fandt lige historien om absint.
på denne side:
http://www.cegebe.dk/absintintro.htmlen nydelig historie, men lidt lang så har kun skimmet den..
Citat:
Absint: oprindelse, storhed, fald - og genopstandelse
Absint-urter og et lille destillationsapparat på en restaurant i Val-de-Travers, Schweiz
Absint. Drikken - med kælenavnet “Den Grønne Fe”, La Fée Verte, er indbegrebet af fransk boheme-kunstnerliv i tiden omkring år 1900. De fleste har hørt navnet på drikken og ved, at den i sin tid blev forbudt. En del har alligevel ganske frit kunnet købe og smage den, i Tjekkiet eller i det danske natteliv. Mange mener at vide noget om, at den skulle indeholde narkotiske stoffer, og at der hører sære ritualer til serveringen, og var der ikke noget med, at man blev sindssyg af at drikke absint - og at det måske var det, der fik van Gogh til at skære sit øre af? Nogle påstår, at det, man kan få herhjemme, kun er en svag afglans af datidens drik, og at det er derfor den åbenbart alligevel ikke er ulovlig. Smagen er der ikke mange, der har ret meget at sige om, og hvis de har, er det sjældent positivt.
Alle disse til dels modstridende historier kan ikke undgå at gøre en videbegærlig natur nysgerrig. Jeg søgte oplysninger og prøvesmagte det, jeg nu kunne komme i nærheden af. Det viste sig, at stort set alt, hvad man kan høre fra turister i Prag eller læse i internettets mere tvivlsomme afkroge, var aldeles ukorrekt. Til gengæld var der en sand historie om absinten, som i grunden var nok så interessant. Et stykke kulturhistorie om en svunden tid og om, hvordan noget den ene dag bliver markedsført som medicin for den næste dag at blive udråbt til roden til alt ondt. Det er historien om, hvordan sjusket videnskab og tvivlsom propaganda kan gennemtvinge et forbud, og om, hvordan et forbud kan give grobund for utallige myter trekvart århundrede senere.
Det er også historien om, hvordan disse myter fuldstændig får lov at overskygge det, der for mig viste sig at være den væsentligste opdagelse om absinten: at det smager helt ualmindelig godt. Et glas absint af god kvalitet, serveret på rette vis, er en ædel og fantastisk velsmagende drik. Den fortjener samme respekt og omhu som god vin. Jo flere der finder ud af det, jo større er chancen for, at fremtiden vil bringe masser af god absint, til glæde for os, der sætter pris på at forkæle vore ganer.
En bemærkning om retskrivning: på dansk ser man tre stavemåder brugt i flæng – absint, absinth og absinthe. Den sidste er overtaget direkte fra fransk og virker for mig at se lovlig uharmonisk og krukket i en dansk tekst. ”Absinth” er sådan en mellemvej. Det er den stavemåde, man normalt ser på tjekkiske flasker, og da deres indhold sjældent er noget at råbe hurra for, er det en stavemåde, som blandt kendere nærmest er blevet ensbetydende med ”elendigt sprøjt”. Derfor bruger jeg den ikke her, og sandt at sige foretrækker jeg egentlig også den stavemåde, der er helt tilpasset det danske sprog: absint. Samme stavemåde, som benyttes af Gustav Wied, en af de relativt få danske forfattere, der har skrevet om bemeldte drik.
OK, hvad er absint egentlig?
Det franske ord ”absinthe” er egentlig navnet på en af drikkens ingredienser – den plante, der på latin kaldes Artemisia absinthium, og som på godt dansk hedder malurt. Ordet er afledt af det græske apsinthion, og mange steder kan man løbe ind i den påstand, at betydningen skulle være ’udrikkelig’. Det er rigtigt, at mange græske ord, der starter med ’a-’, betyder noget, der på dansk starter med ’u-’, men dette ord har sandsynligvis rødder i oldpersisk, og hvad den grundlæggende betydning er, står hen i det uvisse.
