God artikel. Der florerer mange myter om incitamenter i erhvervslivet og efterhånden også i brede politiske kredse. Man kan få den mistanke, at det bare handler om at tjene mest muligt til sig selv og sin egen virksomhed og at man så sælger budskabet ved at argumentere for, at det fx. er bedst at spare på velfærdssamfundet for "ellers har vi ikke råd til det i fremtiden".
Det bliver altså pludselig for de syge og arbejdsløses egen skyld, at man skal skære på deres velfærd... Argumentationen bliver endda både brugt af S og SF.
Det er ikke mængden af midler, der bør være afgørende, men viljen og intentionen om, at dele hvad der er i en eller anden grad, uanset mængden af midler. Så skal det sgu nok gå alt sammen, når det kommer til stykket.
Ja og det er meget forfærdelig argumentation. Jeg blev virkelig sur da jeg så Søren Pind håne Johanne Schmidt-Nielsen fordi hun påpege at mange arbejdsløse forsøger at komme ind på arbejdsmarkedet. Det kan sagtens være der en gruppe dovne mennesker der mangler incitament pga. overførselsindkomster. Men jeg tror der er en langt større gruppe som søger på livet løs. Jeg bor stadig sammen med min mor der er på dagpenge. Hun har det fanme ikke godt med ikke at biddrage til samfundet. Hun søger jobs på livet løs, men hvad er der at gøre når jobbet bliver søgt af 100-200 andre.
I Danmark kalder man denne her for høj arbejdsløshed, den burde blive kaldt en situation med jobunderskud. Det er der heldigvis mange der er enige om og jobsskabelse har da høj prioritet bl.a. alle partierne. Det er bare kun Enhedslisten der har medlidenhed med de mennesker der har arbejdet mange år på arbejdsmarkedet og ikke kan finde vejen tilbage. Jeg synes simpelthen det er grotesk og jeg fatter ikke at samtlige folkesocialister og social demokrater ikke melder sig ud af deres parti. De er langt fra socialt ansvarlige.