Psychedelia.dk

Denne tråd, er oprettet på opfordring, fra Paul Muad Dib, som mener jeg har givet udtryk for "sofistikeret stueren racisme". Han forestiller sig, at mine synspunkter er svagt underbyggede og mine grundlæggende empiriske forestillinger er falske eller svagt underbyggede og min diagnose er forkert. Han opfordrer mig til at starte en tråd om "grupperacisme".

Jeg mener ikke jeg er racist og en sådan anklage skal selvfølgelig underbygges. Jeg har desuden svært ved at se forskellen på begrebet racisme og grupperacisme, men lad det nu være. Jeg går ud fra, at det der hentydes til er, at jeg har givet udtryk for, at verden burde inddeles i zoner, hvor hver homogen stamme, kunne indrette sig. Det skal ikke foregå ved tvang, men ved frivillighed. Det sker allerede mange steder og jeg tror det vil være en tendens i vækst, fordi alt for mange tilsyneladende ikke befinder sig godt, eller bliver direkte syge, af den måde vi har indrettet vores samfund på.

Mennesker flytter fra områder, hvor de ikke kan genkende sig selv i deres omgivelser og klumper sig sammen i kvarterer, hvor beboerne ligner dem selv. Mennesker søger helt naturligt og forståeligt sammen i grupper, hvor medlemmerne ligner dem selv og jeg går ud fra, at det er fordi de befinder sig bedst der. Tendensen ser ud til at blive forstærket, af globaliseringen og udviklingen af multikulturelle samfund, hvor man forsøger at foregive lighed, grupperne imellem.

Jeg kender ikke til nogen samfund, hvor forskellige religioner har været stillet lige. Islam nævnes tit som eksempel, for eksempel i Spanien eller Tyrkiet og andre steder, men når man undersøger det dybere, så viser det sig, at der er tale om en skarp hierarkisk ordning, med Islam som den altdominerende religion og kultur, mens andre religioner har været mere eller mindre accepterede og har levet i selvstændige enklaver. Jeg mener det er helt naturligt og at ligestilling kulturer og religioner i mellem er en naiv forestilling, som historien bekræfter.

Men multikulturalisme er ikke den eneste årsag til problemerne. I bund og grund handler det om samfundets kompleksitet, om rodløshed, fremmedgørelse, mekanisk levevis og fokus på vækst og forbrug. Det fremstilles som muligheder og frihed, men antager mere og mere karakter af tvang.

En medvirkende årsag, er vores materielle fokus, en løgn om, at det ikke kan være på andre måder og et skrækscenarie, der fremstilles som alternativ. Selvfølgelig kan det være på andre måder, men det har omkostninger.

Man skal selvfølgelig ikke tvinge mennesker, som vil bo sammen, andre steder hen og man skal ikke tvinge grupper med forskellig kultur, til at leve adskilt. Ikke engang selvom nogen vil hævde, at det er netop er det, som er årsagen til, at vi har fred i store dele af Europa. Altså, at man trak grænserne de rigtige steder og tvangsforflyttede folkeslag (blandt andet tyskere), tilbage til deres oprindelige levesteder, sammen med dem de delte kultur og sprog med.

Der er ikke nogen der skal holdes nogle steder og ikke nogen, som skal deporteres eller tvangsforflyttes og slet ikke nogen, som skal udryddes, steriliseres eller lignende. Hvis et klogt hoved vil indvende, at der da er uro på fx. Balkan, så er det netop fordi man der tvang mennesker med forskellig kultur, religion og sprog, til at leve sammen.

Jeg har argumenteret for, at jeg tror det sundeste for mennesker er, at bo på områder, hvor én kultur er dominerende og hvor de selv kan bestemme, hvem de vil byde velkommen. Når jeg skriver kultur, så mener jeg i virkeligheden samme idé om hvordan samfundet bør indrettes, hvad samfundets mål er.

Det er en logisk konsekvens, fordi vores samfund er blevet så tømt for andet indhold end penge, at det nødvendigvis må gå sådan. Mennesker vil gå sammen i grupper og oprette deres egne samfund, hvor de kan leve i fred, med mennesker, der tænker som dem selv. Det sker allerede en del steder og det ser ud som om, det er en tendens i vækst. Der er eksempler på samfund i både Nordamerika (Amish folket m.fl.), Sydamerika, Israel, Danmark (Tvind, Christiania, Svanholm), andre steder i Europa, Sibirien, Afrika og Asien.

Det er ud fra en betragtning om, at mennesker skal have lov til at leve som de vil, uden at de skal pålægges en masse begrænsninger, fra mennesker som vil leve på en anden måde. Det samfund vi har i dag, kræver, at alle begrænser sig usundt meget og lever mekanisk, for at der kan være plads til alle og for ikke at fornærme nogen.

Det ideelle samfund, handler ikke om at adskille mennesker på baggrund af hudfarve eller oprindelse. Det handler om, at skabe samfund, hvor mennesker som gerne vil leve på samme måde, kan få lov til det. Det vil skabe mulighed for harmoniske og fredelige samfund og der vil være et sted for alle.

Den sammenblanding af kulturer, religioner, holdninger og baggrunde, som foregår særligt i den vestlige verden lige nu, kombineret med et tomt materielt fokus, galopperende hyperkapitalisme og ensidigt fokus på vækst og forbrug, lægger pres på individerne og er årsag til fremmedgørelse og unødvendigt mange konflikter og identitetskriser.

Derfor ser vi en masse symptomer, blandt andet en vækst i antallet af affektive psykiske lidelser som depression og angst, Breivik og skoleskyderier og derfor vil det i sidste ende resultere i borgerkrige og mere politisk og religiøs vold.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Jeg vil gerne lige starte med at sige, at jeg hverken har forsøgt at presse dig til at starte tråden, og at min kommentar med ”stueren racisme” måske burde være uddybet lidt. Det virker nemlig som om, jeg måske har trængt dig op i en krog, hvor du enten har måttet tige på bekostning af, at føle dig stemplet som noget, du ikke er, eller starte en tråd/skrive et indlæg hvor du forklarer dig. Det har ikke været min mening, hvis det er tilfældet. Jeg vil gerne lige uddybe lidt af det, jeg mente.

Hele pointen (som blev fortiget af mig) var, at du netop står inde for et synspunkt som ofte sættes i bås med racisme, men som er stueren i den forstand, at det jo netop ikke er racisme – selv hvis racisme er ubetinget dårlig, så er dine synspunkter (selvom de måske er fejlagtige) ikke dårlige, og hvis de er, så må det være på en anden regning (jeg vil ikke påstå at der er noget forkasteligt ved dem, da de for mig at se er helt rationelle og acceptable).

Racisme er, for mig, et hvert synspunkt som kategoriserer mennesker efter irrelevante egenskaber. Selve opdelingen af mennesker i etnicitet er ikke racisme per se, men i det øjeblik kategorierne inddrages med begrundelse af diskrimination for øje, så er det racisme. Så for mig er racisme ubegrundet diskrimination på et institutionelt niveau (da vi jo snakker politisk racisme og ikke bare ”jeg kan ikke lide sorte eller indere”).

Sådan som du stiller det op her, kan man faktisk sige, at du udgår fra racismens faktum (som du formentligt finder beklagelig). Da mennesker dybest set har en tilbøjelighed til at danne grupper på baggrund af affinitet, og da gruppetilhørighed er en forudsætning for velmående, og da forskellige grupper altid er i konflikt, så vil et velfungerende samfund altid være kulturelt homogent. Mennesket bestemmes som et racistisk væsen, og dit syn på samfundet udspringer af dette. Dit synspunkt er altså helt neutralt (i hvertfald det, der lægges frem her) i forhold til spørgsmålet om menneskers værdi. Det er værd at slå fast, så tråden ikke falder over i en masse ligegyldigt.

