Psychedelia.dk

[quote]Jeg sidder fast. Det går meget langsomt. Jeg ser ingen forbedringer i hendes udvikling.[/quote]
Dette skyldes Borderline i høj grad er behandlings-resistent. For at der overhovedet skal ske en udvikling skal der gennemgribende kognitiv adfærdsterapi til.


[quote]Det er nærmest som at have et lille barn.[/quote]
Du skal her tænke på hvor gammelt hun i emotionel forstand. Dem jeg kender med diagnosen har ikke udviklet sig på den front siden de var børn. Der er simpelthen ikke noget fundament for udviklingen. Der er sådan set ikke fundament til meget, når basale ting som fast identitetsfølelse ikke er der.

[quote]Man skal forklare hende basale ting som opvask osv, dog skal man genlære,hende alting dagen efter. Jeg har gjort det klart overfor hende alkohol er "ulovligt"
Det holder hun ved, jeg har fået hende væk fra gaden.
Jeg har gjort hende opmærksom på mange ting. Sørger for hun tager sin medicin. Økonomi skal overtages af,en anden.
Jeg er kørt helt ned og kan mærke jeg har spildt mange måneder på det her, hvis det ikke ender i noget godt.
Jeg bestemmer jo lidt selv hvad resultatet skal være og føler jeg snart må nærme mig målet. Da min egen udvikling er gået helt i stå.[/quote]

Mate! Hun har overtaget dit liv!
Nu kommer det som godt kan lyde dæmoniserende fra min side, men ser ikke mange andre muligheder på dette tidspunkt: Hun er en emotionel vampyr hvis konstante behov for opmærksomhed dræner din livskræft! Hun har ikke nogen plan og lever sit liv efter en selvpålagt profeti! Hun føler ikke hun er i kontrol over sine handlinger og kan dermed ikke lægge dem om. Jeg kender hende ikke men er sikker på hun aldrig har regnet med at blive 30 år, så regn ikke med at det ændrer sig.

Det er på tide du lærer at passe på dig selv først om fremmest.


[quote]Det eneste der holder mig i det her er at jeg ikke har nogle andre end hende.. Det er nok det mest sørgelige og ynkeligt.. Samtidigt er vi 2 mennesker ingen vil hænge ud med (jeg har svær angst) og generelt ingen socialer evner.
Hun er besat af, noget dæmonisk. Jeg føler jeg gør en god gerning, med vidne om den ikke er værdsat af nogen.
De 2 ting gør jeg er her endnu. Og 3. Har,ingen exit strategi.[/quote]

Hvis det er sagen du ikke har andre at hænge ud med, skal jeg glædeligt hænge ud med dig en gang i mellem. Jeg var en socialt misfoster optil jeg var 21 år gammel, indtil jeg igennem social træning lærte nogle færdigheder.


Mit råd til en handlingsplan vil være at kontakte diverse opholdsteder for misbrugere. Forhør dig, hun skal i døgnbehandling og der findes steder der er gearet til folk med netop hendes diagnose. Du skal få dig selv igen, det er dig der er vigtigste faktor i denne ligning.

[quote="KUASHI"][quote="Skør"]Jeg har den her veninde,kæreste, x- kæreste,adoptiv barn..
Ved snart ikke hvad jeg skal kalde hende.
Jeg stødte ind i hende, i 2016.
Jeg har så pisse ondt af hende at jeg bliver ved med at komme tilbage, selvom hun prlmært gør mig super trist, slår på mig og primært i ansigtet, så jeg skal lyve overfor familie om hvor skræmmerne kommer fra.
For et par dage siden valgte jeg så at give slip for good.
Indtil jeg fandt ud af hun sad det absolut værste sted i byen og skød heroin, røg crack og blev totalt misbrugt af de junkier der sad der nede. På en god dag kan hun få 50 nye bekendtskaber, primært mænd i 40 og 50erne der vil i bukserne på hende da hun jo er super køn.
Hendes familie har forlængst givet op, ligesom jeg har 4-5 gange før. Hvad helvede gør jeg? Tænke på mig selv, og efterlade hende, til sig selv. Vente på en invitation til hendes begravelse.. Jeg har INGEN tiltro til systemet.
Men det er den eneste vej jeg lige kan se man skulle gå.
Hun lider meget af splitting grundet hele hendes liv har været et stort rod. Er der intet håb? Eller? Får tårer i øjnene bare ved tanken om nogen kan få så dårlig et sæt kort her i livet.[/quote]


Hey Skør.
Der er ikke noget du kan gøre.
Jeg har siden mine tidlige teenage år haft med ret mange med diagnosen BPD at gøre. Først min "bedste" veninde på efterskolen, senest var en pige før jul der blev min totale undergang.
Du kan sætte dig mere ind i sygdommen, men det vil ikke hjælpe dig med at få hende til at få det bedre. Det vil til gengæld gøre dig bedre rustet til at give slip.
Du kan læse "Stop Walking on Eggshells". Det er "The Essential Family Guide To Borderline Personality". Den hjalp mig meget da jeg skulle ud af et drænende forhold. Jeg kunne skrive en mindre roman omkring mine oplevelser med denne personlighedsforstyrrelse. Jeg har haft "dem" så tæt på mig, jeg nu nærmest er begyndt at demoniserer lidelsen og dem der har dem. Min tidligere bedste ven, som har BPD, løj eksempeltvist om at have en hjernekraft tumor. Min eks var af typen der låste sig ude på toilettet imens hun cuttede sine lår op og skreg "se hvad du får mig til at gøre". Den seneste var den der "fik" mig til at ryge freebase. Åh.