Når man på andre sprog end lige fransk taler om den legendariske drik, har man beholdt det franske navn (med eventuelle tilpasninger af stavemåde og udtale) i stedet for at oversætte det. Det er ikke, som f.eks. cognac eller champagne, en beskyttet titel; enhver kan sådan set hælde hvad som helst på flaske og sælge det under navnet absint, og det gør enhver virkelig også. Meget af det, turister finder i Tjekkiet nu om dage, har absolut intet med gamle dages drik at gøre.
Malurten er en vigtig ingrediens i absint, men ikke den eneste. Opskrifterne kan variere, men en helt uomgængelig ingrediens er i hvert fald anis, en urt, hvis smag de fleste kender fra ouzo, pastis eller Kongen af Danmark-bolsjer. Den bevirker, at absinten bliver uklar, når der hældes vand i – en effekt, der benævnes ”louche”.
Derudover vil en absint normalt også indeholde fennikel og citronmelisse. Den er ikke bare en kryddersnaps; fremstillingen er noget mere indviklet end blot at lade urter trække i brændevin. Man starter med at lade urterne trækker i meget stærk alkohol – over 80 %. Derved får man alle smagsstofferne med, også alle dem, man ellers helst ville undgå; udtrækket er helt ualmindelig bittert og skal gennemgå en videre behandling for at blive drikkeligt. Det fortyndes med vand, indtil det holder omkring 40 %, hvorefter det hældes i et destillationsapparat. Heraf får man en helt klar væske med en alkoholprocent på omkring 80. Man lader så urter som isop og pontisk malurt, Artemisia pontica, en mindre bitter malurt-art, trække i dette destillat, som derved får en grøn farve. Det fortyndes til slut til en alkoholprocent, der for de bedre mærker typisk lå på omkring de 70. Den afsluttende farvning kan evt. undlades; så får man i stedet en helt klar absint.
En anden måde at fremstille absinten på er at benytte æteriske olier af de forskellige urter. Disse olier bliver blandet i alkoholen; denne metode er nemmere og billigere end den komplicerede destillation, men resultatet bliver aldrig lige så godt.
I sig selv har malurt en helt ualmindelig bitter smag. Gennem tiderne er allehånde udtræk og afkog af den blevet flittigt nedsvælget. Det er nemlig en klassisk lægeurt, der er åbenbart stort set ikke den dårligdom, som den ikke skulle være god mod. Der skal såmænd nok være noget om snakken, og hvis ikke, har den afskyelige smag sikkert i sig selv en vis virkning; det er en kendt sag, at placebo-effekten for medicin stiger, jo mere ubehageligt det er at indtage. Urtens medicinske egenskaber var kendt langt tilbage i antikken; den omtales bl.a. hos den romerske forfatter og forsker Plinius. Det danske navn er en forvanskning af ’mølurt’; dens gavnlige virkning rækker åbenbart langt ind i klædeskabet.
Oprindelse
Oprindelsen til det, vi forstår ved absint, skal findes i 1700-tallets Schweiz, nærmere betegnet i området omkring Val-de-Travers i den vestligste del af landet. Det tidligste vidnesbyrd er fra 1769 – en annonce for ”Bon Extrait d’Absinthe” (’God malurt-ekstrakt’) i en avis i Neuchâtel. En anekdote, som der ikke er hold i, påstår, at absinten blev opfundet af en fransk læge, Pierre Ordinaire, der slog sig ned i området. Derimod vides det, at en "mor Henriod" fra landsbyen Couvet i Val-de-Travers fremstillede absint.
Opskriften kom i hænderne på en herre ved navn Henri-Louis Pernod; han og en major Henri Dubied begyndte at fremstille absint på et destilleri i Couvet. Forretningen gik strygende, også på den anden side af grænsen, i Frankrig. For at undgå at skulle betale importafgifter åbnede Henri-Louis Pernod et destilleri i den nærliggende franske by Pontarlier, som med tiden blev centrum for den franske absintfremstilling. Året var 1805, og dermed begyndte absintens storhedstid.