Når det så er sagt, så er det klart, at synspunktet netop af den grund ligger ”tæt” op ad racisme i nogen forstand. Du udgår netop fra, at grupper ikke kan sammen. Racisten, derimod, er meget mere nærværende i konflikten. Han er selv medlem i den ene af grupperne, og han bidrager til konflikten med en konfronterende attitude, idet han anser, at de andre gruppers anerledeshed skal takseres i termer af værdighed eller værdi. Noget, der kan beslægte synspunkterne (i modsætning til det foregående) er, at racister ofte peger på netop den gruppesplid, du selv anvender som beviser for det, du tror på. Den politisk aktive racist (her snakker jeg af erfaring, så læg ikke for meget i det) vil ofte pege på at den modsatte gruppe historisk ligger til grund for konflikten, og dette diagnosticeres racistisk: araberen har af natur et hidsigt temperament, og derfor er han farlig og skal bekæmpes. Det, som der kigges på, kan f.eks. være volds – og kriminalitetsstatistik, samt historisk evidens. Der er tegn på, at en gruppe er misanpasset, og dette forklares med egenskaber hos gruppens individer. Det er selvfølgelig regelret racisme. Dine egne synspunkter er ikke racistiske, men i en politisk diskussion vil modstanderen ofte lade den overfladiske lighed være nok til, at de to slags ideer sættes i samme bås. Man ser det f.eks. når Sverige Demokraterne eller Dansk Folkeparti kaldes for racistiske. Deres partipolitik er jo ikke racistisk. Måske er der enkeltpersoner inden for miljøet, som er racister eller racistisk motiverede, men selve deres politik udgår fra synspunkter, der minder om dine, og disse er ikke racistiske, idet de slet ikke kategoriserer mennesker, men blot påtaler det (påståede) faktum, at heterogene samfund er ustabile. Da et stabilt samfund er at foretrække, og da øget indvandring og særlovgivninger til fordel for minoriteter øger heterogeniteten, så bør man begrænse disse.

(Nu skal jeg heller ikke prakke dig for meget på, for du gør selv meget ud af at være ret neutral når det kommer til lovgivning. Du siger jo egentlig ikke andet end det, at homogene samfund er stabile – det kan hurtigt drages ind som grund for en politik, men som sådan er det ikke et politisk, men et videnskabeligt synspunkt. Men de to sider er jo i praktikken forbundet, og din tråd er placeret i politikforummet, så håber ikke, at disse sammenkoblinger er for meget. )

En forudsætning for, at multikulturalisme skal være et acceptabelt rammeværk for et samfund, er at man kan akkommodere forskellighed på en konstruktiv måde, samt at forskellige grupper kan ”placeres” på lige fod. Så multikulturalisten stilles jo over for to problemer, i hvert fald sådan som du stiller det op.

1) Bevis eller gør det sandsynligt, at et samfund kan akkommodere forskellige grupper.
2) Forklar hvordan grupperne kan ligestilles.

Jeg synes, at der er noget i dine synspunkter, der taler for, at vi faktisk dybest set er enige. Det virker dog ret usandsynligt med tanke på at jeg går ind for multikulturalisme (ikke en ukritisk, tvungen sådan, men forstået som et samfund med gruppedifferantierede rettigheder), hvor du går ind for ”stammesamfund” (hvis man kan kalde det sådan). Dine indledende bemærkninger er jo ment som en udfordring til multikulturalisten. Du vil hævde nogle ting, som taget sammen peger på, at multikulturalisme er en dødssegler. Det giver tilgengæld vind i sejlende for modstandere af multikulturalisme, og taler for at man gennem en slag etnisk diffusion bør lade samfundet indordne sig. Lige søger sig til lige, og uden tvang trækkes grænserne naturligt, sådan at alle lever i deres respektive grupper, med en minimal kontakt med andre, hvilket stabiliserer hver enkelt samfundsmonade og giver tryghed til stammemedlemmerne. Kontakten mellem stammerne bestemmes pragmatisk efter deres indbyrdes behov. De eneste stridigheder, der kan opstå, må tænkes at berøre resurser og lignende. Til gengæld kan det ikke forstilles at statsmagtens legitimitet drages i tvivl, eller at velfærden undermineres indefra.

Hvis det ovenstående er korrekt forstået, så mener jeg at vores synspunkter kun adskiller sig et eneste sted: jeg mener ikke, at staten står i vejen for den slags ”realistiske” utopi. Der er gode grunde til at tro, at vi kan akkommodere stammelignende grupper inden for en overgribende stat. Og jeg mener at multikulturel lovgivning er det værktøj, som kan sikre det. Det er netop derfor, at problem 1) skal løses: hvordan ser en stat ud, hvor multikulturalismen ikke svækker staten?

Først vil jeg lige kommentere lidt på de historiske overvejelser, du gør dig. Du skriver at:

”Jeg kender ikke til nogen samfund, hvor forskellige religioner har været stillet lige. Islam nævnes tit som eksempel, for eksempel i Spanien eller Tyrkiet og andre steder, men når man undersøger det dybere, så viser det sig, at der er tale om en skarp hierarkisk ordning, med Islam som den altdominerende religion og kultur, mens andre religioner har været mere eller mindre accepterede og har levet i selvstændige enklaver. Jeg mener det er helt naturligt og at ligestilling kulturer og religioner i mellem er en naiv forestilling, som historien bekræfter.”

Der er altså god grund til at mistænke, at den eneste måde, to eller flere kulturelle samfund (stammer) kan være ligestillede, er hvis hver af dem er nationalt suveræne. Som du siger, så ser vi, at igennem historien, har man ikke lykkedes at akkommodere kulturelle grupper inden for en overgribende stat. Det er lidt paralelt til, at man internationalt ikke har en overgribende magt, som kontrollerer nationerne. Når man griber ind, så er det gennem løse netværker, som f.eks. FN, hvor man i samråd beslutter at øve vold mod suveræne stater. Som oftest finder ”offeret” at volden er illegitim. Videre har vi gentagende gange set, at selvom samstemmighed udebliver, så trumfes den internationale ”magttjekker” af stærke konstituenter, som f.eks. USA, og svagere nationer, f.eks. Danmark, går i den stærkere stats fodspor og legitimerer ”ulovlig” vold med muskelargumenter. Man mistænker, at der helt enkelt aldrig kan være tale om ulovlig vold. Den internationale lov er jungleloven. På samme måde vil en overgribende statsmagt, på dit billede af sagen, altid udove majoritetsvold mod minoritetskulturer. Der vil altid være en stærkere kultur, som tvinger rammerne ned over de svagere. Den sande lighed er illusorisk. Hvis den fandtes, så ville vi ikke se forskel på staten og et statsovergribende magtinstrument helt enkelt fordi den ene gruppe ingen magt ville have over den anden gruppe – de ville være helt autonome og passe sig selv, og spørgsmålet er, hvorledes de overhovedet kunne siges at indgå i en fælles stat. Det er som om, vi helt naturligt ender i din statsdiffusion. Hvis vi lader grupperne danne og passe sig selv, så opstår der helt naturligt nationalstater, der indgår i et mere eller mindre harmonisk verdenssamfund af autonome stater. Problemerne vil være de, som typisk er mellem stater (bortset fra de, som beror på interne gruppekonflikter).

