Dubhead skrev:
Jeg synes tit det er fristende at ryge, også fordi jeg har RIGTIG svært ved at falde i søvn.
Men hvor meget kan jeg ryge, uden det forvolder de store problemer, og tror I der sker noget ved at bryde den grænse der hedder, at jeg ikke ryger alene?
Jeg tænker bare hvis jeg bryder den, så kan jeg bryde en masse andre grænser jeg sætter for mig selv, også kan det nemt gå galt, eller det bare langt ude?
Der er én gennemgående historie i "fortællingen om stoffer", og den minder meget om en formel fra middelalderen (tak til
Bruce K. Alexander for at have gjort mig opmærksom på den):
menneske + djævelen = dæmonisk besættelse.
I dag hedder historien:
menneske + stof = afhængighed
Den fortælling har om noget sat forventningerne op til os, og den slags kan påvirke vores adfærd. Alle kender vel de utallige forsøg, hvor folk tror de får alkohol uden faktisk at få det, men alligevel opfører de sig vældig fulde. Der er endog forsøg, der viser at folk får forbløffende få abstinenser efter en tur på hospitalet, hvor de er blevet fyldt med morfin ... når de ikke lige ved, at det er morfin. Ved de det, får de mange flere abstinenssymptomer. Og siger nogen "har du lagt mærke til alle de GRØNNE BILER, der er på vejene i disse dage", ja så ser man sgu nærmest ikke andet end grønne biler. Læs denne
udmærkede artikel af afhængighedsforskeren Stanton Peele, der nyligt gæstede Danmark.
Kombinationen af placebo, forventninger og tilladelsesbaseret adfærd er en hård cocktail, som mange ikke kan modstå. Så de skaber sig tossede efter et par øl, for de ved jo, hvordan det forventes at de opfører sig ... men de har sjovt nok en sær evne til at genvinde deres ædruelighed, hvis situationen kræver det.
Jeg har mødt et utal af hashrygere, som hårdnakket påstår, at de er kraftigt påvirkede af f.eks. hukommelsessvigt pga. hashrygning. Videnskaben er slet ikke så enig med dem. Ifølge den velresearchede bog
"Marihuana Myths, Marihuana Facts" af Morgan & Zimmer er både "amotivationelt syndrom" og de negative kognitive effekter af hashrygning ganske små og der er begrundet tvivl, om de kan omsættes til faktiske effekter uden for forsøget.
Jeg kan garantere dig, at hvis du begynder at lægge rigtig godt mærke til din sløvhed og dine hukommelsessvigt, så finder du dem, og fordi du er blevet tudet ørerne fulde af alle hashens negative konsekvenser, så vil du tilskrive både sløvheden og dine hukommelsessvigt til hashen. For det har du fået at vide, at du skal.
Faktisk har jeg heller ikke været helt flink lige nu, for jeg har gjort noget, der om lidt får dig til at få en lettere specielt oplevelse. Du har nemlig ikke været opmærksom på det, indtil jeg fortalte dig det. For tillad dig at bemærke den fornemmelse, du lige nu har i din venstre storetå. Ja, det er rigtigt ... ret al din fokus mod storetåen. Læg rigtig godt mærke til den. og mærk, hvordan fornemmelsen i din venstre storetå bliver mere og mere markant. Luk øjnene og tag en dyb indåndig, og mærk efter igen, og åbn så først øjenene og læs videre.
Det er en ret sær fornemmelse, ikke?

Naturligvis kan man ryge for meget. I et brugsmønster ryger man så meget, at man er påvirket i flertallet af døgnets 24 timer. Naturligvis er motivation og drivkraft som oftest nedsat, mens man er skæv. Det meste af tiden man hører om hashens negative virkninger, har ingen blot gjort dig den tjeneste at fortælle dig, om de taler om påvirkede eller ædru mennesker. Talte vi om alkohol, som vi taler om hash, så ville man dømme alkoholen alene ud fra den måde alkoholikerne bruger stoffet på.
For her er der en anden faldgrube, der fint illustrerer, at sandheden er i detaljen. Jeg har været i rigtig mange hash-diskussioner her på psy, og det jeg har fundet ud af, er at udtrykket "ryger hash hver dag" er et af de mest upræcise man overhovedet kan forestille sig. Det er for praktiske formål et fuldstændig tomt udtryk.
For nogen betyder det pr. definition "ryger nærmest konstant". og der er altid nogen, der kan fortælle om, hvor skidt det er at ryge adskillige gram hash om dagen. For andre betyder udtrykket, at de ryger en smule en sen aften efter dagens gøremål. For andre, at de ryger fra fyraften til de går i seng. Det er klart, at disse brugsmønstre ikke tåler sammenligning.
Husk det, når nogen siger de har haft markante, negative virkninger af "daglig rygning". Deres billede af mængden af røg modsvarer ikke nødvendigvis det billede, du selv har inde i hovedet.
Motivation og mental skarphed afhænger i høj grad af, hvilket billede du har af dig selv. Jeg har set utallige mennesker, der anser sig som ofre leve sig alt for meget ind i offerrollen, og der har ledt til mere nytteløs apati end hashen nogensinde ville have givet dem. Men det kan være et svært billede at ryste af sig, for alle de officielle sandheder har påduttet den "besattes" rolle på os. Jeg har også set det for helt igennem normale mennesker, der aldrig har røget så meget som en enkelt joint: deres motivation og drivkraft i livet kan svinge helt utroligt og ganske uafhængigt af deres forbrug af rusmidler. Sådan er velsignelsen og forbandelsen ved det plastiske, menneskelige sind.
Hvad end du gør, så gør status engang imellem og se på realiteterne fra begge sider af sagen. Du finder det, du fokuserer på.