I starten var det de medicinske egenskaber, der især var i fokus. I 1840’erne blev franske soldater sendt til Algeriet for at kæmpe. Som en del af deres ration fik de absint med til at blande i drikkevandet; man mente, at det var godt mod de dårligdomme, som man kunne risikere at komme ud for i Afrika. Hvordan det egentlig har indvirket på soldaternes helbredstilstand, vides ikke, men der er ingen tvivl om, at det har forsødet tilværelsen for dem i høj grad, og de blev ved med at drikke absint, også når de vendte tilbage fra krigen og kunne sidde på en fredelig fortovscafé, langt fra feber og malaria.
Samtidig var absinten blevet populær i andre kredse også. På Café de la Régence i Paris holdt en kreds af digtere til; frontfiguren var Alfred de Musset, og i 1830’erne havde de taget absinten til sig som deres grønne muse. Den romantiske boheme-myte fik sine første repræsentanter – og sit første offer: digteren Hégésippe de Moreau, der døde i 1837 efter et heftigt misbrug af bl.a. absint og opium. Sidstnævnte blev, ganske som absinten, anset for at være et nyttigt lægemiddel, og det kunne i form af laudanum-dråber købes på ethvert velassorteret apotek.
Gift
I 1860’erne blev de franske vinbønder hårdt ramt; en vinlus, phylloxera, angreb vinstokkene, og produktionen faldt voldsomt. Det skabte et marked for alkohol, der ikke var afhængig af vindruer, og i Frankrig betød det ikke mindst absint.
Der var almindelig enighed om, at den fineste absint blev lavet på basis af vinalkohol, men nu var det jo ikke alle, der havde brug for, endsige råd til, det fineste, og et væld at billige absintmærker så dagens lys. Det var i denne periode, at absintens dårlige ry for alvor blev grundlagt. Den lave pris på mange mærker gjorde den udbredt blandt fattige alkoholikere, og på den tid kunne de mest forbløffende ting uhindret sælges til brug for menneskelig indtagelse.
Det er almindelig kendt, at dårligt destilleret alkohol kan risikere at indeholde metanol, som det er særdeles skadeligt at indtage. Den billige absint var også gerne tilsat kunstige farvestoffer for at give det rette, grønne skær, og her taler vi ikke om et eller andet gennemkontrolleret e-nummer, men om stærkt giftige kobberforbindelser. Desuden brugtes antimontriklorid til at forstærke absintens karakteristiske ”louche” – den mælkeagtige uklarhed, der opstår, når man hælder vand i.
I 1880’erne lykkedes det vinbønderne at komme på fode igen, takket være vinstokke, der blev importeret fra USA, og som var modstandsdygtige over for vinlusens angreb. Absinten havde dog bidt sig fast, og forbruget faldt ikke igen. Når folk kom fra arbejde ved fire-fem-tiden om eftermiddagen, var det ”den grønne time”, hvor man skulle ind på en café på hjemvejen for at slappe af over en absint.
Edgar Degas havde i 1876 indfanget stemningen hos et par cafégæster fra de lavere sociale lag. Billedet blev udstillet under forskellige titler, der blot karakteriserede det som en caféscene, men i 1893 blev det udstillet i England under titlen Absinten. Og korrekt er det da også, at kvinden på billedet, der sidder og stirrer mat ud i luften, har et glas absint stående foran sig. Det var ikke en titel, som Degas selv havde fundet på, endsige godkendt, men den stemte godt overens med den tids engelske fordomme om franskmænd. Oscar Wilde bekræftede i høj grad billedet af sig selv som et dekadent og utilpasset individ ved åbent at erklære sin store kærlighed til noget så uengelsk som absinten; han kaldte et glas absint ”mere poetisk end en solopgang”.
De engelske fordomme om franskmændenes absintdrikkeri kommer for fuld udblæsning til udtryk i romanen Wormwood: A Drama of Paris fra 1890, af en forfatterinde ved navn Maria Corelli. Det er en drabelig historie om en ung mand af god familie, der drevet af ulykkelig kærlighed begynder at drikke absint i selskab med en halvgal kunstner. Det vides, at Oscar Wilde læste bogen, mens han sad i fængsel i Reading og afsonede sin dom for homoseksualitet, og August Strindberg, der ellers nok kunne lide et glas absint, skal have været en beundrer af Corelli.
