Psychedelia.dk

Det er også vejen frem - se og komme videre, men trælst alligevel at lige nå og dele sin glæde for så at miste det den ;(

Hahaha, fuck jeg må have jinxed hele lortet ved at skrive her... ingen sød pige længere! Jeg ved i det mindste, det ikke er min skyld, for en gangs skyld
Videre, videre!

JAAAAH! Sex!! Skidegodt at høre at du er i bedring, kan ikke lige huske om det er nævnt i tråden, men ellers er meditation jo noget nær den bedste metode, at komme tankemylder til livs på, handler simpelthen om at lære at slappe af... Som en sidebemærkning vil jeg lige sige, at du skal passe fandens på med de piger dér, man kan hurtigt gå hen og blive afhængig af en partners selskab, og hvis det forhold så en dag skulle gå fra hinanden, så er det vigtigt at du har din egen gode trygge base at stå på - så bliv ved med at arbejde med dig selv, dine drømme og dine mål og tankemylderet, så er du helt sikkert på rette vej God bedring

Kom lige i tanke om det her, og følte en lyst til at opdatere... meget vand er løbet under broen!

Det hele kollapsede for 3-4 måneder siden, og må nok indrømme at jeg ramte bunden mentalt. Optil da havde været en periode med vægttab, ekstrem sengeligning og en del forbandelse af mit eget jeg, ja, en depression er det vel... Efter det kollaps skete der et eller andet, og det lysnede langsomt op, og lige pludselig lysnede det helt vildt hurtigt op. Jeg dyrker sport, og folk kommenterer nu mit vægttab i stedet for det modsatte. Kronen på værket er den søde pige som nu også er i mit liv!

Jeg blev mødt med valget om at begynde på nogle antidepressiver, som jeg jo oprindeligt kom her, for at spørge indtil... Men jeg takkede nej. Dog er jeg begyndt at tage lidt narko fra tid til anden her i 2013, men det er meget moderat, og jeg er sikker på at "mit nye liv" er udenfor den sammenhæng.

Tankemylderet er der stadigvæk, og det er stadigvæk ligeså afskyeligt, men jeg tænker ud fra devisen, at disse tanker i virkeligheden ikke bunder i mine rigtige følelser. Jeg arbejder efterhånden meget bedre med det - jeg har andre ting at tænke på, og det er lettere at skubbe det til siden. Psykologer, coaches and whatnot gjorde det sgu ikke rigtig for mig, og i min nuværende situation kan jeg kun forestille mig, at det ville være en klods om benet på mig.

Tag dig sammen knægt!
Jeg ved godt det ikke er det du har brug for at høre lige nu, men det gør det ikke mindre gyldigt.
Det er dig og kun dig der definere din verden. Hvis du går og tænker negative tanker hele tiden, jamen så vil alt omkring dig også være lort. Prøv at tving dig selv til altid kun at tænke på det positive, efterhånden bliver det en vane.

Det hjalp ikke noget... Gider ikke snakke mere med dem, det gør helt ondt at høre på hvor 'sympatiske' de er, men sådan er det, og det vidste jeg jo udmærket godt på forhånd. Jeg er ligeglad hvordan det går fra nu af, det er ikke noget jeg selv kan ændre på alligevel. Mine slag er sgu tabte, så jeg kan ligeså godt vente på at der kommer nogle nye, på et tidspunkt.

Tak for god opbakning/rådgivning Psychedelia.

Smukt

Det lyder godt Forsæt endelig med at hold os opdateret!

Har kun lige skimtet din tråd igennem, men har du nogensinde fortalt dine venner om alt det her?
Det lyder meget til, at det du mangler er at være social, og måske dine venner ville tage mere hensyn til dig, og besøge dig oftere hvis de rent faktisk vidste hvad du gik igennem lige nu?

Bare fordi man udseende mæssigt ikke er ligeså attraktiv som ens jævnaldrende, er altså ikke ensbetyende med at du ikke kan score mindst ligeså mange tøser som dem.
Hvis det plager dig, så kan du helt sikkert finde hjælp i en bog som eksempelvis "The game - penetrationg the secret society of pickup artists".
Eftersom du skriver at du er god til at spille computer, behøver jeg vel ikke at fortælle dig at du kan finde den som lydbog & PDF på nettet, vel?
Hvis du er typen der aldrig får læst en bog færdig, så hent den som lydbog, så kan du jo smide den i ørene i mens du alligevel ligger og kigger op i loftet
Hvis ikke, så skriv en pm til mig, så skaffer jeg dig den eller andre.