Der er nogle reddits du kan besøge:
[url]https://www.reddit.com/r/BPDlovedones/[/url] - Til pårørende
[url]https://www.reddit.com/r/BPD/[/url] - Til folk med lidelsen
[url]https://www.reddit.com/r/BPDmemes/[/url] - Memes (Galgenhumor det meste, men det giver godt indblik)


Hvordan har du det nu?


Alt godt,
KUASHI[/quote]

Jeg sidder fast. Det går meget langsomt. Jeg ser ingen forbedringer i hendes udvikling. Nogle gange tror jeg lige på det, indtil dagen er omme og personligheds stemningerne er byttet ud. Det er nærmest som at have et lille barn. Man skal forklare hende basale ting som opvask osv, dog skal man genlære,hende alting dagen efter. Jeg har gjort det klart overfor hende alkohol er "ulovligt"
Det holder hun ved, jeg har fået hende væk fra gaden.
Jeg har gjort hende opmærksom på mange ting. Sørger for hun tager sin medicin. Økonomi skal overtages af,en anden.


Jeg er kørt helt ned og kan mærke jeg har spildt mange måneder på det her, hvis det ikke ender i noget godt.
Jeg bestemmer jo lidt selv hvad resultatet skal være og føler jeg snart må nærme mig målet. Da min egen udvikling er gået helt i stå.

Det eneste der holder mig i det her er at jeg ikke har nogle andre end hende.. Det er nok det mest sørgelige og ynkeligt.. Samtidigt er vi 2 mennesker ingen vil hænge ud med (jeg har svær angst) og generelt ingen socialer evner.
Hun er besat af, noget dæmonisk. Jeg føler jeg gør en god gerning, med vidne om den ikke er værdsat af nogen.
De 2 ting gør jeg er her endnu. Og 3. Har,ingen exit strategi.

...

[quote="STWOD"]^der er vel mere end et menneske med borderline i dk?!.. ;)[/quote]

Præcis!

Desværre har de alle samme personlighedstræk og mangler.

^der er vel mere end et menneske med borderline i dk?!.. ;)

Nu bliver jeg sgu sådsn lidt nysgerrig..
Jeg fandt også en tråd, hvor der var en der beskrev hende jeg er sammen med.
Håber ikk jeg hænger nogen ud, hvis jeg skriver hendes navn starter med A..
Er det??

Puha!

Borderline er så forfærdelig en sygdom! Har selv haft en kæreste der havde det. Prøvede igen og igen at hjælpe hende og "redde hende", det eneste jeg opnåede var at jeg selv mistede mere og mere livsglæde.

Heldigvis havde jeg nogle venner, der godt kunne se hvor det bar hen af, da jeg blev mere og mere grå i ansigtet og ikke smilede og grinede som jeg plejede at gøre.
Det fuckede mit hoved fuldstændig op.

Har også engang lagt og bollet en veninde der havde Borderline, pludselig var hun "gravid" og jeg ved ikke hvad.
Det er bare at løbe lige så hurtigt som du kan - og så lige 50 % hurtigere.

Det jeg har erfaret at der kan hjælpe er et døgnbehandlingstilbud. Altså misbrugsbehandling. For ofte så kan man ikke sige A uden også at sige B.

[quote="Skør"]Jeg har den her veninde,kæreste, x- kæreste,adoptiv barn..
Ved snart ikke hvad jeg skal kalde hende.
Jeg stødte ind i hende, i 2016.
Jeg har så pisse ondt af hende at jeg bliver ved med at komme tilbage, selvom hun prlmært gør mig super trist, slår på mig og primært i ansigtet, så jeg skal lyve overfor familie om hvor skræmmerne kommer fra.
For et par dage siden valgte jeg så at give slip for good.
Indtil jeg fandt ud af hun sad det absolut værste sted i byen og skød heroin, røg crack og blev totalt misbrugt af de junkier der sad der nede. På en god dag kan hun få 50 nye bekendtskaber, primært mænd i 40 og 50erne der vil i bukserne på hende da hun jo er super køn.
Hendes familie har forlængst givet op, ligesom jeg har 4-5 gange før. Hvad helvede gør jeg? Tænke på mig selv, og efterlade hende, til sig selv. Vente på en invitation til hendes begravelse.. Jeg har INGEN tiltro til systemet.
Men det er den eneste vej jeg lige kan se man skulle gå.
Hun lider meget af splitting grundet hele hendes liv har været et stort rod. Er der intet håb? Eller? Får tårer i øjnene bare ved tanken om nogen kan få så dårlig et sæt kort her i livet.[/quote]