I tiden omkring år 1900 havde afholdsbevægelserne deres storhedstid. Alkoholens skadelige virkninger blandt især de dårligst stillede var blevet malende beskrevet af Émile Zola i romanen L’Assomoir, og der blev ført talløse kampagner mod alkoholismens svøbe.
Det er ganske bemærkelsesværdigt, at den franske afholdsbevægelse i vid udstrækning holdt sig til at rette skytset mod destilleret alkohol. De store syndere var stærke drikke som cognac, eau-de-vie, genever og ikke mindst absint. Der findes plakater fra den tid, som advarer mod sådanne drikke, og som i stedet opfordrer til, at man holder sig til ”naturlige” drikke som øl og vin, der altså ikke ansås for at være rigtig alkohol. Nu vil det nok også være et temmelig utopisk projekt at vænne franskmænd af med at drikke vin, for slet ikke at tale om, hvad det ville betyde for landets bruttonationalprodukt. Absinten var straks et meget lettere offer.
Spørgsmålet var så, om absint kunne påvises at være mere skadelig end andre stærke drikke. Det mente en dr. Valentin Magnan at kunne. Han gennemførte forsøg på marsvin, hvoraf han konkluderede, at absinten førte til epileptiske anfald og hallucinationer. Han mente i øvrigt også, at disse skadevirkninger var arvelige og ville føre til degeneration af den franske race. Det franske sprog blev beriget med et nyt ord, absinthisme, som ifølge Larousses ordbog fra 1912 betegner en ”sygelig tilstand, forårsaget af absint-misbrug”.
Absintproducenterne hævdede, at eventuelle skadevirkninger var forårsaget af diverse tilsætningsstoffer i den billige absint, og at en god absint, der var ordentligt lavet, ikke var mere skadelig end andre former for alkohol. Denne opfattelse fik ikke den store gennemslagskraft; der var udbredt enighed om at udpege malurten som den skadelige ingrediens, i særdeleshed stoffet thujon, som den indeholder.
Spørgsmålet om absinten, og hvad man egentlig skulle stille op med den, blev fast inventar i tidens politiske debat. Mange agiterede for et forbud, uden dog at kunne samle flertal for det. Politikere fra Pontarlier værnede naturligt nok om byens førende industri og førte mere eller mindre pålidelige kilder som vidner på absintens gavnlige virkninger; blandt de mere kuriøse indslag var erklæringer fra missionærer på Madagascar, der bedyrede, at de aldrig ville have kunnet overleve der, hvis ikke de havde haft deres absint.
Atter andre var vel nærmest ligeglade med absinten, men benyttede modstandernes stemmer til at belægge den med højere skatter; en oplagt måde at få lidt ekstra klejner i statskassen på.
Den antisemitisme, der kom til udtryk i Dreyfus-affæren, blev også brugt i kampen mod absinten; den blev udråbt til et jødisk påfund, der var undergravende for det franske folk. Omvendt blev der også lanceret noget så bizart som en absint, der ifølge etiketten var ”anti-jødisk” og som bar slagordet ”Frankrig for franskmændene”.
Endnu så sent som foråret 1914 blev et forslag om at forbyde absinten nedstemt. Mindre end et år efter var stemningen vendt fuldstændig; Første Verdenskrig var brudt ud, og forbuddet blev uden problemer hastet igennem med henvisning til absintens skadelige indflydelse på nationens kampduelighed.