God vind mester!

Nu er jeg i hvert fald kommet lidt videre... I næste uge skal jeg til "coach" på mit gymnasium, og se hvad jeg kan gøre for at komme videre herfra. Det bliver spændende.

Find en psykolog, gerne en ordentlig en. Snak evt. med de gamle om det, og bed dem om hjælp til at finde en der har styr på sine ting.

AAARGHH!!! Det hele er så forbandet meningsløst!

Plejede også at tænke, at jo, selvfølgelig bliver det bedre med tiden, det gør alt... Men det holder bare ikke længere synes jeg :/ Kan sgu ikke blive ved med bare at overlade det til et håb om en skæbnesvanger redning af min kurs.
Er så træt. Synes jeg er alene om det, de andre forstår det bare ikke.
Jeg hader skolen, og jeg hader at jeg skal være så fucked up.

Hey op med humøret, jeg ved godt det kan lyde som et tomt løfte, men det skal nok blive bedre med tiden.(Jeg har selv tilbragt 6 år i tankemylder og selvafskys helvede) Så jeg ved at det bliver bedre før eller siden.. Fik du snakket med den psykolog?

Hello Psychedelia..

Lang tid siden.
Der er intet nyt sket siden sidst, udover at jeg er fyldt år, omend mit tankemylder er knapt så afskyeligt, så er det tiltaget i kraft. Min hjerne kører hele tiden 150 km/t, og selvom jeg er dødtræt, så ligger jeg stadigvæk bare og glor op i loftet - hvis ikke allerede jeg er det, så bliver jeg snart vanvittig. Jeg kan overhovedet ikke fokusere, eller dedikere mig til noget, og det er næsten ligegyldigt hvad. Det betyder at jeg får fyret nogle tomme løfter af, som jeg egentligt har gode intentioner med, men bare aldrig kommer videre. Jeg er stadigvæk ikke specielt god til noget, udover computerspil, og det er nogle gange som om, jeg bliver dummere og dummere for hver dag.
Stadigvæk heller ingen piger. Jeg skrev for nyligt til den eneste pige, jeg nogensinde har været forelsket i, efter at have brugt mange, mange dage på at udfærdige en kladde og nosse mig sammen, til at skrive til hende, men det var klart at hun for længst var kommet videre, hvilket jeg bare føler er noget fucking LORT, for hvorfor kan jeg bare ikke? Jeg kommer efterhånden knapt nok ud af døren, og når jeg endelig gør, så ender det altid i noget lort. Alt ender altid med noget lort. Jeg har prøvet at dyrke motion, både alene og med en ven, men jeg kan bare ikke dedikere mig til det. Jeg har taget rigtig meget på i vægt, og det hjælper bestemt ikke på det hele, folk kommenterer det, og det passer mig ikke særligt godt. Samtidigt er jeg blevet så dødtræt af skolen, som jeg ellers aldrig har haft nogen kvaler med. Jeg hader at være deroppe, alt sammen er så meningsløst... Den her uge 42 har været den største befrielse i mit liv, for der har i det mindste været én mindre ting at skulle gå og bekymre sig om, og jeg bliver virkelig bummed out ved tanken om at skulle starte deroppe igen.
Al min tid går med at stene, og den håndfuld kammerater som jeg stadigvæk snakker med, brokker sig over at jeg er svær at få med nogen steder hen. Jeg orker aldrig noget, og hvis jeg endelig våger mig ud på noget, så fortryder jeg det altid - medmindre jeg kan få noget at drikke, som virkelig er en tveægget sværd for mig, da det slår ovenud fuldstændigt klik for mig hver evig eneste gang, men samtidigt giver det et hvilerum, også dagen(e) efter. Jeg holder mig dog fra det, for så vidt muligt.
Jeg har aldrig haft voldsomme aggressionsproblemer, og der kan det også slå ret grueligt klik for mig. Min tålmodighed er fuldstændigt forsvundet, og egentligt vil jeg bare helst holde mig fri fra problemer. Jeg forsøger at holde mig fra ting, der får mit sind i kog, men det er svært efterhånden. Ofte gør det helt ondt i brystet på mig, når jeg bliver sur, og jeg kvittere ligeså ofte med at lade tingene omkring mig flyve, eller ved at lade det gå ud over mig selv.
Jeg ligger hver aften og tænker på, tænk nu hvis jeg bare havde en plan med det hele, tænk nu hvis jeg kunne få en at bruge min tid på, i morgen gør jeg det ene og det andet.. Men mit liv går bare videre en tidløs tilstand. Selvom jeg har det på alle muligt sørgelige måder, så er det alligevel som om, jeg er ligeglad. Alle kammeraterne, tidligere forelskelser m.fl. bevæger sig fremad, men jeg løber bare så hurtigt jeg overhovedet kan, rundt og rundt i een enkel lille cirkel.
Jeg ville ønske at jeg bare kunne tage mig sammen, men ved enhver given chance, er det som om at hele mit sind bare stritter imod, og trækker mig tilbage igen. Førhen tænkte jeg altid; Man skal gøre noget ved problemerne! Men når det så endelig kommer til mit eget stykke, så er jeg bare ikke mand nok.