Hey Skør.
Der er ikke noget du kan gøre.
Jeg har siden mine tidlige teenage år haft med ret mange med diagnosen BPD at gøre. Først min "bedste" veninde på efterskolen, senest var en pige før jul der blev min totale undergang.
Du kan sætte dig mere ind i sygdommen, men det vil ikke hjælpe dig med at få hende til at få det bedre. Det vil til gengæld gøre dig bedre rustet til at give slip.
Du kan læse "Stop Walking on Eggshells". Det er "The Essential Family Guide To Borderline Personality". Den hjalp mig meget da jeg skulle ud af et drænende forhold. Jeg kunne skrive en mindre roman omkring mine oplevelser med denne personlighedsforstyrrelse. Jeg har haft "dem" så tæt på mig, jeg nu nærmest er begyndt at demoniserer lidelsen og dem der har dem. Min tidligere bedste ven, som har BPD, løj eksempeltvist om at have en hjernekraft tumor. Min eks var af typen der låste sig ude på toilettet imens hun cuttede sine lår op og skreg "se hvad du får mig til at gøre". Den seneste var den der "fik" mig til at ryge freebase. Åh.

Der er nogle reddits du kan besøge:
[url]https://www.reddit.com/r/BPDlovedones/[/url] - Til pårørende
[url]https://www.reddit.com/r/BPD/[/url] - Til folk med lidelsen
[url]https://www.reddit.com/r/BPDmemes/[/url] - Memes (Galgenhumor det meste, men det giver godt indblik)


Hvordan har du det nu?


Alt godt,
KUASHI

[quote="Friedrich Gauss"]Jeg kender en pige, som er nøjagtig, som du beskriver, og da jeg læste dit indlæg, havde jeg næsten mistanke om at det kunne være hende.
[/quote]

Det er sjovt du siger det, jeg havde det på præcis samme måde.

Jeg kan desværre ikke komme med andre råd til trådstarter end, at du skal være stærk. Sådan en person æder dig som sagt op. Hvis personen ikke vil eller kan hjælpe sig selv, så kan du heller ikke og det kommer til at ødelægge dig, hvis du bliver ved med at kæmpe en forgæves kamp.

Trist...

Hvis i skulle komme med et bud på, hvor jeg kan guide hende hen. Så der er nogle dygtige professionelle mennesker der kender til sygdommen. Som kan give det et sidste forsøg på en nogenlunde tilværelse.
Jeg kan ikke bare være vidne til det her uden at gøre noget.
Som jeg ser det skal hun bruge et sted med personale 24/7 . Ikke for mange mennesker på bostedet.
Indhold i hverdagen. Stoppe 100% Med stoffer.
Det vil jeg prøve at få sat i stand her på Mandag.
Og så må jeg give det et sidste skud.

I har sgu nok ret, det er også hvad jeg kom frem til de sidste mange gange. Det gør bare super ondt.

"Du kan intet stille op - sorry to say."

Tilslutter mig 100 %, det eneste du får ud af at investere i hende er at du kommer med på rutschebaneturen ned imod en alt for tidelig død.
Så hold fast i beslutningen om at det er slut!
La værd med at søg information om hendes gøren og laden desto mere du gør det, desto svære er hun og slippe og piger med den diagnose er i stand til at trække de fleste med ned.

...

Jeg er iøvrigt en del år yngre end hende.
Ved ikk om det har nogen betydning.

Jeg har den her veninde,kæreste, x- kæreste,adoptiv barn..
Ved snart ikke hvad jeg skal kalde hende.
Jeg stødte ind i hende, i 2016.
Jeg har så pisse ondt af hende at jeg bliver ved med at komme tilbage, selvom hun prlmært gør mig super trist, slår på mig og primært i ansigtet, så jeg skal lyve overfor familie om hvor skræmmerne kommer fra.
For et par dage siden valgte jeg så at give slip for good.
Indtil jeg fandt ud af hun sad det absolut værste sted i byen og skød heroin, røg crack og blev totalt misbrugt af de junkier der sad der nede. På en god dag kan hun få 50 nye bekendtskaber, primært mænd i 40 og 50erne der vil i bukserne på hende da hun jo er super køn.
Hendes familie har forlængst givet op, ligesom jeg har 4-5 gange før. Hvad helvede gør jeg? Tænke på mig selv, og efterlade hende, til sig selv. Vente på en invitation til hendes begravelse.. Jeg har INGEN tiltro til systemet.
Men det er den eneste vej jeg lige kan se man skulle gå.
Hun lider meget af splitting grundet hele hendes liv har været et stort rod. Er der intet håb? Eller? Får tårer i øjnene bare ved tanken om nogen kan få så dårlig et sæt kort her i livet.