Genopstandelsen
Efter Fløjlsrevolutionen i Tjekkiet i 1989, blev Prag invaderet af massive turiststrømme, der blev tiltrukket af den smukke by med den stolte kulturarv og det gode, billige øl. Mange fandt vej til den centralt beliggende café Slavia, som havde været det traditionelle tilholdssted for kunstnere, intellektuelle og modstanderne af det socialistiske styre. Caféen domineres af et maleri, udført af den tjekkiske kunstner Viktor Oliva; det forestiller en mand, der med en livstræt mine sidder ved et cafébord med et glas foran sig. På bordet sidder en halvgennemsigtig, grønlig kvindeskikkelse. Manden er indlysende nok en absintdrikker, der i sin rus ser den legendariske, grønne fe for sig. Billedet er ment som et portræt af den franske digter Guillaume Apollinaire, der i begyndelsen af 1900-tallet kom om ad Prag, og det kan ikke uden videre tolkes derhen, at der har været nogen synderlig tradition for absint i Tjekkiet. Ikke desto mindre har det nok en del af ansvaret for, at mange har koblet landet og drikken med hinanden, og en driftig tjekke ved navn Radomil Hill var i hvert fald ikke sen til at udnytte forbindelsen kommercielt.
Han kom i begyndelsen af 1990’erne under vejr med, at absinten rent faktisk ikke var forbudt i Tjekkiet, og han genoplivede sin families gamle destilleri for at genoptage produktionen. Hvad der i sin tid var blevet produceret på destilleriet, får stå hen i det uvisse; det er i hvert fald en kendsgerning, at den blågrønne drik med navnet ”Hill’s Absinth” på etiketten ikke har stort andet end en alkoholprocent på omkring de 70 med gamle dages grønne fe at gøre. Det er muligt, at der rent faktisk er malurt i en eller anden form i Hill’s; der er til gengæld ingen anis, hvilket ellers er en lige så væsentlig ingrediens. Det ses tydeligt, hvis man hælder vand i – Hill’s bliver ikke uklar, sådan som rigtig absint skal gøre det.
Sådanne detaljer hindrede ikke, at Hill’s blev en enorm succes. Det var grønt og stærkt og havde det forjættende navn på etiketten. At smagen mildt sagt ikke var noget at skrive hjem om, kom sig ikke så nøje; ingen vidste noget om sagen, så man gik ud fra, at sådan skulle absint være. Desuden har virkningen sikkert været hovedattraktionen; det var trods alt det, som kunstnerne havde drukket og var blevet sindssyge af, og de 70 procent skulle nok kunne få enhver til at føle, at det her var noget ud over det sædvanlige.
Der var selvfølgelig også vovehalse blandt turisterne, som skulle prøve, om det kunne gå at stikke en flaske eller to af den forbudte drik i kufferten, uden at det fik alvorlige konsekvenser, og snart kom den forbløffende sandhed for dagen: i Storbritannien var absint ikke forbudt og havde faktisk aldrig nogensinde været det.
En journalist og en trommeslager, der havde såvel en forkærlighed for svundne tiders bohemeliv som næse for en god forretning, stiftede firmaet Green Bohemia Ltd., som begyndte at importere Hill’s Absinth til Storbritannien. Under mottoet ”Tonight we’re gonna party like it’s 1899” blev den hurtigt en solid succes på klubberne i London.
Succesen inspirerede en lang række driftige tjekker til at gå i Radomil Hills fodspor, og fabrikater som Staroplzenecky, Sebor og King of Spirits dukkede op – sidstnævnte med et billede af van Gogh på etiketten.
Samtidig var der naturligvis også folk, der interesserede sig seriøst for emnet, og som ikke uden videre ville tro på alt, hvad der stod på etiketten på den første, den bedste tjekkiske flaske. Spørgsmålet meldte sig: var den tjekkiske absint virkelig en genskabelse af den legendariske grønne fe fra La Belle Époque?
I Danmark var nyheden om, at man kunne få absint i Tjekkiet knap så sensationel som tilfældet var i mange andre lande. Her havde man nemlig længe kunnet få absint på en bar i København kaldet ”Tannhäuser”. Da den lukkede, fortsatte traditionen på ”Kruts Karport” på Øster Farimagsgade, hvor den besøgende bliver mødt af en håndfuld skriggrønne flasker bag baren. Men faktisk var der også en tradition for fremstilling af absint i Spanien – en tradition, som var ubrudt fra tiden lige efter forbuddet i Frankrig og helt op til vore dage. Et destilleri i Tarragona i Nordspanien købte retten til at bruge navnet Pernod på sin absint, og den blev fremstillet langt op i 1960’erne. I Danmark solgtes en absint under navnet ”Bennoh”. Den blev distribueret af en hr. Benni Golf i København, som åbenbart har set en idé i at kombinere sit eget fornavn med noget, der lyder lidt som ”Pernod”.