Det kan vitterligt ikke vare længe, før jeg taber småkagerne fuldstændigt.

Tak fordi du lyttede.

Du skal gå i gang med hård motion. Der er intet der kan give dig stilhed i hovedet som i timerne efter en hård omgang motion, men det virker kun hvis du presser dig selv! Dertil er det sundt, man sover bedre, har det bedre, der er kun fordele.

Jeg vil anbefale at du holder dig fra medicin indtil du har givet daglig motion et ordentligt forsøg, men tag gerne kontakt til en psykolog med det samme. Jeg tror du vil finde ud af at du går og har en masse forvrængede billeder af hvordan virkeligheden egentlig hænger sammen, og når du indser det, vil tingene blive lettere

Derudover vil jeg helt klart anbefale dig at snakke med en psykolog, ofte så bare det at få tingene sagt højt og talt igennem, gør at man pludselig får en anden vinkel på og har det lidt mere afslappet omkring det. Og mon ikke også psykologen kan fortælle dig at de ting du går og tænker på måske ikke er så frygtelige? har du nogensinde talt med nogen som helst om de ting? Store ting bliver ofte meget mindre når man først får dem ud og vendt og drejet og set andres reaktion på dem. Måske det endda allerede føles lidt mindre farligt nu du har delt det herinde?

Men de ting du fortæller om omkring tankerne der kredser om sex osv -jeg tror altså det er helt normalt. Og jeg tror ikke at dine tanker kommer af noget uforløst fordi du stadig er jomfru. Er det ikke normalt at en 18 årig knejt har sådan nogle tanker? det tænker jeg at det er.

Jeg tror som en anden nævner, at du skal have arbejdet lidt med din selvtillid... Evt sammen med en psykolog, men også alene kan du begynde på det. Sæt dig nogle små mål, så du får nogle succesoplevelser. Btw -hashfri i et halvt år er da FLOT!

Altså det kommer vel også an på dosis? Nu får jeg Truxal på recept som beroligende ved behov. Da jeg startede med at få dem for mange år siden fik jeg 5 mg tabletter, som jeg så selv kunne dosere op efter behov -har dog aldrig været over 30 mg. Nu får jeg 15 mg, fordi de ikke laver 5 mg længere.
Men jeg har aldrig oplevet de bivirkninger som du taler om. Jeg ved så til gengæld også at jeg tager en MINI dosis ift hvad nogle mennesker får, men det har den ønskede effekt -stopper tankemylder og giver mig ro i hovedet, (og så er det i øvrigt nemmere at falde i søvn, selvom man ikke bliver slået omkuld).

Så jeg vil absolut anbefale en lille dosis Truxal, hvis man har brug for lidt ro på tankerne. Begyndte selv at få mine for 10 år siden og de hjælper mig stadig til lige at koble mylderet fra, uden at jeg er væk på nogen måde.