Det er lidt den slags stat Nozick forestiller sig, at den sande liberale stat vil være. I en liberal stat er det eneste, hævder han, som staten gør, at kontrollere individdets frihed. Det er derfor den eneste stat, som kan sikre gruppers lige sameksistens, da staten danner rammeværket omkring den mest omfattende individuelle frihed, der kan tænkes. Staten er næsten en slags ”fair game”-mekanisme, som sikrer, at ingen tvinges til at indgå i en gruppe, hvor han eller hun skal assimileres. Individdet kan helt enkelt pakke grejet og forlade gruppen. Smågrupperingerne besidder egendom, og de kan skabe små private sammenslutninger, f.eks. områder med Sharialov, hvor man må bosætte sig hvis man overholder deres regler. Denne model forudsætter exit-rettigheder. Da smågrupperingernes regler altid trumfes af ”staten”, som er retfærdighedens vagthund, og da retfærdighed består i beskyttelse af den private frihed, som gælder uindskrænket for det eget legeme, så må smågrupperne kun straffe på det vilkår, at det er frivilligt, for så vidt at forbrydelsen ikke var mod en grundlæggende frihed, da det er den eneste slags frihed, som skal gælde absolut. Der er selvfølgelig en masse problemer med at afgrænse grundlæggende friheder fra ”luksus”friheder, og der er til og med visse, der mistænker, at det nozickske begreb om ret til frihed er et tomt begreb. Så der er grund til at mistænke, at du har ret, og at det helt enkelt er umuligt at sikre gruppers lige rettigheder, og samtidig beskytte individdet som medborger i en ”superstat”, der omfatter de de forskellige stammer.

For at overhovedet nærme sig en forståelse af, hvad der er på spil mellem dit synspunkt og multikulturalistens (jeg er selv usikker på mit eget standpunkt, men jeg hælder mod multikulturalisme frem for stammesamfund), må vi spørge, hvad fanden alternativet til dit synspunkt er. Nozickske samfund havner i et dilemma, så de er måske dårligt rustede til at løfte opgaven:

Enten skal visse grupper frasige sig enkelte rettigheder, eller også skal vi forbryde os mod enkeltindividdet.

Begge forslag er, på ultraliberale præmisser, uacceptable. Tvinger vi muslimer til at afstå fra at straffe individder, der bryder mod Sharia, medmindre de selv går med på det (hvilket er at underkaste deres religiøse lov statens lov), så tvinges individderne afstå fra friheden til at udøve deres religion frit, mens den anden mulighed jo er helt åbenlyst i strid med liberalismen.

For at komme tilbage til humlen af det hele: det er helt oplagt at gå efter struben på dine argumenter. Tanken er, at stammesamfundsløsningen er det eneste, der sikrer, at staten kan udføre sin rolle, nemlig at være en tryg beskytter af medborger rettigheder. Det er jo en tese, som kan bestrides. Hvis vi kan gøre det troligt, at staten kan fungere under multikulturalisme, så falder hele ideen til jorden.

En af de varmeste fortalere for multikulturalisme er den kanadiske filosof Kymlicka. Jeg mener selv, at han går alt for langt i sit forsvar, og faktisk tror jeg, at jeg efter at have tænkt det igennem i lyset af dine synspunkter mener, at du ligger nærmere mål end han gør. Men ikke desto mindre er hans diskussioner meget oplysende. Han drager f.eks. nogle distinktioner mellem forskellige slags grupperettigheder, hvoraf to af dem er ret ukontroversielle, set fra et liberalt synspunkt, mens den sidste kategori skaber ovenstående konflikt (jeg mener, at selv hvis man går bort fra Nozicks lidt ektreme liberalisme, så støder man stadig på problemet, hvis man tager rettigheder seriøst). De forskellige grupperettigheder, som multikulturalistisk politik gør brug af, for at skabe det rammeværk, som du hævder er umuligt, er:

1) Selvstyrerettigheder
2) Special repræsentationsrettigheder
3) Polyetniske rettigheder.

1 og 2 går nok i ret godt spænd med det, du tror på. 1 går ud på, at oldschool emperialisme helt enkelt ikke er legitim. Derfor bør visse samfund, der eksisterer internt for staten, have lov til selvstyre. Samfundet afgrænses i overenstemmelse med det, du ser som afgørende, nemlig deres kulturelle tilhørighed. Historisk har de helt enkelt udgjort en ”uformel” stat, som er tvangsintegreret i en større stat. Tag f.eks. Puerto Rico og Grønland. Sådanne rettigheder vil selvfølgelig gå ud over den minoritet af majoritetskulturen, som er bosat i netop det område, der bliver selvstyrende. Det er dog, hævdes det, en fair pris at betale. Special repræsentationsrettigheder skal sikre, at systemisk diskrimination udlignes, så minoritetskulturer ikke udraderes af kulturelt befængte majoritetsbeslutninger. Der kan f.eks. være tale om vetorettigheder eller sikrede pladser i regeringen eller lignende. Den grundlæggende tanke er, at de betænkeligheder, der naturligt opstår for en liberal, når h*n ser sådanne specialrettigheder, forsvinder eller undermineres, når vi ser nærmere på sagen. Hvis overvejelserne er korrekte, så skal specialrettigheder af den slags sikre at sameksisterende kulturer kan leve på ligefod, hvor indsnævringen af majoritetsrettigheder i virkeligheden ikke er illegitime, men derimod en modbalance mod skævvridningen, sådan at man på ”mulighedsniveauet” giver alle kulturer samme forudsætninger for eksistens, og dermed sikrer man medlemmerne i samfundets ret til at leve efter sine egne værdier.

Uanset hvad, så skal man, inden denne argumentation kan lette fra jorden, have punkteret det synspunkt, som ligger til grund for din betænkelighed mod multikulturalisme. Altså: er det virkelig sådan, at homogenitet er en forudsætning for solidaritet? Kan vi have en velfærdsstat, hvis samfundet er etnisk heterogent?

Kymlicka er en af de få, der har forsøgt at skyde den tanke ned. Han hævder at der ikke er særlig meget empirisk evidens, som peger mod, at det forholder sig sådan. Inden for statsvidenskaben og sociologien antages det jo gerne, at det faktisk forholder sig sådan. Når man kigger litteraturen igennem, så ser man, at det man kigger på, helt som du siger, er at Europa i store hele er fredeligt (eller ”var” fredeligt), mens Afrika er et helvede. Videre ser man, at USA har en tradition af meget svag velfærd, mens man i Europa generelt gennem historien har haft et stærkt velfærdssystem. Ekstremen er selvfølgelig Afrika, hvor der gennem tiderne hyppigt har forekommet folkemord og lignende. Mod midten har vi USA, hvor folkemord jo ikke finder sted, men hvor der er modvilje mod socialisme. Både Afrika og USA, hævdes det, har ligheder. I Afrika er grænserne trukket udfra koloniernes interesser, hvilket har tvunget en mangfold af etnisk grupper under samme stat. Når siden den stærke statsmagt destabiliseres (i.e. kolonimagten forlader skuden), så bryder helvede løs, da der ikke findes nogen ”samfundslim”. I USA ser man ligeledes en mere blandet befolkning med forholdsvis udtalt segregering. I Europa er grænserne – igen som du siger – trukket kulturelt rent. Her skal vi altså finde stærk empirisk evidens for, at det er, som du siger. Hvad modstanderen, dvs. multikulturalisten, så indvender er, at forholdene i Afrika ikke kan ekstrapoleres til hverken USA eller Europa, mens forholdet i USA også er så tilpas egendommeligt, at der ligger andre teorier lige til højrebenet. F.eks. har der helt indtil 50’erne været en institutionaliseret racisme i USA, hvor sorte og hvide er blevet holdt adskilt, og det historiske forhold mellem de to samfundsgrupper har været, indtil efter borgerkrigen, det mellem slave og slaveejer. Når siden den ”hvide mand” efter ”ligestillingen” har været samfundsmæssigt over ”den sorte”, f.eks. mht. politisk indflydelse, uddannelse og økonomisk, blandet med det, man inden for statsvidenskaben kalder ”stille racisme”, så er det klart, at han vil modsætte sig en omdistribuering af goder, dvs. modsætte sig velfærdsstaten. Der skal altså mere på bordet for at vise, at det er en almenmenneskelig disposition, som ligger sikrer, at multikulturalisme er velfærdsstatens død. Her bidrager Kymlicka så med egen empiriske analyser af statistik fra europæiske lande, for at se, om der generelt er en korrelation mellem mængden af velfærdsydelser og kulturel heterogenitet. Han finder, at der ingen korrelation er. Man kan nok indvende en masse mod hans statistik, og det er ingenlunde nok til at slå noget fast, men det gør alligevel, at der helt enkelt skal mere forskning på bordet inden vi kan basere vores politiske system på den sociologiske tese, at en overgribende, stabil velfærdsstat kun er mulig i et kulturelt homogent samfund.