Ind imellem dukker der gamle flasker fra før forbuddet op. De kan sælges til svimlende priser, men der er selvfølgelig også folk med penge på lommen og en interesse ud over det almindelige for sagen, der køber dem. De, der havde været så heldige at smage indholdet af sådanne flasker, kunne fælde en hård dom over alt det, der op gennem 90’erne blev solgt under betegnelsen ’absint’.
Værst var det, der kom fra Tjekkiet. Smagen af en autentisk absint bygger grundlæggende på balancen mellem den bitre malurt og den sødlige anis, og sidstnævnte er desuden vigtig, fordi det er den, der sørger for louche-effekten; fænomenet, hvor drikken bliver uklar og plumret, når der hældes vand i. Meget af det, der kom fra Tjekkiet, indeholdt imidlertid ingen anis overhovedet, og intet af det havde en smag, der bare tilnærmelsesvis kom i nærheden af gamle dages absint. Det, der serveres på Kruts Karport, er der i det mindste anis i, og det fremviser en nydelig louche, når der hældes vand i, men også det er stadig langt fra at være den ægte vare.
Bedre var trods alt det, der kom fra Spanien. Også der var det gået tilbage, intet af de moderne produkter kunne måle sig med ældre spansk absint, men det gav dog en vis fornemmelse af, hvad det handlede om. Man fik i det mindste det indtryk, at det handlede om lidt mere end bare det første, det bedste stærke sprit med malurt i og navnet ’absint’ på etiketten. Generelt er der en noget mere dominerende smag af anis i de spanske produkter, end der traditionelt har været i absint.
Sådan var omtrent tingenes tilstand ved årtusindskiftet. De få udvalgte havde smagt dyre dråber fra gamle dage, og de kunne give andre det råd, at Spanien kunne levere noget, der med lidt god vilje gav en vag idé om den ægte vare. Noget, som man i hvert fald kunne holde ud at drikke.
Thujon?
Hvad var så forskellen på gamle dages absint og nyere produkter? Her var det jo oplagt at kigge på det, der i sin tid gjorde drikken forbudt, det berygtede stof thujon. Det var, mente man dengang, årsag til alt det forfærdelige, der efter den tids opfattelse kom ud af at drikke absint. Når det overhovedet i vore dage kunne lade sig gøre at sælge absint, skyldtes det, at lovgivningen satte en grænse for indholdet af thujon.
Inden for EU hed denne grænse 10 mg./liter i spiritus – medmindre varen var klassificeret som en ”bitter”, i så fald var grænsen 35 mg. Denne lovgivning satte unægtelig nogle grænser, som ikke eksisterede tidligere, og man kunne jo nok forestille sig, at den ville gøre det helt umuligt at sælge noget, der mindede om gamle dages absint. I hvert fald mente mange at vide, at absint dengang indeholdt omkring 200 mg. thujon pr. liter – langt over de tilladte grænser.
Denne oplysning byggede imidlertid på en temmelig uholdbar blanding af upræcise målinger og rent gætteri. De mængder af malurt, der ifølge de gamle opskrifter skal bruges til absint, indeholder slet ikke så meget thujon, og derudover forsvinder en hel del i fremstillingsprocessen. En måling, foretaget med gaskromatografi, viste et indhold af thujon på 6 mg./liter i en absint (Pernod Fils) fra omkring år 1900. En nutidig hjemmebrænders absint lå noget højere, 25 mg./liter, men stadig inden for, hvad der kan sælges lovligt i EU.
Doser i den størrelsesorden har temmelig sikkert ikke nogen effekt på mennesker overhovedet; ved en blindtest er det ikke muligt at afgøre, om en prøve af alkohol indeholder 0 eller 100 mg. thujon pr. liter.
Jade m.fl.
