Psychedelia.dk

Jeg er stødt på en del beretning efterhånden af hvordan de første eksperimenter med visionære planter ikke giver resultat, men hvor senere forsøg med samme doser giver en effekt.
Det er i hvert fald udbredt med THC og S. divinorum.

Det virker ret besynderligt, synes jeg. Det må være sådan at hjernens receptorer skal vækkes og trænes til at kunne suge til sig af de nye molekyler blodet bringer med sig. Lidt som med pencilin hvor kroppen lige skal fatte at der er noget nyt på vej - og så tager den sine forholdsregler - i tilfældet med visse stoffer at være på vagt i første omgang og så lukke op for lidt mere af de gode sager, hvis de skulle komme igen.

Samtidig er det anerkendt at længere tids brug fører til tolerance, så det virker som om hjernen selv har en (svag) mekanisme, der både kan åbne og lukke for optagelse af helt specifikke molekyler af visionær karakter.

Men hvorfor er der sådan en mekanisme? De receptorer, som hapser eksempelvis TCH og salvinorin er så vidt jeg kan forstå uhyre specifikke. De stiller ikke op for bolledej, men venter på lige præcis det ønskede stof og foretager sig ellers intet.

Processen må være forholdsvis kompliceret og den må derfor have en evolutionær betydning, men jeg kan ikke greje hvilken. Er det en beskyttelse mod visionære oplevelser? - eller snarere en beskyttelse mod tilfældige trips (altså at man tripper for vildt første gang man spiser et ukendt bær og begynder at kaste pinde efter den lokale sabeltigerfamilie - Eller er det snarere en art ubevidst intelligens, der hjælper os med at dosere trips i de rette mængder?

Bare lidt strøtanker - jeg ser frem at høre jeres kommentarer, meget gerne fra kemikerne og bionørderne

Peace

Jeg synes selv at der er en hel del der tyder på at man også kan udvikle en modsat resistens. Forstået således at en person der har trippet på et givet stof mange gange kan få en relativt kraftigere oplevelse med tiden på samme dosis. Årsagen har jeg ingen ide om, men gode tanker du gør dig!

Årsagen kunne vel være at man lærer at kende stoffet. Har hørt mange omtale coke som et stof hvor man først bliver rigtig lam og forelsket i stoffet de efterfølgende gange man prøver det.

Jeg kan godt nikke genkendende til fænomenet, men jeg er 100% sikker på, at det ikke har noget at gøre med "resistente receptorer". Dine receptorer virker sgu fint nok, for hvis de ikke gjorde, så kunne du jo heller ikke fungere til dagligt, hvor dine receptorer er en vigtig del af reguleringen af din krop.

Mit bedste gæt er, at det drejer sig om at man første gang på et stof oplever noget helt og aldeles nyt. For mit eget vedkommende leder det næsten altid til et over-analytisk trip, hvor jeg i en blanding af forvirring og ønske om at bringe "orden i hjernen" glemmer at følge med rusen.

Det andet er, at det mentale rum, som stoffet åbner op for, kan tage et par forsøg eller tre, før man bliver dygtig nok til at styre rundt i det.

Tænk på sidste gang du var i en fremmed by og skulle finde vej. Du går og går og går, og du stopper adskillige gange for at fumle med dit kort og du er meget konfus. Men du finder det efter at have gået i hvad der føles som en evighed. Da du går hjem en time senere, så føles vejen meget kortere, og da du næste dag går tilbage til stedet er vejen endnu kortere igen.

Hej og tak for jeres svar.

Malkavian: Du har helt sikkert ret i det du siger med at oplevelsen bliver mere intens hvis man spiller med på trippet. Det kan være en del af forklaringen. På den anden side så er et stof som salvinorin så heftigt at det ikke giver dig noget valg, man har ikke muligheden for bevidst at kontrollere graden af trippet eller at flyde med.

Her er min oplevelse, at man bliver taget med på det flyvende tæppe - eller ikke, og derfor tror jeg den positive tilvænning er en funktion i det biokemiske.

Jeg kan godt lide ideen om at planten lægger spor de første par gange for at lære mennesket at kende inden trippet for alvor sætter inde. Lidt som en homeopatisk behandling.

Iøvrigt:
3 traditionelle behandlingsformer med urter.

Homeopati - det at bruge et fragment af dårligdommen til at bekæmpe dårligdommen med - at bekæmpe ild med ild.

Allopati - det at bruge en urt med modsatte egenskaber end dårligdommen. Eksempelvis decsificerende urter mod betændelse.

Iatropati - det at lægen indtager en urt for dermed at blive i stand til gennemskue og udføre en behandling på en patient.

Men hvor lang tid varer en tilvænning så? Hvis man først har haft breakthroughs på diverse stoffer og der efterfølgende går eksempelvis flere år, vil man så stadig være lige så påvirkelig eller skal man gennem møllen igen?

Der vil helt sikkert være forskelle fra stof til stof, og jeg medgiver at salvinorin-a er i en klasse for sig.

Generelt vil jeg sige, at de stoffer jeg har prøvet har været utroligt fint "dose-responsive" - altså større virkning jo større dose.

Samtidig betyder min familiaritet med stoffet også en del for hvor meget genialitet jeg er i stand til at vride ud af stoffet. Jeg har f.eks. prøvet et 2,5 gram svampetrip, som jeg slet ikke realiserede potentialet i - jeg var samtidig utroligt ramt, men jeg var også alt for forvirret, alt for analytisk, og kunne ikke finde hoved og hale i det hele. Senere prøvede jeg et lignende 2,5 gram trip, som var helt utroligt, og endnu senere prøvede jeg et 1,5 grams trip, der nåede næsten ligeså langt op som det gode 2,5 grams trip

Salvinorin har efter min oplevelse været utroligt dose-responsive. Jeg har prøvet at tygge, tygge+ryge lidt normale blade, og så ryge stærkt ekstrakt. Det har været helt forudsigeligt (i niveau, ikke oplevelser, hvis du forstår). Og jeg er helt enig i, at det ikke nytter at gøre sig specielt klog på salvia. Den tager sgu bare én, overbeviser én om at den nye verden er den uforfalskede virkelighed, og så må man lege med - for man aner dårligt nok at man tripper, og det er nærmest umuligt at "hive sig op af rusen" (som man er vant til fra andre psykedelika).

Jeg ser det måske lidt anderledes, men det er sgu et sødt nok billede det med at planten "lægger spor ud" Uanset hvordan man tilfældigvis ser det, så tror jeg resultatet er det samme, omend din version er mere poetisk end min På en måde er det jo rigtigt nok. De første gange med et stof, lægges der jo små fodtrin alle mulige steder i følelser og hukommelse, og næste gang man betræder stien er den lige en tand mere klar.