Den slags rettighed, som jeg mener, er mindst kontroversiel, teoretisk set, er ”polyetniske rettigheder”. Det er helt enkelt de rettigheder, som sikrer, at alle kulturer er repræsenteret i det offentlige rum. I Frankrig, f.eks., er der stærke kræfter, der vil begrænse sådanne rettigheder. Det er helt enkelt forkert, idet, selvom man man medlem af majoritetskulturen tror det, faktisk lever i et samfund, som er befængt med kulturelle symboler. Visse hævder, at det er uproblematisk, men som oftest er dette synspunkt knyttet til en ret eksplicit racisme – noget jeg mener diskvalificerer synspunktet. Selvfølgelig er det sandt, at man som majoritetskultur kan kræve af en tilflytter, at han eller hun tilpasser sig en anelse. En, der flytter hertil fra Kuwait kan ikke kræve Sharialovgivning, selvom vedkommende kan foreslå det og arbejde for det på demokratiske præmisser. Man kan blokere dette med moralfilosofiske overvejelser, f.eks. at grundloven korrekt modellerer moralske rettigheder, og altså aldrig kan trumfes uden at man begår en uretfærdig gerning – her begynder vi så at glide tilbage til problemet om multikulturalisme, og hvordan rettigheder skal fordeles. Polyetniske rettigheder er altså ikke den slags rettigheder. Det er retten til at få sin kultur anerkendt som kulturelt ligeværdig med majoritetskulturen. Når vi vil indføre forbud mod tørklæde, så er det med udgangspunkt i at en neutral uniform, f.eks., ikke indebær muslims hovedbeklædning. Men her glemmer vi, at den ”neutrale” uniform er frembragt i en konservativ-kristen kultur, og altså kun neutral for netop majoritetskulturen. Så indførelsen af undtagelsesrettigheder, f.eks. muslimers ret til at bære tørklæde på arbejdspladsen, er blot et forsøg på at udligne den systemiske kulturelle skævvridning.

De polyetniske rettigheder er selvfølgelig kun retfærdiggjorte hvis:

1) Heterogene samfund kan fungere.
2) Der er ingen ”neutral” fælleskultur.

Jeg har forsøgt at anføre nogle af de hyppigeste synspunkter mod 1) (den er empirisk svagt støttet, og der er modempiri), og 2) forudsætter en lidt mere substantiel forpligtelse, idet vi skal ind og tro på ”silent racism” og magtstrukturer.

Din rent historiske overvejelse (den med at der aldrig har fundets en helt ”lige” overkultur) kan også lide en lille belastning hvis vi tænker på følgende: har vi overhovedet tilstræbt en sådan tidligere i historien? Umiddelbart virker det ikke som om, man har det. Derfor kan det ikke være overraskende, at vi ikke finder mange multikulturelle utopiske samfund op gennem historien. Tidligere var kulturemperialisme normen snarere end undtagelsen. På mindre end 100 år har vi taget udfordringen seriøst, og først nu begynder nuancerede teorier at dukke op. Og er de interne stridigheder virkelig så store, at udsigten til en på sigt fungerende multikulturel stat virkelig så dårlig? Vi skal ikke måle samfundet som det er nu, mod et utopisk stammesamfund. Vi skal måle det mod et ret omfattende moderne samfund. Vi bør være realistiske i vores kontrafaktuelle betragtelser, så vi ikke lefler for en urealistisk idé, når vi diskuterer ting, der potentielt kræver en omvæltning af statens dybeste strukturer.

Når det så er sagt, så mener jeg faktisk selv (ironisk nok), at en hvis form for emperialisme er acceptabel. Jeg mener, at liberalismen har identificeret nogle grundlæggende sande værdier: individuelle rettigheder mod staten og majoriteten. Derfor mener jeg også, at en stat har pligt til at begrænse den slags grupperettigheder, der legitimerer krænkelser af enkeltpersoner. Med andre ord mener jeg ikke, at der er en egentlig konflikt mellem at forbyde sharia og så de grundlæggende liberale værdier. Tværtimod: da sharia indvolverer brud mod de menneskelige rettigheder (som jeg mener er funderet i moralske rettigheder, ikke kun juridiske), så er sharia ikke legitimt, og altså er det en moralsk retfærdig indsnævring af individdets frihed at forbyde den, da individdet aldrig har ret til at krænke andres moralske rettigheder. Så kan man hævde, at visse personer, f.eks. rabiate muslimer, altid vil være utilfredse i et liberalt samfund. Det er dog helt iorden. For mig at se er et samfund, som ikke tager vare på grundlæggende rettigheder slet ikke legitimt. Den stat, som vokser op omkring sharia (eller en hvilken som helst anden religion eller kultur som er uforenelig med de menneskelige rettigheder) er slet ikke legitim. Hvis sådan en stat er prisen for stabilitet, så fortjener vi ikke stabilitet. Med andre ord: er en stat værd at slås for, så er det en liberal stat med størst mulig frihed til alle, koste hvad det koste vil i krænkelser af illegitime ”rettigheder”. Til fordel for dette synspunkt findes der stærke argumenter (for så vidt man tror på liberalismen til at starte med).

Jeg vil afslutte med at sige, at du altid kan afvise alt det, jeg har sagt, ved at afvise liberalismen som sådan. Men det virker som om, respekt for individrettigheder er noget af det, som driver dig. Hvorfor skulle vi ellers have et problem med, at en majoritetskultur sætter sig tungt på de øvrige? Der er jo meget, der peger på, at dominans er foreneligt med stabilitet. Tænk bare på Irak under Hussein.

Essensen af det hele er, at selvom det måske er sundest for et menneske, at leve i en kultur, hvor det føler sig fri (hvilket man kan i alle kulturer, hvis man er enig i værdierne), helt enkelt ikke er relevant. Lykke er kun godt, hvis den erhverves ad retfærdig vej. Multikulturalisme er ikke nødvendigvis det samme som ulykkelighed, end ikke for minoritetskulturerne, og for dem, der desværre må give afkald på lyksagelighed, er der kun et at sige: målet helliger i dette tilfælde ikke midlet, da lykke aldrig trumfer rettigheder. Udgangspunktet for det alternative synspunkt er, at menneskets ret til selvbestemmelse trumfer alt – en sådan rettighed kan ikke forklares teleologisk. Måske argumenterer jeg lidt i cirkler nu, men jeg mener som udgangspunkt at rettigheder tæller mere en lykke. Vi skal gøre hvad vi kan for at fremme lykke inden for retfærdighedens rammer, men retfærdighedens rammer er altid primære. En lykkelig voldtægtsforbryder er ligevel en forbryder, og koster det hans lykke at stoppe ham, så er det en pris, der skal betales. Da der er tvivl om skepticismen mod multikulturalisme, er der altså to problemer: 1) utilitaristiske argumenter er, imo, suspekte i denne sammenhæng, 2) de pragmatiske overvejelser til fordel for stammesamfund er ikke helt overbevisende. Tilsammen taler de for en en liberal stat med overgribende retssystem, samt tilpasselse af forskellighed via gruppedifferantierede rettigheder i den udstrækning, at de ikke leder til brud mod fundamentale rettigheder. Så når du siger, at alle i et multikulturelt samfund skal tilpasse sig usundt meget, så siger jeg, at du lægger vægt på en irrelevant egenskab.