BTW, de dage hvor du bare ikke orker noget, da kan en humle/malt og onani gøre det for et godt sovemiddel, humlen og maltøl skal do ikke bruges for tit da den har en hurtig tilvenning og langsommere afgiftning.
Orgasme ved mænd udløser sløvende stoffer og er fra urmænnsket groet fast til mange kvinders ærgelse og forbandelse over at manden altid falder i søvn lige efter, tro mig mange kvinder kan skrive under på de voldsomme sovemidler der er i en orgasme

Når du ligger om aftnen og har trælse tanker, da prøv og tag bette ven i hånden og tving tankerne i andre mere behaelige tanker, fantasi behøver ingen erfaring og er totalt skattefri

Det ville helt sikkert være en god idee med en at snakke med omkring dine tanker. Der er også mange ting du selv kan gøre. Så som at aktivere dig selv så du har andre ting at tænke over frem for de samme ting hele tiden. Nye oplevelser giver nye tanker, hvis man har overskud til dem.
Motion er det største vidundermiddel og det behøver ikke at være 5 timer med hård træning i motionscenter. Det kan sagtens være sig små gåture flere gange om dagen, eller lige at løbe et par gange op og ned af trapper. Det handler både om at få brugt div. muskelgrubber og at få pulsen lidt op indimellem og de behøver ikke at hænge sammen, eller gøres samtidig. Alm. afspænding er også en god kropsøvelse.
Når man er meget optaget af hvad der foregår i hovedet er det godt at gøre sig bevist om kroppen og få flyttet focus og tænke andre tanker.
At have en hobby man går op i kan også aflede ens tanker hen til mere produktive tanker. Hvis man har penge er det nemt nok at finde et eller andet at gå til som kan have interesse, div. småkurser med et par timer om ugen. Ellers kan man prøve at finde en hobby som måske kan kompneres med motionen. Så som at gå ud i en park her i sommeren og være social, kan sagtens også være en hobby. Tag noget "lejetøj" med a la en bold eller noget man kan bevæge sig på og få brugt noget energi.

Det der med sexen, jeg tror det er hvad du har brug for at snakke med en eller anden om. Det er ingen skam at være jomfru som 18 årig, faktis synes jeg det vidner om mere god omtanke. Kan fornemme af det hele at sex faktis er noget du går op i og du bare ikke har fundet den rigtige at gøre det sammen med og når man har det sådan, så er det vigtig at vente på den rigtige og ikke bare gøre det for at gøre det. Det er mere når man er yngre at den model kan bruges, da ved man ikke så meget om hvad sex går ud på og ens føleser er mere egocentrerede. Med alderen bliver man selvfølgelig mere moden og vidende om følser og den slags og derved kommer det til at ændre sig det der med sexen, man tænker mere over det og vil nok gerne have det hele med om det nu skal være.

Men alt i alt ville det ikke være en dum idee at prøve en psykolog, hvilket du kan få gennem gymenasiet ved at gå til psykologen som er tilknyttet det sted, de har bemyndelse til at sende dig videre i systemet og kan evt. skaffe dig de første 10 timer hvorefter så selve psykologen afgør om der skal fyldes mere på. Så om de i starten snakker om at du kan få 10 timer og du tænker... det er sku ikke ret meget, så kan det altid blive mere, det er blot systemet der virker på den måde.
Hvis du går til lægen, vil han nok i første omgang foreslå medicinsk behandling da det er billigere for landet frem for en psykolog, da skal du insestere på psykologen først, frem for skrap medicin, da kost og motion samt snak nok sagtens kan løse dine problemer, det vil bare tage noget længere tid end medicin, men medicin gør ingen ændring, det dulmer bare og gemmer problemerne og holder en i en sygeforestillning. Nogle gange kan medicin dog være eneste løsning til at starte med, så at man kan komme ud af døren og så videre, da kan det kun anbealles, med det meste af det medicin som bruges til sådanne ting er meget skrap og kan give varige personlighedændringer man ikek selv styrer.
Du kan dog bede din læge om at få chekket op på at du ikke har nogt vitamin/mineralt mangel, da de ting sagtens kan give underskud i tænkeren og give div. forstyrrelser på krop og psyke.Det ville faktis være en rigtig god idee at chekke op på dine blodtal og se at du er i balance der. Nogle af prøverne skal man bede om at få med, da de ikke tager alle atomatisk, men det kan din læge måske fortælle dig om, eller du kan slå det op et sted på nettet.

