra kom kun én svamp, og
den blev udvalgt fordi den var extra stor. Gauss-kurven har ligningen:
/---- -b(x-xm)^2 xm = middelværdi = 6,7 mg/20 svampe
y = \/ b/¶ * e b = o,154 (normeringsfaktor, så den
Sandsynligheder kan nu beregnes samlede sansynlighed er 100%)
som arealet under grafen. Således
er arealet = 66% fra x=5 til
x=8.4, eller med andre ord:
Hvis man spiser 20 svampe fra en
ny og ukendt lokalitet, så får
man med 66% sandsynlighed en
psilocybindosis på 6,7mg± 1,7mg.
Tilsvarende kan det regnes ud,
at chancen for at få mindst
13,4mg = dobbelt så meget som
forventet er én til 10000. Så
når du plukker svampe fra et
sted du ikke kender må du være
forsigtig! Hver 10000. gang
virker de dobbelt så kraftigt
som du regner med. Nu burde
dette ikke betyde noget i
praksis; denne éne gang ud af 10000 er ganske harmløs; men ikke desto mindre
har man altså fængslet folk, fordi "psilocybinindholdet i svampene varierer
enormt" (citat: Klaus Høiland). Variationen i spids nøge
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