Incidenter som f.eks. Breivik og skoleskyderier kan, imo, ikke ukritisk tages som beviser. Breiviks personlighed er ekstrem og er ikke nødvendigvis et symptom på et samfundssygdomstegn. Folkemord ville være et symptom, ikke en enkelt sindsyg celle. Skoleskyderier er nærmere det, du vil have, at det skal være. Men her handler det jo nok ikke om multikulturalisme, men derimod om social marginalisering på et helt andet plan. Og hvem siger, at det ikke kan håndteres indenfor rammerne af samfundet? Det er at gå i ekstremer at hævde, at kun det helt gnidningsfrie samfund er acceptabelt. At indgå i et samfund handler om at få plads til forskellighed. Mobbeofre og socialt marginaliserede grupper skal plejes inden for samfundets grænser. Ellers skulle samfundet dele sig som en celle via diffusion hver gang, der skabes interne poler - interessekonflikter er en del af samfundets grundlæggende vilkår.

Nu blev det lidt langt måske. Håber ikke, at jeg sludrer for meget.

Ser nogle enkelte fejl. Hvis du læser et princip, hvor jeg sætter en betingelse op, som multikulturalismen skal leve op til, og i næste sætning hævder, at den er tvivlsom, så mener jeg det omvendte, nemlig at det er tvivlsomt, at den ikke lever op til det. Hehe. Orker ikke at rette den, da jeg slet ikke kan navigere i tekstmassen.

Lol. Synes i virkelig at tråden er så kedelig? Folk tuder generelt rigtig meget over "manglende solidaritet", højrefascistiske partiers fremgang rundt omkring i Europa samt lommefilosoferer over, hvilket samfund, der er værd at have. Arpheus har nogle synspunkter, der faktisk er fornuftige, og som ofte fremhæves som argument for en restriktiv udlændingepolitik - f.eks. er lignende (omend mindre gennemtænkte) pointer grundlæggende i Sverige Demokraternes partiprogram. Frihedspartiet i Holland er et andet eksempel.

Hvis i synes, mit indlæg er langt og kedeligt, så kan i bortse fra det. Men fokuser gerne på tråden istedet for at komme med dumme kommentarer. Emnet er af generel interesse, hvis man interesserer sig for politik. Jeg kan ikke se, at dette emne er mere PM-materiale end, f.eks., spørgsmål om hvorvidt medierne er syge, eller spørgsmål om forholdet mellem journalistik og demokrati, kapitalismens påvirkning af individet eller lignende. Spørgsmålet handler om, hvorvidt mangekulturelle samfund kan overleve på længere sigt. Det ligger generelt i baggrunden af sociologiske teorier, f.eks. alle de ældre tænkere fra Hegel til Marx, men også de mere "videnskabelige" oldboys, så som Durkheim, at specialisering underminerer solidaritet og dermed samfundet som helhed.

I en moderne kontekst, især nu, hvor vi selv begynder at mærke en reel økonomisk usikkerhed, så er der mange sociologer og psykologer, der peger på, at velfærdsstaten ikke kan overleve mangekulturen.

Derudover knytter tankerne sig an til mere generelle overvejelser om rettigheder og skyldigheder, samt hvad et liberalt samfund egentlig skal leve op til. Herinde tuder folk altid over, at deres personlige frihed krænkes, når myndighederne "trænger ind" gennem lovgivningen. Er man lidt verdensfravendt kan man jo substituere "narkokultur" for "muslimsk kultur". Jeg synes selv, det er et af de emner, der er relevant herinde, samtidig med at det ikke er så verdensfravendt som meget andet. I Sverige, f.eks., er der jo total moralpanik over, at synspunkter lignende det, der findes i trådstarten, er blevet repræsenteret i Riksdagen, en panik, som slet ikke har fodfæste i en sanset debat. Det er et virkeligt spørgsmål, som aldrig rigtig tages seriøst af andre end ret få mennesker, selvom næsten alle har en eller anden holdning til det.

Ikke for at være en tudeprinsesse, men lad helst være med at skrive, hvis i kun skal komme med dumme kommentarer. I har lov til at synes hvad i vil, men i opmuntrer til en overflod af ligegyldige lyde.

Jeg læser med og prøver at forstå nogle brudstykker. Jeg synes i hvert fald det er spændende læsning. Undlader at deltage i diskussionen da det er på et lidt andet niveau end det jeg kan være med på. Now, go!

Jeg har nu to gange måtte rydde op i tråden og fjerne en håndfuld ubrugelig indlæg, med ubrugeligt indhold og ubrugelig gif filer.

Lad være med at skrive noget, hvis i ikke har noget at tilføje. Det er ligegyldigt hvad i mener om PMDs og Arpheus' diskussion.

_________________
"Det hendte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troer, at det er en Witz." - Søren Kirkegaard

Præcis hvor grænserne for statens rolle skal trækkes er en stor diskussion, men det giver god mening, at staten som et minimum tilvejebringer sikkerhed, sørger for at grundlæggende frihedsrettigheder overholdes og, at alle er lige for loven. Hvis det skal foregå indenfor de nuværende rammer, under nationalstaten, så vil jeg mene, at staten skal sørge for at det hele løber rundt gennem indkrævning af skatter, omfordeling af goder og indgreb i markedet. Den skal beskytte befolkningen, tage sig af de svage og den skal tillade etablering af alternative samfund der kan indrette sig som de vil, under hensyntagen til et minimum af almene, fundamentale rettigheder. For vi er vist også enige så langt, at stater, "stammer" og i det hele taget samfund, der ikke varetager grundlæggende rettigheder, ikke har den nødvendige legitimitet og vi er muligvis også enige i, at har suverænen ikke legitimitet, så træder folkets ret til at fravriste sig tyrannen, i kraft.

Som jeg skrev tidligere, så mener jeg at vores samfund er så tømt for andet indhold end penge, at jeg næsten er tilbøjelig til at være enig med dig i, at statens rolle bør være minimal. Forudsætningen er bedre muligheder for, at alternative samfund kan etableres indenfor statens rammer på fordelagtige vilkår, så mennesker der deler værdier kan være en del af et tættere fællesskab, hvis de har behov for det. Det er meget vigtigt, at der gælder et minimum af regler for de alternative samfund, så deres frihed til at handle som de vil, er så stor som mulig.

Med dette x-antal minimum af love og regler, kan man så tillade samfund at opstå og lade dem indføre flere love, hvis det er det de vil, så længe de grundlæggende rettigheder ikke overtrædes og så længe der betales skat til den statslige overbygning, suveræn, eller hvad man kan kalde det.

Men vi kommer uundgåeligt ud i et dilemma, fordi opfattelsen af hvad almene rettigheder er, ikke deles af alle. Overbygningen og de principper den bygger på, vil uundgåeligt være påvirket af den kultur og de moralske forestillinger der skaber den. Det ligger du heller ikke skjul på. Så spørgsmålet er ikke om der skal være en suveræn, men hvilken.

FN og jeg vil også mener EU, er eksempler på overnationale organer, der underbygger synspunktet om, at diversiteten medfører handlingslammelse og ansvarsforflygtigelse, fordi der tages hensyn til alle mulige særinteresser og alle repræsentanter forsøger at få det maksimale ud af systemet, til den gruppe de repræsenterer. De forskellige nationaliteter og kulturer skal være enige, før der kan handles. Det taler imod polyetniske rettigheder og for opdeling i mindre samfund.