Kamillethe er ike at glemme eller undervudere. Baldrian kan blandes i theen og forstærke den og det kan lavendel også, det samger bare af lort men virker som afslappende inden man går i seng og få lidt ro i kroppen. Det med tankerne, så skal du bruge motionen til... nemelig at være så træt at du bare kan falde om når du lægger dig frem for at sidde og spekulere.
Men ca. 2 breve kammillethe, laves i en gryde hvor du koger kammilen op i theen frem for bare at lade den trække. På apotek og matas kan du købe baldrian, hvis du køber det i kabsler kan du drysse den i theen. Lavendel kan købes i løssalg i div. helsebutikker og der skal bare en bette knivsspids i til ca. to kopper the.

Håber du får det bedre og godt med dig selv. Alt det beste herfra.

Ja, du kan godt fortælle det her til din læge, og han/hun kan henvise en psykolog. Du kan sikkert også godt plage din læge til at udskrive truxal til dig, men det vil kun hjælpe på kort sigt. Før eller senere løber du tør for piller, også står du tilbage med dine problemer igen. Desuden kan jeg love dig, som også nævnt ovenfor, at truxal gør dig til en zombie af grad. Det sløver dig gevaldigt; man sover alt for meget og du er pisse træt og sløv når du vågner, som om du har røget spand hele natten. Det eneste positive ved truxal er, at det kan være rart at vide, at man kan sove på kommando hvis det er. Hvis du vil til bunds i dine problemer, og stoppe dit tankemylder, er du nød til at arbejde med dig selv. Det kan være en lang og hård process, men det er det værd, hvis du gider kæmpe for det. Her tænker jeg på motion, meditation, varieret kost, sunde hobbyer, udvikle sociale kredse, udvikle dig kreativt osv. osv. Som sagt kan det være tungt at komme i gang, men hvis du er stædig, lover jeg dig, at specielt motion, meditation og sund kost kan give dig utroligt meget. f.eks. kan det hjælpe dig med at have mere kontrol over dit tankemylder, accept af dig selv som person, selvindsigt, mere rolig som person mm. Truxal kan hjælpe dig på kort sigt, men gør intet for dig som person. Arbejd med dig selv kræver overskud og tålmodighed, men gør meget for dig som person.

Og selvom det lyder som en cliche, så er du nød til at slappe af i.f.t. kvinder. Der er intet i vejen med at være jomfru, alle er forskellige og at være jomfru som 18 årig er ikke nogen ulykke. Hvis det kan trøste dig, kan jeg fortælle dig, at en af mine bekendte mistede sin møgdom i weekenden ( ) og han er over halvvejs i tyverne. Jeg vil anbefale dig at lære at tale med kvinder, uden udelukkende at have det formål at ville i seng med dem. Det gør underværker, og de regner alligevel dine intentioner ud, det er trods alt kvinder, de er snu og må for guds skyld ikke undervurderes Også skal du prise dig lykkelig for, at du ikke har større problemer. Held og lykke med hele.

Hej alle, og tak for svar. Jeg overvejer at benytte den psykolog mit gymnasium har, og se hvordan det vil virke.
Jeg vil også gerne se om jeg kan komme i gang med noget træning, det har jeg dog prøvet på et par gange før, men det lykkedes ikke rigtigt.
Jeg har desuden en fin nok vennekreds, synes jeg, som dog ikke er den største, da jeg droppede mange af mine rygervenner, da jeg selv stoppede. Jeg går ikke rigtigt i byen og sådan noget længere, det siger mig ikke så forfærdeligt meget, og jeg kommer som regel også galt af sted.
Jeg har altid en mærkelig følelse, dagen efter at jeg har været nedslået/oprørt min "situation", eller problem, om man vil. Nogle gange føles det bare ikke som "mig"... og det får mig til at tænke, om det er noget jeg ubevidst bilder mig selv ind, alle de her ting. Altså, jeg mistænker lidt mig selv for at bilde mig sådan noget herind, bare for at "få tiden til at gå", eller at give (u)lykken en årsag, ved ikke om I forstår hvad jeg mener... Det er ikke til at forklare, men summasummarum er at jeg måske ikke fejler mere, end hvad jeg selv tror.
Kan min læge henvise mig til en psykolog, eller hvordan fungerer sådan noget? Kan jeg bare gå op og sige til min læge hvad mit problem er?