Tilbage i 1990’erne, dengang det endnu var en nyhed, at (noget, der kaldtes) absint kunne fås i Tjekkiet, havde den amerikanske kemiker Ted A. Breaux grundlagt firmaet Jade Liqueurs Ltd. Han havde smagt på indholdet af en række overlevende flasker fra La Belle Époque og havde sat sig for at genskabe fortidens ædle dråber. Intet mindre.
At tjekkiske produkter som Hill’s havde lidt eller intet at gøre med egentlig absint, var de fleste kendere på det rene med; det, der blev lavet i Spanien, kom trods alt tættere på. Der var dog ingen, der havde forsøgt sig med minutiøst at følge de gamle opskrifter og fremstillingsmetoder. Det var, hvad Ted Breaux ville gøre - og mere til.
At fremstille destilleret alkohol af høj kvalitet til drikkebrug er en kompliceret sag. Det er ikke bare at hælde de fornødne ingredienser i apparatet og så fyre op under kedlen; der kan være enorm forskel på forskellige mærker og kvaliteter af f.eks. cognac, selv om det egentlig alt sammen laves på samme måde. Når det gælder absint, kompliceres billedet yderligere af, at der er en lang række ingredienser, og man kan naturligvis ikke uden videre regne med, at de opskrifter, der er overleveret fra gamle dage, er dem, de førende producenter har fulgt; de har temmelig sikkert haft hver deres små fabrikshemmeligheder, som de ikke var til sinds at offentliggøre.
Ted Breaux’ projekt krævede altså, at han prøvede at gennemskue, hvad der egentlig var i de førende, gamle mærker - og at han blev dygtig nok til at destillere til at kunne få det samme ud af de givne råvarer.
Ved en privat sammenkomst i New Orleans fik en udvalgt skare mulighed for at smage det dengang foreløbige resultat af hans anstrengelser. De kunne til fulde bekræfte, at han var på rette spor, men den bredere offentlighed fik ikke andet ud af det end visheden om, at her var noget, der ville være værd at vente på.
Projektet fik sin hjemmeside, men den var ikke just informativ. Den bestod først og fremmest i muligheden for at skrive sig op til at modtage en e-mail, når der var noget nyt, og ingen hørte naturligvis noget som helst i årevis.
I foråret 2004 cirkulerede et billede af Ted Breaux, der hældte en sækfuld urter i et destillationsapparat, og rygterne om en snarlig lancering af et Jade-produkt fik fornyet næring. Og så kom som nævnt den længe ventede e-mail. De tålmodige sjæle, der havde meldt sig til listen og fulgt med i projektet fik at vide, at de nu kunne bestille ikke bare én, men hele to forskellige Jade-absinter gennem det engelske firma Liqueurs de France.
Breaux’ absint bliver fremstillet på Combier-destilleriet i Saumur i Loire-dalen, på et destillationsapparat, der stammer fra Pernod-fabrikken i Pontarlier. Der er flere, der har set en vis ironi i, at en amerikaner flyves ind for at genoplive en gammel ærkefransk tradition. Det virker næsten som et ekko af de amerikanske vinstokke, der i sin tid måtte importeres for at komme phylloxera til livs. Sagen er den, at myten om absint især trives uden for Frankrig. Franskmændene selv, for hvem absinten i sin tid var en del af dagligdagen, har for længst vænnet sig til at drikke pastis i stedet for. Uden for landets grænser drømmer nostalgikere og kunstnertyper derimod om bohemelivet i Paris anno 1900, og her er absinten blevet en fast del af drømmen.
Ted Breaux er vel nok den, der mest systematisk arbejder på at genskabe gamle dages absint, men han er langtfra den eneste, der laver god absint nu om dage. I Schweiz blev forbudet mod drikken ophævet med virkning fra marts 2005, og det har ført til, at den del forhenværende hjemmebrændere nu kan sælge deres dråber i fuld åbenhed. Også andre steder i Frankrig samt i Østrig arbejder seriøse destillatører med at lade den grønne fe komme til ære og værdighed igen.
god fornøjelse...
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
) 