Den overbygning som skal være paraply for de her samfund, skal være tættere på borgerne for at sikre så stor overensstemmelse mellem overbygningens vilje og folkets vilje som muligt. Danmark er måske et godt eksempel på et geografisk og befolkningsmæssigt passende område i omfang, men det skal måske være endnu mindre, når man fx. ser hvordan alle kæmper for deres lille område. Det synes jeg er helt forståeligt, men det er ikke en hensigtsmæssig måde, at lede et land på. Mennesker føler sig ikke hørt og føler, at beslutninger bliver taget hen over deres hoveder. Den lokale repræsentant kan altid henvise til, at det jo "ikke er hans beslutning" eller kompetence. Som eksempel kan nævnes kampen om, hvor hospitalerne skal ligge. Jeg kan godt forstå, at borgere er frustrerede, bekymrede eller direkte bange. Offerviljen og ansvarligheden bliver større i mindre og tættere fællesskaber.

Så en minimal, men stærk central styring og stærk lokal styring, med vidtrækkende kompetencer.

Den store stat kan og skal ikke gå ind og lovgive i tilstrækkelig grad, til at beskytte alle mod alt. Et multikulturelt og ikke homogent samfund kan kun blive et Leviathan overvågnings og kontrol samfund af dimensioner og så er prisen for høj. Det er sådan en situation vi står i nu.

Man kunne indføre polyetniske rettigheder, som man havde det i Sovjet og Jugoslavien, man skal bare være indforstået med, hvor vi så er henne. I det øjeblik den stærke stat forsvinder, så mangler den samlende faktor og vi står overfor et muligt ragnarok. Selvstyrerettigheder er jeg helt med på og repræsentationsrettigheder ligeledes. Det er faktisk de polyetniske rettigheder jeg er mest betænkelig overfor, men med en politik der fra starten arbejder på at analysere mulige årsager til fremtidige konflikter og hvis individer og grupper underkaster sig en suveræn, så kan det måske gå. Jeg kan sagtens se det gode ideal, men jeg tror desværre ikke på, at det lader sig realisere.

Umiddelbart kan jeg få øje på et grundlæggende problem man hurtigt støder ind i, hvis det skal foregå indenfor rammerne af den nuværende, meget bureaukratiske stat og det er jord. Staten bliver nødt til at stille jord til rådighed på gunstige vilkår og eventuelt også indkræve en lavere skat, da man må antage at disse samfund, selv vil stå for forskellige funktioner og ydelser, som ellers tilvejebringes af stat, region og kommune. Det kunne være undervisning, det kan også være de selv vil stå for kloakering, have egne hospitaler, børnehaver og skoler og/eller andre ting.

Alternativet (det multikulturelle samfund) er assimilation og overgreb mod individer og grupper. Den eneste måde man kan erhverve sig stabilitet, er enighed om grundlæggende forhold indenfor samfundet. Det bekræfter den historiske erfaring og den nuværende situation, FN i Syrien mm., EU hvad angår enighed om økonomi og andre ting og endda også eksempelvis en militær organisation som NATO, som man kunne se det i Afghanistan og andre situationer (men ok, spørgsmålet om NATO er også om de ikke har bevæget sig så langt fra det oprindelige formål, selvforsvar, at uenigheden ikke er så mærkværdig).

Det man kan indvende mod Kymlicka er netop situationen i Europa lige nu, hvor staterne søger at begrænse velfærdsydelserne, hæve pensionsalderen mm. Særligt når den økonomiske situation er presset og de europæiske befolkninger har så høje forventninger til deres forbrug, kommer velfærdsydelserne under pres. Det taler i mod det Kymlicka mener at have fundet ud af (hvordan han så end er kommet frem til dét resultat) og det taler også imod det du senere skriver om, at man ikke kan forestille sig, at velfærden undermineres indefra, da det netop er sket.

Mange mennesker føler sig helt konkret pressede, særligt de udsatte grupper (naturligvis), som derfor er overrepræsenterede hos fx. Dansk Folkeparti (vist nok). Der foregår en radikalisering som ses i alle de europæiske lande og er det rigtigt, at den radikalisering foregår og er i vækst (hvad utvivlsomt er rigtigt) så underbygger det mistanken, om det farlige for alle parter i det multikulturelle projekt. Den naturlige etniske diffusion, ser allerede ud til, at være gået galt. Hos mange grupperinger og i nogle geografiske områder, drages statsmagtens legitimitet i tvivl og nogle steder kan brandvæsen og ambulancer kun rykke ud under beskyttelse af politi og trusler om magtanvendelse.

Man vil helst ikke lave beregninger på den slags og du mener ligefrem, at der så er tale om racisme, men udlændinge er overrepræsenterede i danske fængsler i ekstrem grad, ligesom de er overrepræsenterede i kvindecentrene og i andelen af mennesker på overførselsindkomst. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke mener det er fordi der er tale om dårligere mennesker eller mindre værdige mennesker. Der er mange indlysende problemer ved at starte forfra i et nyt land, ligesom mange kan komme fra samfund i krig med traumer og så videre. Selvfølgelig kan der også være tale om samfund, som holder kvinderne hjemme, tildækkede og som straffer dem, hvis de bryder konventionerne eller andre kulturelle eller religiøse forhold, som problematiserer processen.

For mig er der ingen tvivl om, at det her emne hører hjemme i politik, heller ikke selvom du inddrager filosofi, det hæver bare niveauet og gør det muligt at udforske de bagvedliggende antagelser for den politiske diskussion Samtidig synes jeg det er vigtigt, at man bruger den teori på den hverdag og det liv, mange mennesker lever i og som er en konsekvens af det opbrud, som familien og samfundet har gennemgået særligt siden anden verdenskrig. Årsagen til at jeg netop slår ned efter anden verdenskrig er, at der derefter langsomt skete en opløsningen af den traditionelle familie og en funktionstømning af familien.

Min konklusion er, at frihed ikke er det bedste gode og at multikulturalisme fører til ensretning og nivellering, at det er prisen og at den er for høj. Og yderligere, at det sætter solidariteten og samhørigheden under pres, særligt i såkaldte krisetider.

Jeg vil ikke påstå, at min antagelse om, at homogene samfund er mere stabile og sikre samfund, fordi det også er mere nære og intime samfund, er baseret på videnskab eller hører hjemme i et andet forum. Det er mange iagttagelser, som får mig til at konkludere det, både psykologiske, sociologiske og historiske. Men det er ikke den eneste antagelse. Jeg antager også, at det er sundest for et menneske, at leve i en kultur, hvor det føler sig i overensstemmelse med samfundet værdier og hvor det er en del af en familie og et fællesskab som er konstant. Du erklærer dig til dels enig i det første, men alligevel fejer du det let af banen ved at antage, at det ikke kan ske ad retfærdig vej og derfor vil gå ud over andre menneskers rettigheder og mangle legitimitet, eller er det en tænkt situation?

Du fejer også argumenterne for stammesamfund af banen, men jeg synes ikke det er helt klart, om du også gør det, hvis der er en statslig overbygning, måske snarere tværtimod, så længe fundamentale frihedsrettigheder overholdes? De eksempler jeg nævner på alternative samfund, som jeg betegner "stammer", fungerer netop i en stat og ofte i en uproblematisk symbiose, blandt andet betaler flere af disse samfund skat og overholder statens love. Jeg kan ikke se, at der er noget i det jeg foreslår, der ligger op til, at lykke skal skaffes af en vej, som vil gå ud over andre.

Vi er (vist) enige på flere punkter, men du stiller nogle modsætninger op. Jeg kan ikke forstå, hvorfor du mener, at utilitaristiske argumenter er suspekte i den her sammenhæng og jeg synes ikke du redegør, hvorfor de er suspekte. Individernes tilfredshed må netop være målet for samfundet og da jeg mener der findes belæg for at påstå, at der eksisterer grundlæggende modsætninger, så bør man tillade utilfredse individer, at indrette sig som de vil, under hensyntagen til de almene rettigheder, der selvfølgelig ikke tillader vold og overgreb.

Individrettigheder er noget af det der driver mig, men også grupperettigheder, retten til at have et fællesskab og til at lukke det fællesskab, hvis det er det man vil. Jeg mener vores samfund har splittet fællesskaber og familier ad til atomer, at det har været en del af en overordnet politisk vilje, mere end af individets og at den er påført folket gennem manipulation og i hukommelsen nu står som konsekvensen af folkets egen vilje.

Fx. kunne en husmor i 70'erne høre radioprogrammer om, hvor undertrykt og hvor dumt det var, at sidde derhjemme i stedet for at komme ud og opleve verden, selvom hun måske selv sad og følte sin rolle betydningsfuld og vigtig, som nogle gjorde (hvor utænkeligt det end lyder nu, efter mange års intensiv påvirkning og markante ændringer af samfundet). Der er stor sandsynlighed for, at en kvinde på samme alder i dag sidder alene med børn, der savner deres far, at hun er spændt hårdt for med arbejde og selvrealisering (hvis hun magter det) og at børnene sidder alene foran en computer eller ser tegnefilm på DVD. Hun kan meget vel leve i seriemonogami (det kunne også være en mand, friheden er problematisk for begge køn) og hun kan meget vel være medicineret med antidepressiv medicin, som nogle hundredetusinder andre (jeg kan ikke huske præcist hvor mange det er nu) og børnene kan være nogle af de titusinder som er på centralstimulerende midler fordi de har "opmærksomhedsproblemer". Det undrer mig ærlig talt ikke.

Der sidder også mange ældre og syge mennesker, alene eller sammen med mennesker de lige har mødt. De er nu en del af et konstrueret fællesskab og har ikke noget alternativ. Hvad skal de bruge den højt besungne frihed til? De er alene og fri. Super! Men de kan selvfølgelig tage noget psykofarmaka, fordi de ikke kan håndtere den frihed, som de ellers troede, var så god, da de var unge. Ældre mænd ligger højt i selvmordsstatistikerne, unge piger skærer i sig selv ,for at få opmærksomhed og drengene har ikke lært, hvad det vil sige at være mand og får et forstyrret mandebillede og pumper sig med steroider eller bliver svage og undertrykte mænd i en slags misforstået sympati overfor kvinden. Voksne løber efter børnene og børnene sætter dagsordenen i mange familier.

Overdrivelse fremmer (måske) forståelsen og den forståelse eller mening er, at det ikke kun handler om frihed, men om fællesskab og om at de store kunstige og konstruerede fællesskaber er tomme for indhold, netop fordi de er konstruerede, netop fordi alle bare kan skride, hvis de en dag får nok og ikke kan klare det, videre til det næste og det næste og det næste. Den frihed er konstrueret og ikke reel. Den er tilvejebragt via meget høje kompensationer fra staten, hvis man vælger at leve alene. Det er ikke den almindelige kontanthjælp, der rammer noget loft eller er særlig høj eller problematisk. Det er når mennesker er alene med børn, at vi kommer op på ekstremt høje udbetalinger, noget der nærmest ligner belønninger, for at opføre sig uansvarligt.

Og har man opført sig uansvarligt, så tilvejebringes medicin og terapi, hvor man vil få at vide, at man bare skal fokusere på noget andet og tænke på en anden måde og se det som muligheder. Psykologien og psykiatrien er blevet magtinstrumenter, hvormed man kan tvinge mennesker ind i en orden, som er konstrueret for dem og samtidig bilde dem ind, at de er frie individer. Når mennesker rammes af alvorlig sygdom og invaliditet så opdager de, at alle bare kan skride og ofte gør det. Det ses på hospitaler og plejehjem, hvor man må betale mennesker for at tage sig af dem.

Det er ud af denne sammenhæng, hvor jeg endda tror Norge er et bedre land end DK, at Breivik og skoleskyderier er opstået.

Det du kalder for "incidenter" er adfærd, som ikke tidligere er beskrevet i historien. Mennesker dræber dem, som mange umiddelbart ville antage for at have været deres "egne", men det er tydeligt, at sådan opfatter dem der begår handlingerne det ikke. Det er et tydeligt tegn på, at mennesker ikke ser sig selv som en del af samfundet, men hvis du ikke vil godtage det som repræsentativt og det kan jeg til dels godt forstå, så kan jeg godt se, at det bliver svært at få øje på problemet med det multikulturelle samfund, massesamfundet og opløsningen af familierne. På den anden side, så kan jeg ikke forstå det, for ganske vist er Breivik og skoleskyderier en undtagelse, fordi de udførte de her ekstreme handlinger, men mange giver udtryk for samme ekstreme holdninger og der skal ikke mange lignende hændelser til, før vi har et fuldstændig forandret samfund og er tilbage i det negative menneskesyn, som man for eksempel finder hos Hobbes.

Når du skriver, at skoleskyderier nok mere handler om social marginalisering, så er den sociale marginalisering også en konsekvens af et multikulturelt masse samfund, der mangler samlende værdier, udover penge og forbrug. Den sociale marginalisering skyldes det, som du ikke har været inde på, markedsøkonomiens mekanismer og det moderne samfunds manglende evne til at holde mennesker sammen på et dybere og mere intimt plan. Det bliver ganske enkelt for praktisk, for pragmatisk og for abstrakt. Den illusoriske frihed har sin pris og den er tilsyneladende høj.

Hvis man ser på de vestlige og særligt de europæiske samfund, så har de selvfølgelig været under konstant forandring gennem historien, men der optræder nogle karakteristiske udviklingstræk samtidig efter anden verdenskrig og det er: For det første, selve hastigheden udviklingen foregår i, som er uden sidestykke i historien, opløsningen af de traditionelle samlende og identitetsskabende institutioner, som religion og den traditionelle familie og til dels også nation, den teknologiske udvikling (af betydning for diskussionen, særligt udviklingen af massemedier og muligheder for massekommunikation) og folkevandring. Flere mennesker er flyttet til en ny kultur i de sidste hundrede år, end i hele verdens historie og det foregår stadig. Det er et gigantisk eksperiment.

Markedsøkonomien og fremkomsten af et globalt samfund i stadig mere intens konkurrence og interdependens, hænger nøje sammen med kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet, som for alvor tog fart efter anden verdenskrig. Der er i samme periode sket en funktionstømning af hjemmet (eksempelvis passes børn udenfor hjemmet) urbanisering (for alvor allerede siden industrialiseringen, men igen øget efter anden verdenskrig) og fremkomsten af såkaldte "sovebyer", som ligger øde hen, når forældrene tager på arbejde og børnene i skoler og daginstitution. I samme periode er misbrug af enhver slags eksploderet (i daglig tale kaldet "forbrug"), misbrug som er forudsætningen for vores økonomiske system, hvis det ikke skal kollapse (hedder det sig), "forbrug eller gå under", med pistolen for panden.

Vi har skabt et samfund, hvor alle de træk ved Breiviks barndom, der nævnes som særlige, med rimelighed kan antages at gælde for ganske mange. Derfor skulle det være mærkeligt, hvis Breivik er en enkelt sindssyg celle. Tværtimod så bør der rent logisk, sidde masser af forskruede mennesker som ham, rundt om i verden. Breiviks miljø og opvækst er netop ikke et særsyn, hverken de seksuelle overgreb, overdreven brug af computerspil, den manglende far, narcissistiske træk eller andre forhold, som man kan trække frem som særlige eller ligefrem patologiske træk.

Årsagerne til de personlighedstræk man finder hos Breivik, er at finde i vores samfund i betydeligt omfang. Manglende lokal forankring, splittede familier, seksuel forvirring og misbrug er et resultat af en familie og et samfund i opløsning og hvis man kigger på nettet og i medierne, så bekræftes antagelsen om, at der langt fra, er tale om et isoleret, sygt tilfælde.

Sådan er et massesamfund, uden forpligtende fællesskaber og hvor man dybest set tænker på systemer og bruger friheden som det gode argument. Vores befolkning er hjernevasket og er selv instrumenter i en fortsat løgn, om hvor fantastisk den frihed er. Den frihed som vi så gerne vil have, men som tilsyneladende ikke gør mennesker så lykkelige, som vi går og tror.

Vi lever i et super komplekst og dybt skadeligt samfund, uden sidestykke i historien, det skulle da lige være krig.

Men på trods af, at det er sådan jeg opfatter vores samfund, så mener jeg ikke man skal tvinge udviklingen i en anden retning, det kommer helt af sig selv. Her bliver jeg ret irriterende fordi jeg kommer med profetier, som man af gode grunde kun kan have fornemmelser af og derfor er svære at diskutere. Profetien er, at mennesker fremover selv vil søge de her samfund og skabe dem. Det multikulturelle masseprojekt er allerede slået fejl og det man har gjort vil betyde opløsning og opdeling.

Jeg mener slet ikke, at jeg er i nærheden af racisme. Man kan sige, at jeg forsvarer en gruppes ret, til at danne samfund og "selv bestemme hvem de vil invitere indenfor". Det vil sige, jeg forsvarer alles ret (uanset hudfarve, etnicitet mm.) til at udelukke, eller bortvise mennesker, de ikke vil dele samfund med. Netop eksklusionen, bortvisningen, er en hård straf som jeg mener en gruppe bør have som sanktionsmulighed.

Nu har jeg uddybet og det handler langt fra kun om, at homogene samfund er mere stabile end heterogene. Der er også grundlæggende problemer med vores økonomiske system og det upersonlige massesamfund, som jeg har beskrevet.

På et tidspunkt i din tekst tilbageviser du argumenter, fordi der ikke er videnskabelig dokumentation for dem. For eksempel skriver du:

"... at der helt enkelt skal mere forskning på bordet inden vi kan basere vores politiske system på den sociologiske tese, at en overgribende, stabil velfærdsstat kun er mulig i et kulturelt homogent samfund".

Her forsøger du, at basere dine politiske holdninger på et videnskabeligt grundlag og selvom jeg ikke argumenter for det modsatte, altså, at det skal være uvidenskabeligt, så mener jeg i høj grad det handler om intuition, fornemmelser og mod og om at se hvor udviklingen fører hen, inden begivenhederne sker. Det er rystende at se, hvordan den politiske verden er handlingslammet og lader sig drive rundt i manegen af økonomer og finansmarkeder, pga. mangel på selvsamme egenskaber, fornemmelser, intuition og mod til at handle og tage konsekvenserne.

Der er ikke et facit, det er kun historien der kan vise, hvem der havde ret. Ellers er det for sent, for man kan ligeså vel hævde det modsatte, altså, at det multikulturelle projekt, som du er fortaler for, er historiens største demografiske eksperiment og et særdeles risikabelt et af slagsen, som netop ikke er påbegyndt med baggrund i nogen form for videnskab, men tværtimod på baggrund af stærkt følelsesladede argumenter om at "redde verden", henvisninger til biblen og lignende.

Det var dengang man begyndte en masseindvandring, man skulle have taget diskussionen, have nedsat et råd, der indhentede erfaringer fra andre lande og lavede beregninger på, hvad vi kan klare og om der overhovedet er en grænse, hvordan vi rent praktisk gør det osv.

Desværre blev masseindvandringen vedtaget på et meget naivt grundlag og uden tanker om, hvor det skulle føre hen, hvilken modstand det ville medføre i den lokale befolkning, socialpolitik, boligpolitik mm. Man undertrykte helt bevidst og åbenlyst, alle der kom med kritiske beregninger og indvendinger og lagde dem for had og kaldte dem for ikke-stuerene, en betegnelse man ellers bruger om dyr. Det taler du delvist imod og alligevel ikke, for du henregner til racisme, at man for eksempel kigger på etnisk herkomst i en kriminalitetsstatistik. Jeg bryder mig heller ikke om det, men når man insisterer på et multikulturelt samfund, så må man jo også på en eller anden måde, forsøge at finde årsagerne til de problemer, som opstår. Det kan fx. være, at der kommer mennesker til landet, som har en kultur, hvor kvinderne passer hjemmet og manden tjener pengene og det synes jeg de skal have lov til, hvis de kan leve af én indkomst.

Det multikulturelle samfund, i øvrigt med åbne grænser, må nødvendigvis blive et overvågnings og kontrolsamfund af dimensioner. Det er nødvendigt, hvis man insisterer på et multikulturelt samfund, desværre. Der er nogle påfaldende sammenfald og det bliver man nødt til at opdage, før man kan finde ud af årsagen og gøre noget ved det.

Det du taler for er, at hvis jeg påpeger en særlig tendens i en kultur, så er det racisme. Hvis jeg påstår, at sorte gennemsnitligt har en større gluteus maximus end hvide, så går jeg ikke ud fra, at det betegnes racistisk? Hvis jeg påstår noget negativt, så er det racisme og så skal der ikke forskes i det, eller forstår jeg det rigtigt? Det er problematisk, at man stadig i dag, i vores såkaldt oplyste samfund, er så tabuiserede og bange overfor de her ting og risikerer udstødelse, social marginalisering og udelukkelse fra den offentlige debat, hvis man fremsætter tvivl omkring rigtigheden af det multikulturelle projekt eller påtaler en kulturel eller genetisk forskel.

Myter opstår og får sit eget liv i små lukkede subkulturer og kun gennem åben debat og forskning kan de myter blive af eller bekræftet. Det vigtigste er stædigt at fastholde, at alle har lige rettigheder og at alle er lige for loven.

I en periode kunne forskere ikke forske i medicin, henvendt til bestemte racer, selvom de vidste, at noget medicin slet ikke virker, eller er direkte farligt, for bestemte racer. Alligevel afviser nogle seriøse forskere stadig, at der eksisterer racer. Det er vanvittigt.

Jeg er i øvrigt enig med dig i din definition og din udlægning af mit udgangspunkt som vel kan kategoriseres som en slags politisk realisme og desværre et ret konservativt udgangspunkt (jeg kan næsten ikke gøre for det).

Men når alt kommer til alt, så synes jeg historien, psykologien og sociologien beretter om mange eksempler på både menneskers godhed og offervilje overfor andre enkeltindivider eller grupper, men desværre også på det modsatte. Så både Hobbes og Locke har sådan set ret, det afhænger helt af tid og sted. Menneskeheden er i stadig bevægelse og i perioder i historien vil det gå den ene vej, i andre perioder, den anden. Derfor bliver vi nødt til, at være opmærksomme, så det ikke ender galt.

Det er også meget interessant, at Hobbes pessimistiske konservatisme udspringer af en tid med krig og at hans hovedværk, så tydeligt bærer præg af det. Når man ser mennesker opføre sig hadefuldt og lavt, så forstår man måske bedre den pessimistiske, konservative realist.

Det er netop folkemord og overgreb vi skal undgå, så vi kan leve i en skrøbelig fred, forhåbentlig i mange generationer, indtil beklagelige historiske forhold, eller dårligt politisk lederskab, igen fører os ud i krig og katastrofer.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Forresten: Samtidig med folkevandringen til vores del af verden, så tømmes andre lokalsamfund for individer, indhold og mening andre steder i verden. De kloge, rige og/eller smukke individer søger væk og tilbage står et svækket eller tømt samfund.

De samme mekanismer som har været gældende i den vestlige verden, urbanisering mv., sker også nu i mange andre dele af verden. Til dels er det godt, fordi fattigdommen bliver mindre, men andre dele af verden rammes så til gengæld lokalt, af de samme problemer vi har.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.